Forfattermøde med Glenn Bech

Portrætfoto af Glenn Bech
Foto: Sara Galbiati
Glenn Bech har med raketfart etableret sig som anerkendt forfatter siden han i 2021 modtog Munch-Christens debutantpris for romanen ”Farskibet”. Mød ham til en tankevækkende forfatteraften på biblioteket, hvor han vil fortælle om sin spritnye roman ”Jeg er ikke færdig med dig”, som udkommer 5. september.
Dato
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Standardbillet: 70 DKK
Pensionist: 55 DKK
Studerende: 35 DKK
Sted
Farveriet, Hallen
Adresse

Spinderigade 20
(ved Spinderihallerne)
7100 Vejle
Danmark

Med debuten ”Farskibet” kom Glenn Bech på det litterære landkort og beviste, at han kunne skrive både bredt og dybt. Bogen er en brutal erindringsroman om klasse, køn, vold og svigt, som starter med farens selvmord, da Glenn er fem år gammel. Det er en desperat insisterende fortælling i og om hans fravær og et sorgfuldt og rasende vidnesbyrd om en familie ødelagt af giftig maskulinitet. 

I 2022 udkom manifestet ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”, hvor han med vrede, misundelse og humor brænder alle illusioner om lige muligheder ned og insisterer på at tale ud fra sine egne erfaringer i klassesamfundet. Anmelderne skrev bl.a.: "Hans manifest er en redningsplanke til den, der føler sig undertrykt og alene" og "En meget vigtig og nødvendig bog". For bogen modtog han Politikens Litteraturpris 2022.

I den nye roman ”Jeg er ikke færdig med dig”, er Lasse er efter mange års kamp endelig ankommet til et liv i den øvre middelklasse. Han har et job som psykolog, er i et langvarigt forhold med sin kæreste, Emil, og de bor i en ejerlejlighed i et roligt kvarter. For første gang nogensinde føler han sig tryg i tilværelsen. Sagen er bare, at Lasses begær er formet af en opvækst med mandemænd og mobning, og han bliver ikke just tændt af den omsorg og rummelighed, som er Emils naturlige kærlighedssprog. Og hvad gør de så? ”Jeg er ikke færdig med dig” er en rådvild, humoristisk og ligefrem roman om kærlighed, begær og klassejetlag.

Til dette forfattermøde vil Glenn Bech både fortælle om sin nye roman og dele sin inspirerende livshistorie om rejsen fra en opvækst præget af tab og giftig maskulinitet til at bryde igennem som forfatter og psykolog.

 

Om forfatteren

Glenn Bech er født i Horsens i 1991, uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2017 og blev færdig på Forfatterskolen i 2019. Han har modtaget flere priser for sine to første bøger, og han er stadig praktiserende psykolog ved siden af forfatterkarrieren.