Else anbefaler: Årets bedste debutanter
Det seneste år har budt på masser af gode læseoplevelser fra debuterende danske forfattere. Her anbefaler jeg otte af de bedste debutbøger, jeg har læst.
Af Else Zakarias
Digte
Nana Fatou digter i ”Toubab” om en ung kvinde, der har dansk mor og gambiansk far. Kvinden besøger familien i Gambia, hvor kontrasterne mellem vesten og Afrika bliver meget tydelige. Hun har dårlig samvittighed overfor familien. Kvinden sørger over adskillelsen fra en halvbror, som hun følte et særligt bånd til. En talentfuld ung forfatter, som jeg glæder mig til at følge.
Lasse Dyrholm Jensen debuterer med ”Supersoaker”, som handler om en kvinde, der ønsker at blive til en mand og tager til Serbien for at få opereret en penis på. Det er knækprosa, der råt for usødet og meget kropsligt fortæller om forvandlingen, men også om omgivelsernes reaktioner og Lasses egne oplevelser på en rørende og galgenhumoristisk måde.
Svigt i barndommen
Flere af bøgerne kredser om svigt i barndommen som i Dean Butts ”Vi er rigtige engle”. Dean Butt skriver om vold i hjemmet og forældrenes misbrug. Trods forældrenes svigt tænker han kærlige tanker om dem. Dean Butt viser i sin debut, at han mestrer forskellige genrer, da bogen er en skøn blanding af rapporter fra pædagogisk/psykologisk rådgivning og poetiske forklaringer på sol, måne og stjerner, og smukke beskrivelser af sorg, samvær, kærlighed.
Maria Grabowski skriver i ”Jeg fryser” om en piges opvækst med misbrug og svigt - og samtidig stor kærlighed til moren, som hun passer, da hun er ved at dø. Bogen veksler mellem nutid og tilbageblik til barndommen skrevet i et nøgternt sprog. Farens alkoholmisbrug har præget fortællerens liv, men bogen rummer også masser af kærlighed og sjove, tragikomiske episoder. En knugende, rørende fortælling om at passe sin dødssyge mor.
Et strejf af magi
Thomas Bachs ”Bunker” skildrer på fremragende vis et lille samfund i udkantsdanmark, Hanstholm. 13-årige Sonny bor i barakkerne. Forældrene drikker for meget, lader indimellem børnene passe sig selv, men det er ikke så entydigt svigt, de er også gode forældre. Byens ukronede konge Frank, har solgt sin fiskekutter i et døende erhverv, er blevet velhavende og får en fantastisk (ifølge sig selv) idé. Han vil omdanne byens indkøbscenter til et forlystelsessted for voksne, kaldet Druklandia. Et dejligt portræt af en ukuelig dreng, og trods de store sociale forskelle i byen hersker der også et fællesskab, når det gælder. Forfatteren benytter magisk realistiske elementer, når bunkeren rumler som advarsel om, at der er fare på færde.
Magi er der også i Helene Franch’s ”Drude”. En syv-årig pige skal overnatte hos sine bedsteforældre. Hun stritter kraftigt imod, så som læser, bliver man overordentlig bekymret: er alt som det skal være eller har hun grund til at frygte at skulle overnatte hos bedsteforældrene? Hun bruger sin fantasi for at håndtere følelserne og det skaber en både stilfærdig, drabelig og eventyrlig roman, loyalt skildret fra barnets perspektiv.
Og flere magiske elementer er der i Feline Kambers ”Foder til høns”, hvor en afdød bror fortsætter med at eksistere som spøgelse, katte går på bagbenene og agerer tjenestefolk og en munk af porcelæn snakker og blander sig i karakterernes liv. Handlingen er et trekantsdrama (to søstre vil have den samme mand, den ene er lovet væk til ham, den anden horer med ham i hønsehuset) fyldt med sanser, drifter, tømning af potter, dans med rotter og kæmning af lus. En meget original roman, der foregår i sit helt eget univers.
”Skyerne” af Sigrid Adamsson er også meget original, især i fortællerstemmen. Den er gennemført omhyggelig i sin skrift. Bogen beskriver et venindeforhold, hvor der bliver festet og taget stoffer, men den ene veninde er skrøbelig, og det gør den anden afmægtig, for kan man hjælpe selv sin bedste veninde, når det gælder psykisk sårbarhed? En smuk roman om venskab, og trods det alvorlige emne er romanen også humoristisk.