Marilyn Mazur er død 70 år
Dansk jazz' internationale trumfkort
Af Thomas Vilhelm
Den dansk/amerikanske stjerne percussionist Marilyn Mazur, født den 18. januar 1955 i New York, død den 12. december 2025 i København efter lang tids sygdom, opnåede en betydelig international karriere, mens hun samtidig formåede at være et enormt aktiv herhjemme i eget regi og som del af andres projekter indenfor moderne jazz i ordets brede betydning.
Marilyn Mazur har været bosat i Danmark siden seksårsalderen. Som barn lærte hun at spille klassisk klaver og danse ballet. Mazur blev uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har derudover lært sig at mestre et større arsenal af percussioninstrumenter på mere eller mindre autodidakt vis.
Hun fik Ben Webster prisen i 1983 og etablerede en jazzkvartet med saxofonisten Uffe Markussen. I 1985 medvirkede hun på albummet Aura, hvor musikken er komponeret af Palle Mikkelborg tilegnet Miles Davis i anledning af hans modtagelse af Sonings Musikpris året forinden. Kort tid efter indspilningen af Aura, der først udkom i 1989, hyrede Miles Davis hende til sit band, der øvede op til en længere verdensturne ovenpå succesen med jazzfunk albummet You’re Under Arrest (1985).
I 1986-87 stod den på omfattende turnévirksomhed med Gil Evans Orchestra og den amerikanske saxofonist Wayne Shorter, men i 1988 vendte Mazur tilbage til Miles Davis for en sæson mere, før hun kørte træt i arbejdet med jazzens superliga på udmattende rejser kloden rundt og det hektisk pulserende musikerliv i sin fødeby New York.
Mazur foretrak tilbage i Danmark på mere permanent basis at koncentrere sig om sin septet Future Song, som hun on and off har haft kørende i en længere årrække med fusionsjazz som en væsentlig bestanddel af den musikalske menu, der blev kendt for spektakulært underholdende koncerter forstærket af korsangere og dansere.
I 1990 blev hun mor til sønnen Fabian, og året efter kom hun med i saxofonisten Jan Garbareks gruppe, som hun har indspillet og turneret med ad flere omgange. Diskografien tæller blandt andet fire albums med Future Song spredt over perioden 1990-2004, et med Marilyn Mazur & Pulse Unit i 1995 og to med Marilyn Mazur Group, hvor toeren, Flow, stammer fra 2023, hvilket også gælder Song and wind udsendt under navnet Marilyn Mazur.
Ud over de allerede nævnte kunstnere og konstellationer har Mazur været aktiv i studiet og live med ægtemanden Klavs Houman, Pierre Dørge & New Jungle Orchestra, Makiko Hirabayashi Trio, Nikolaj Hess Trio, Jakob Buchanan, Aarhus Jazz Orchestra, Lindsay Cooper, Jon Balke, Harry Beckett, Chris McGregor, Benjamin Koppel, Mads Vinding, Josefine Cronholm, Jakob Bro, Michala Petri og Eberhard Weber.
Desuden har Mazur og Mikkelborg haft glæde af hinandens kunnen i en del andre sammenhænge end Aura. Det er blevet til et hav af priser og udmærkelser i ind- og udland. Her kan nævnes ASA-prisen (1989),
Jazzpar Prize (2001), Edition Wilhelm Hansens komponistpris (2004), Django d'Or (2006), EuroCore-JTI Jazz Award (2010), Wilhelm Hansen Fondens Ærespris (2017), Preis der deutschen Schallplattenkritik (2019) og Deutscher Jazzpreis (2022).
Det højt estimerede Downbeat Magazine har ydermere hele seks gange udnævnt Mazur som No.1 Jazz performer i percussion kategorien under deres årlige afstemninger, hvilket er en kæmpe anerkendelse af de højst opnåelige. Jeg har ved enkelte lejligheder haft fornøjelsen af at møde og tale med dansk jazz’ internationale trumfkort, da jeg kortvarigt sad med i en arbejdsgruppe til fremme af et nyt nationalt jazzspillested i vores hovedstad.
Hun virkede som et særdeles venligt, imødekommende menneske med sans for humor og antennerne ude. Æret være Marilyn Marie Douglas Mazurs minde. Hendes væsen, virtuose håndelag i verdensklasse og kunstneriske spændvidde præget af åben nysgerrighed vil blive dybt savnet.