Trommer, talent og tophits
Kasper Winding 70 år
Af Thomas Vilhelm
Kasper Winding, der er født den 21. juni 1956 i København, har med betydeligt udbytte vist sine evner som trommeslager, sanger, sangskriver, film/tv-komponist, multiinstrumentalist, producer og skuespiller. Han er opvokset i et særdeles kreativt miljø som søn af Thomas og Vibeke Winding samt nært beslægtet med instruktør Nicolas Winding Refn og sangeren Alberte Winding.
Et frodigt og uhyre alsidigt talent og sans for trommespillets tekniske og rytmiske finesser sikrede hurtigt Winding en plads på første parket som en vital del af den danske musikscene. I 1973 etablerede han det latininspirerede jazz/funk band Buki-Yamaz sammen med Aske Bentzon, Klavs og Mikkel Nordsø, Kim Sagild og Henrik Bødtcher. Efter debuten med Buki-Yamaz (1975) måtte Winding videre, men nåede at bidrage til gruppens anden lp Segundo (1976).
Han blev en del af fusions-jazz orkestret Entrance, som på det tidspunkt talte Palle Mikkelborg, Kenneth Knudsen, Jesper Nehammer og Bo Stief, der i 1977 udsendte deres eponyme debutplade. Winding markede sig som sangskriver, solist og komponist med soundtrack udgivelserne Mig og Charly (med C.V. Jørgensen, 1978) og Johnny Larsen (med C.V. Jørgensen, Ole Arnfred og Toots Thielemans, 1979) til ungdomsfilmene af samme navn.
Fra 1981 til 1984 var Winding også en del af Shu-bi-dua og inde over Shu-bi-dua 8, Shu-bi-dua 9 og Shu-bi-dua 10, mens han samtidig havde fokus på sin egen solokarriere med Kick (1980), Attitudes and Broken Hearts (1981), Swing (1983) og Daddy's in Rare Form Tonight fra 1987. Det år brød Kasper Winding den kommercielle lydmur med temasangen Sjæl i flammer som del af lydsporet til DRs gedigne seersucces Een gang strømer instrueret af hans stedfar Anders Refn.
Nummeret blev sunget i duet med Lars Muhl, og endnu mere radiovenlig airplay kom i hus med albums i eget regi som Kasper No 5 (1989) Kasper No. 6 (1990), Uno deux drei four (1992) og som del af projektet Pop from the Deep End (1996). Senere fulgte Musicality (med Thomas Blachman, EP, 2009), Voila! (2011) og F**k Dance, Let's Art udgivet sammen med den franske sanger Lola Delon i 2016.
Kasper Windings arbejde som sangskriver, medsangskriver og producerer for andre navne har bragt ham langt. Listen tæller blandt andet C.V. Jørgensen, Baal, Maya Albana, Lis Sørensen, Gangway, Caroline Henderson, Alberte Winding, Definition of Sound, Lars Muhl, Susi Hyldgaard, Mew, Lois, Steen Jørgensen, Jonas Bjerre, Sebastien Tellier, Shanghai og Mr Oizo.
Aktiviteterne som filmkomponist er ligeledes værd at dvæle ved, og ud over de nævnte bør følgende titler og instruktørsamarbejder fremhæves: Strømer (Anders Refn, 1976), Slægten (Anders Refn, 1978), De flyvende djævle (Refn, 1985), Epidemic (Lars von Trier, 1987), Den store badedag (Stellan Olsson, 1991), Sort høst (Refn, 1993), Når mor kommer hjem (Lone Scherfig, 1998), Hjemve (Scherfig, 2007) og Kristian Levrings western The Salvation (2014).
Der er mange projekter, udgivelser og samarbejder at dykke ned i, når det gælder den myreflittige Kasper Winding, der en stor del af sit liv har opholdt sig i udlandet herunder New York og nu om stunder i Paris. Jeg har i første halvdel af 2026 haft fornøjelsen af at skrive med Winding over Messenger, mail og sms samt interviewe ham pr telefon til min kommende bog Forbrydelser, forelskelser, drama og håb - danske tv-serier og deres skabere, hvor vi talte om inspirationskilderne, Een gang strømer, Sjæl i flammer samt scoret til Lone Scherfigs TV 2 serie Dag & nat sendt over to sæsoner i 2022 og 2026.
Som det fremgår af Kasper Windings Facebook side, hvorfra fotoet til portrættet her er lånt, skulle der desuden være et nyt album på vej fra hans hånd, hvilket der formentlig ventes på i spænding blandt fans af dette toneangivende multitalent gennem mere end 50 år.