Scifi, scenarier og hvad nu hvis…?

Science fiction bliver tit afvist som underholdning med rumskibe og robotter, og der er sikkert stadig nogle der rynker lidt på næsen af genren. Men udover at scifi absolut i mine øjne er ‘ægte’ litteratur, så er det også en af velafprøvet måde at tænke over fremtiden på – og det er nok noget mange kunne blive bedre til (fremtiden er trods alt der, vi skal leve resten af vores liv).

Hvad er scifi?

Det er svært at lave en skarp definition af science fiction, og selv genrens store forfattere er uenige om, hvor grænserne går. Men der er nogle fælles træk, der går igen:

• Et "hvad nu hvis". Historien tager typisk udgangspunkt i én (eller en lille håndfuld) ændringer af vores virkelighed, ofte teknologiske eller videnskabelige fremskridt eller opfindelser, og følger så konsekvenserne ud i fremtiden eller ind i en ‘alternativ verdenshistorie’. Hvad nu hvis elektricitet kunne genoplive døde kroppe? Hvad nu hvis kunstig intelligens havde taget verdensherredømmet? Hvad nu hvis vi allesammen brugte det meste af vores tid i en 3D virtuel verden?
• Worldbuilding. En god scifi-verden skal være troværdig nok til, at vi kan følge med og forholde os til tingene, men samtidig fremmed nok til at få os til at tænke og reflektere. Det gælder også den ‘verdensbygning’ der sker gennem handlingen og ikke mindst personerne i historien: “Hvis X sker, så gør Y sådan, og det betyder at Z...”. Det er konsekvenserne og karakterernes reaktioner, der gør den alternative verden interessant og forhåbentlig medlevende.
• Metafor for nutiden. Scifi-forfatteren Ursula K. Le Guin minder os dog om, at scifi ikke er egentlige forudsigelser. Som hun skrev, er genren "not predictive, it is descriptive”, og hun taler om fremtidsverdenerne som en metafor for vores egen virkelighed og samtid – som dog kan fungere som et forstørrelsesglas som stiller skarpt på udfordringer i vores egen tid: magt, ulighed, klima, teknologi, sociale relationer, og så videre. Forfatteren Frederik Pohl formulerede det med en ofte citeret pointe: en god scifi-historie skal ikke bare kunne forudsige bilen, men også trafikpropperne.

Tre eksempler

Der er jo tusindvis af fantastiske science fiction-romaner, men lad os lige tage tre klassikere fra historien som eksempel:

Mary Shelley: Frankenstein (1818). Romanen (som mange mener er den første egentlig scifi-historie) tager udgangspunkt i datidens eksperimenter med galvanisme, og stiller spørgsmålet: hvad nu hvis elektricitet kunne genoplive dødt væv? Det er et af de tidligste eksempler på et "hvad nu hvis" bygget oven på en ægte videnskabelig opdagelse. Og spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for det man skaber er jo stadig superaktuelt, ikke mindst i debatten om kunstig intelligens.

Ray Bradbury: Fahrenheit 451 (1953). I Bradburys verden brænder man bøger, og det har været en skræmmende relevant metafor for mange senere perioders mere eller mindre kontante censur. Men romanen fremskriver også 50'ernes spæde tv-teknologi til vægstore, interaktive skærme, som viser sæbeoperaer der fylder det meste af borgernes hverdag – og Bradbury insisterede selv på, at bogen mere handler om hvordan massemedier fortrænger dybde og eftertanke med konstant distraktion. Altså et glimrende eksempel på Frederik Pohl’s pointe om trafikpropper.

Kim Stanley Robinson: Ministry for the Future (2020). Efter en dødelig hedebølge i Indien oprettes et FN-organ, der skal varetage kommende generationers interesser. Bogen begynder i vores egen nutid, og foregår i en næsten identisk verden, men fremskriver eksisterende klimamodeller og geoengineering-forslag, fra afkøling af atmosfæren til en ny digital "carbon coin"-valuta, og viser både løsningernes potentiale og deres politiske bivirkninger – og på den måde ligner romanen nærmest en hybrid mellem roman og en scenarierapport fra en tænketank (jeg kunne i hvert fald godt ønske mig, at flere politikere havde læst den som konkret inspiration).

Scenarier, fremtidsforskning og design fiction

Ministry for the Future leder os også elegant over i nogle af de beslægtede “genrer”, som ikke er fiktion i traditionel forstand, men som alligevel bruger nogle af de samme greb som scifi. Det er fx fremtidsforskning, scenariebygning og technology assessment, der arbejder metodisk med mulige udviklinger af fremtiden, typisk inden for forskellige samfundsområder eller industrier, og ofte henvendt til beslutningstagere.

Endnu tættere på fiktionen ligger design fiction, hvor designere og produktudviklere bygger konkrete genstande, prototyper og små fortællinger fra mulige fremtider for at sætte fokus på, hvordan teknologi bruges, og hvilke konsekvenser den har.

Og i den videnskabelige ende finder vi forsøg på en slags "science fiction science", hvor man ikke “bare” opfinder en rent spekulativ fremtid, men bruger en mere eller mindre realistisk vision om en mulig fremtid til at lave en slags tænkte ‘videnskabelige’ eksperimenter med karaktererne,  for at kunne indsamle data om hvordan personerne reagerer i de forestillede omstændigheder. Det er naturligvis ikke ‘ægte’ videnskab, men ikke desto mindre en interessant metode.

Fælles for de nævnte metoder eller genrer er, at formålet er refleksion frem for profeti, og at de kan hjælpe læserne til øve sig i at forholde sig til mulige fremtider, før de er her.

Læs scifi og stil dine egne spørgsmål

Jeg synes afgjort, at scenarier og fremtidsforskning har masser af værdi, ikke mindst selvfølgelig hvis man arbejder med noget, der konkret og direkte kan påvirke fremtiden i større eller mindre skala, men som gammel scifi-fan synes jeg også, at det er meget sjovere – og nogle gange lige så givende – at læse rigtig science fiction.

Pointen er ikke, at det ene er bedre end det andet, men at fiktion kan noget, scenarierapporter sjældent kan. Scifi arbejder med fortælling, karakterer og følelsesmæssig indlevelse, og kan gøre fremtiden mærkbar, ikke kun tænkbar. 

Scifi er dog først og fremmest fiktion, og den skal ikke læses som lektier, som en manual eller som en køreplan, men science fiction kan også være en fremragende måde at træne vores forestillingsevne. 

Så min opfordring er todelt:

1. Læs scifi, gerne både klassikerne og de nyere romaner. Det er underholdende, medrivende og lærerigt – og kan altså også træne din evne til at tænke over fremtiden.
2. Brug "hvad nu hvis”-metoden selv. Tag en teknologi eller en tendens i dit arbejde eller din hverdag. Skru den et par år frem, og spørg ikke kun "hvad kan den gøre?", men også "hvad bliver trafikpropperne?". Hvem har gavn af det, hvem går det ud over, og hvad ændrer sig i hverdagen?

Men husk, at science fiction er fiktion – og det er trods alt det vigtigste.