Hvem er hvor? - Hvem er syg? - Hvem er sød? - Hvem rydder ikke op?
Vi møder endnu engang Nalle, Kanin, Nallegrisen, Fugl og Kat i nogle af livets forskellige øjeblikke af både kedsomhed og sygdom, men også når venner ikke er søde. Eller forældre.
Af Biblioteket
I ’Hvem er hvor?’ keder Nalle sig, fordi mor skal arbejde. Nalle går i stedet over til Kanin, og Kanins mødre formaner dem på det strengeste om, hvad de skal passe på. Nalle og Kanin bliver enige om at spørge Nallegrisen, om at være med. Men Nallegrisens far er så sur! Hos Fugl er der vist en slags fest, og de store fugle siger, at Fugl er gået over til Kat, men de tre venner kan ikke finde dem?
Nalle har meget ondt i maven i ’Hvem er syg?’, og hendes forældre må tage hende på hospitalet. Det viser sig at være noget, som betyder, at Nalle skal opereres. Fugl har også ondt i maven. Skal hun mon også opereres, ligesom Nalle?
Vennerne Nalle og Nallegrisen siger til Kat, at han er grim i ’Hvem er sød?’, fordi han er gul! Kat begynder at græde, men så kommer Fugl. Vennerne siger til Fugl, at hun også er grim! Men Fugl siger ”Jeg er gul og fin. Sød og god og gul.” Da Kat spørger om han også er gul og sød, svarer Fugl ”Dig? Ja. Du er sød. Du er jo gul. Sød og god og fin og gul.” Med ét er rollerne byttet om.
At have fri fra arbejde og vuggestue er ikke altid lig med at sove længe og spise morgenmad foran fjernsynet. Det indser Nalle, i ’Hvem rydder op?’, hvor det er lørdag, og både mor og far gør rent og rydder op. Indtil de begynder at skændes. Men hvis de skal råbe sådan, gider Nalle i hvertfald ikke at hjælpe dem!
Stina Wirsén har endnu engang skrevet fire små bøger, der passer til de allermindste. Ikke kun fordi formatet er småt og kvadratisk, men mere fordi hun sætter spot på flere genkendelige småbørnsproblematikker, og tilsætter sin fine humor. De fem venner i bøgerne er som børn er flest; søde, bange, slemme og livlige, og med sin særlige streg, indfanger Stina Wirsén de krøllede barnehjerner. Hun skriver i børnenes eget sprog, og kommer med gode eksempler på, hvordan børn opfører sig sammen, og overfor hinanden. De fem venner og deres familier, er tegnet både som dyr, men Nalle ligner mest en garnnøgle.