Aktuelt

Så er der åbent for tilmelding til Fælles Læsning

Vær med, når vi inviterer til endnu en sæson med Fælles Læsning i Vejle, Børkop, på Nørremarken og i Løget.

Af Else Zakarias

Det kræver ingen forudsætninger at være med til Fælles Læsning. Kun at du har lyst til at møde andre og tale sammen.

Ved Fælles Læsning læser en bibliotekar en tekst højt. Som deltager får du teksten udleveret på tryk og kan således selv læse med. Bibliotekaren laver stop i højtlæsningen undervejs, og gruppen samtaler ud fra teksten, som kan være en novelle, et digt eller et essay.

Der er ingen "lektier" til Fælles Læsning, da de tekster, vi taler ud fra, bliver læst højt af bibliotekaren. Det er derfor også egnet for dig, der har svært ved at læse eller har svært ved at koncentrere dig.

Det at snakke ud fra en tekst giver nogle andre, men gode samtaler.

 

Forårets hold

I foråret har vi 3 hold på Vejle Bibliotek - et der mødes tirsdag  kl. 13-14.30, et der mødes tirsdag  kl. 16-17.30 og et, der mødes mandag kl. 10.15-11.45. Første gang for tirsdagsholdene er den 4. februar, mens mandagsholdet starter op den 24. februar.

På Børkop Bibliotek mødes holdet om mandagen fra kl. 10-11.30, og første gang er den 3. februar.

På Nørremarken er der Fælles Læsning om fredagen kl. 10, nogle gange i Beboerhuset Finlandsvej og nogle gange i NC10. Første gang er fredag den 31. januar.

I Løget Kirke mødes holdet om mandagen fra kl. 10-11.30, og første gang er den 20. januar.

 

Mere info og tilmelding

Du kan læse mere og se alle mødedatoerne for de enkelte hold ved at klikke på linket nedenfor. Her kan du også se, hvordan du tilmelder dig.