Vinterjazz // 100 år med dansk jazz - koncertforedrag med Kresten Osgood

Kresten Osgood bag trommerne.
Foto: Hreinn Gudlaugsson
Kom og oplev en af de mest karismatiske musikere i dansk jazz, trommeslager, pianist og podcastvært Kresten Osgood, når han lægger vejen forbi Farveriet med en levende fortælling om 100 års dansk jazz – med musik og anekdoter.
Dato
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Standardbillet: 70 DKK
Pensionist: 55 DKK
Studerende: 35 DKK
Unge under 25: Gratis
Sted
Farveriet, Hallen
Adresse

Spinderigade 20
(ved Spinderihallerne)
7100 Vejle
Danmark

I 2026 fejrer vi, at jazzen har været en del af Danmark i 100 år. Over hele landet markeres jubilæet med koncerter, foredrag og nye værker – og på Vejle Bibliotek kan du bl.a. opleve trommeslager, pianist og podcastvært Kresten Osgood.

Med en stak plader under armen – og med afsæt i sin DR-podcast "Farlige toner" – tager Osgood os med gennem den sprudlende historie om dansk jazz: fra 1920’ernes banjoer og saxofoner, der vakte borgerskabets forargelse, til 1950’ernes og 60’ernes storhedstid, hvor København blev et internationalt centrum, og frem til i dag, hvor jazzen stadig lever og forgrener sig.

Det bliver en aften fuld af historier om store kunstnere og vilde personligheder – med alt, hvad der hører til: passion, opgør, racisme, druk og stoffer – men også kærlighed til musikken. Og undervejs lader Osgood jazzen tale for sig selv, når han sætter sig bag trommerne og klaveret – og med levende musik demonstrerer den lyd og energi, der har gjort jazzen til verdens vildeste musikform.

 

Om Kresten Osgood 

Kresten Osgood (f. 1976) er en af de mest alsidige og respekterede skikkelser på den danske jazzscene. Han er trommeslager, pianist, komponist og radiovært, og han har gennem karrieren samarbejdet med en lang række danske og internationale musikere, heriblandt Yusef Lateef, Sam Rivers, Dr. Lonnie Smith og Hugo Rasmussen. Han er kendt for sit kompromisløse engagement i musikken, sin store formidlingsglæde og for at bygge bro mellem genrer, generationer og musikalske traditioner.

 

Vinterjazz 2026

Hele februar sætter Vinterjazz tonen, når jazzen igen folder sig ud over hele landet – også i Vejle. Festivalen bringer både klassisk og moderne jazz tæt på publikum og skaber et fællesskab for alle, der elsker den levende musik.

I Vejle er Vinterjazz et samarbejde mellem Vejle Bibliotekerne, Jive Jazz, Vejle Jazzklub og Engelsholm Højskole. Sammen præsenterer vi en række arrangementer, der spænder fra koncerter og oplæg til workshops og musikalske samtaler.

Glæd dig til en måned, hvor jazzen får nye klange og perspektiver – og hvor mødet mellem musikere, formidlere og publikum skaber varme midt i vinteren.