Bogcafé

Standardbillet: 25 DKK
""
Kom og tilbring et par hyggelige timer i bøgernes verden og bliv fyldt op med masser af inspiration til gode læseoplevelser. Vores formidlere lægger i februar vejen forbi fem af vores biblioteker for at fortælle om de bedste bøger, de har læst det sidste års tid.
Dato
Tid
19:00 - 20:30
Sted
Egtved Bibliotek, Salen
Adresse
Tybovej 2
6040 Egtved
Standardbillet: 25 DKK
Bibliotek
Egtved Bibliotek

Aftenen er både for dig, der er vild med at læse og dig, der bare gerne vil i gang, men mangler inspiration, og du får en folder med hjem med alle de omtalte titler.

På Egtved Bibliotek kan du møde Jonathan, Lisbeth og Tove, der hver især vil dykke ned i nogle af deres bedste læseoplevelser.

Jonathan: Børnebøger for voksne – fortællinger der kan deles på tværs af alder
Med mit oplæg vil jeg give læseanbefalinger, der åbner for samtaler på tværs af generationer. Nogle af de stærkeste læseoplevelser (også for voksne) gemmer sig i børnelitteraturen. Jeg vil præsentere en række bøger, der kan læses på flere niveauer, og som både voksne og børn kan få meget ud af - enten sammen eller hver for sig. Så har du et barn eller et barnebarn (i alderen 4-12 år), som du gerne vil have stærke læseoplevelser sammen med, vil jeg i mit oplæg give en række forslag på (børne)bøger med eksistentiel dybde, poetisk kraft og plads til eftertanke.

Tove: Familien i litteraturen 
Jeg glæder mig til at tale om nye romaner, der har familien som omdrejningspunkt. Familier på godt og ondt, den store og den lille familie – og har et hittebarn en familie? Der er gribende bøger med drama og svigt, men også bøger med en humoristisk tone. Vi kommer både rundt i Europa og rundt i historien tilbage til 1872.

Lisbeth: Når familien forsvinder 
De romaner, som jeg vil præsentere handler (også) om familieliv. I denne sammenhæng er det dog især, når familien forsvinder - enten fordi hovedpersonen fysisk bliver afskåret fra sin familie (i et enkelt tilfælde vælger hovedpersonen at klatre op i et træ …), eller når familiemedlemmerne forsvinder fra hinanden på et følelsesmæssigt plan.

Vi serverer kaffe, te og lidt sødt og ser frem til et par gode timer sammen.