For børn

Mens vi venter på julen

December måned kan i barndommen føles uendelig lang - i hvert fald hvis man vokser op i et hjem, hvor der fejres jul. Heldigvis findes der mange gode historier at dykke ind i, mens man tæller ned.

Af Anne Mølgaard Svendsen

Den pokkers jul

En af mine favoritter er "Julemanden" af den skønne engelske kunstner og forfatter Raymond Briggs. Jeg stødte på historien ved et tilfælde i min barndom, hvor den blev vist som tegnefilm på DR. Til min store begejstring opdagede jeg efterfølgende, at den også fandtes som en tegneserieagtig billedbog, som jeg stadig i dag elsker at finde frem i december måned, fordi den gør ventetiden op til jul lidt sjovere.

I historien er julemanden ikke den klassiske rare og muntre bedstefartype, men i stedet en temmelig gnaven herre, der siger ’pokkers’ til alting og drømmer om at tage på solferie. Han er ikke ret glad for det kolde, våde og tågede decembervejr og alt det hårde arbejde juleaften, men julegaverne skal jo ud til alle de (pokkers) artige børn rundt om i hele verden.  

"Julemanden" udkom oprindeligt i 1970'erne, men bogen blev oversat på ny for nogle år siden, hvilket gør, at børn i dag også nemt vil kunne more sig i selskab med den gnave, gamle julemand, der først bliver i godt humør, da han er færdig med at aflevere julegaver juleaften og endelig kan flyve hjem og slappe af i sit lille hus sammen med sin kat og sin hund. 

Snemanden - den gamle og den nye

Raymond Briggs står også bag en anden skøn klassiker fra 70'erne, som det ikke været nødvendigt at oversætte på ny. Bogen "Snemanden" er nemlig en smuk, ordløs billedbog til eftertænksomme og eventyrlystne læsere om en dreng, der bygger en snemand. En nat bliver snemanden på magisk vis levende. Han er meget nysgerrig, og sammen flyver de to venner på eventyr (det gør snemænd nemlig, viser det sig).

Historien findes også som tegnefilm, der ligesom billedbogen kan lånes på biblioteket, men jeg vil egentlig hellere bruge spaltepladsen på at fortælle om, hvad den engelske forfatter Michael Morpurgo har gjort ved ”Snemanden”. Han har nemlig udvidet og drysset lidt julemagi på den gamle fortælling.  

I 2019 fik han lov til at sætte ord på Briggs’ ordløse historie, og det er der kommet en virkelig fin højtlæsningsbog ud af – en fortælling, der fx sagtens kan findes frem og læses sammen med børnene hver søndag i advent, mens I venter på, at det bliver jul.

I den nye udgave af ”Snemanden” møder vi den ensomme dreng Jacob, der har det svært i skolen, fordi han stammer. Ligesom i den oprindelige historie bygger han en snemand, som en nat op til jul bliver levende. Jacob får sig en ven og sammen med ham sker der noget magisk, som Jacob i begyndelsen ikke helt kan sætte ord på. Og før han ved af det, flyver de sammen afsted på juleeventyr.

Alle bøgerne kan læses sammen med børn fra ca. 5 år og op.