Meget andet end den femte Beatle

Sir George Henry Martin (født den 3. januar 1926 i London, død den 8. marts 2016 i Oxfordshire, England) nåede uendelig meget andet end blot at entrere med den berømte kvartet fra Liverpool, hvilket er værd at huske på i anledning af 100 årsdagen. Det kreative parløb med The Beatles skal dog ingenlunde forklejnes, nærmest tværtimod, for verden var ganske enkelt ikke længere den samme efter otte år i konstant udvikling i retning af sublim lydkunst.

Studietekniker, producer, dirigent, arrangør, komponist, musiker og forfatter George Martin skabte sammen med John, Paul, George og Ringo en ‘Revolution i hovedet’, som udtrykt i Ian MacDonalds glimrende bog og analytiske referenceværk af samme navn. Den kunstneriske barre blev hævet fra produktion til produktion på samtlige parametre såvel teknisk som musikalsk, hvilket Martin havde sin væsentlige andel i. 

Sønnen Giles Martin er ydermere fortsat i farens fodspor frem mod vor tid med remix af sange fra Beatles bagkataloget, hvilket langt henad vejen må betegnes som en ganske vellykket proces minus nogle smuttere her og der. Enkelte albums fra bandets tidlige periode mangler stadig ‘The Giles Martin treatment’, og det skal blive interessant at se, om de får samme tur efter relanceringen af de oprindelige 1962-66 og 1967-70 kompilationer i udvidede og nye auditive gevandter. 

George Martin valgte frivillig militærtjeneste som 17-årig, men nåede ikke i kamp, før 2. verdenskrig sluttede. Han blev uddannet fra Guildhall School of Music i London i 1950, og efter at have arbejdet hos BBC gik turen til EMI som assistent for ledelsen af Parlophone Records. Martin startede med at forestå pladeindspilninger af klassisk musik og folkemusik samt komik med Peter Sellers. Da Parlophone hoppede med på rock and roll bølgen, bestod George Martins opgave i at få selskabet helskindet over i en ny æra og samtidig tjene de fornødne penge. 

‘I remember well the very first time I heard a symphony orchestra. I was just in my teens when Sir Adrian Boult brought the BBC Symphony Orchestra to my school for a public concert. It was absolutely magical,’ huskede Martin tilbage fra sine første møder med musikken i et 2007 BBC interview. 

The Beatles forsøgte sig hos Parlophone ovenpå flere afvisninger, og i begyndelsen var George Martin skeptisk i forhold til gruppens potentiale, men valgte at fortsætte samarbejdet efter debutsinglen Love Me Do, selv om han forgæves prøvede at få dem til at indspille Mitch Murrays How Do You Do It, hvilket mødte en mur af protester. Bandet kløede på i slutningen af 1962 med singlen Please Please Me, og efter tredje runde med den udbrød Martin: ‘Gentlemen, you have just made your first number one record.’ Og resten er historie, kunne det være fristende at tilføje. 

‘I would meet them in the studio to hear a new number. I would perch myself on a high stool and John and Paul would stand around me with their acoustic guitars and play and sing it. … Then I would make suggestions to improve it and we'd try it again,’ har Martin fortalt om starten på de gyldne Lennon/McCartney sæsoner, hvor deres producer gerne gav den som overdubbende keyboardmand, når behovet opstod. 

‘I think Rubber Soul was the first of the albums that presented a new Beatles to the world. Up to this point we had been making albums that were rather like a collection of their singles. And now, we really were beginning to think about albums as a bit of art in their own right. We were thinking about the album as an entity of its own, and Rubber Soul was the first one to emerge in this Way’ - George Martin. 

Fra Revolver (1966) og især med fuldbyrdelsen af Sgt Pepper gik Beatles hjulpet på vej af George Martins tekniske snilde, store opfindsomhed og ekspertise i en langt mere eksperimenterende retning, der satte nye standarder for indspilning af albums og deres status som et selvstændigt medie på egne præmisser. 

‘By the time of Pepper, the Beatles had immense power at Abbey Road. So did I. They used to ask for the impossible, and sometimes they would get it. At the beginning of their recording career, I used to boss them about. ... By the time we got to Pepper, though, that had all changed. I was very much the collaborator. Their ideas were coming through thick and fast, and they were brilliant. All I did was help make them real,’ er Martin citeret for i Kenneth Womacks Sound Pictures: The Life of Beatles Producer George Martin (The Later Years, 1966–2016). 

Et alt for kort eventyr sluttede med færdiggørelsen af Abbey Road (1969), der blev udgivet inden Let It Be (1970), men optaget efter, hvor George Martin understregede kun at ville være med denne sidste gang, hvis han fik frie hænder til at producere The Beatles fra start til slut, som han plejede, hvilket med Abbey Road pladens uomtvistelige kvaliteter in mente viste sig at være en både klog og indlysende rigtig disposition.

Før, under og efter årene med The Fab Four har George Martin arbejdet indenfor film og tv iført diverse kasketter samt haft et omfattende virke som producer og co.-producer for et utal af navne i forskellige genrer, der vidner om et enormt musikalsk overblik og alsidighed uden at lade sig begrænse af fastlåste kategorier eller smålig skelen til egne smagspræferencer. 

Dette beviste Martin ligeledes hos The Beatles, når numrene skulle tilføjes ekstra instrumenter og/eller det fulde symfoniske udtræk, hvilket mange ud over dem har nydt godt af. Listen af kunder som producer, co.-producer og lejlighedsvis arrangør/dirigent er lang og tæller blandt andet: Ringo Starr, Paul McCartney, Billy J. Kramer, Gerry and The Pacemakers, Shirley Bassey, Cilla Black, Stan Getz, Seatrain og Mahavishnu Orchestra. 

Hertil kan føjes America, Jeff Beck, Neil Sedaka, Cheap Trick, UFO, Little River Band, Ultravox, Kenny Rogers, Elton John og Celine Dion. Derudover har George Martin udsendt 14 soloalbums med eget orkester, der hovedsagelig (gen)indspillede instrumentale udgaver af Beatles materiale, film- og tv-musik og selvskrevne kompositioner. Mængden af litteratur, Martin indgår i sammen og uden The Beatles, er mindst lige så omfattende. 

Hvis man i stedet ønsker at læse maestros egne ord, er det muligt i Making Music (1983), All You Need Is Ears (1995), Summer of Love: The Making of Sgt. Pepper (1995, med William Pearson) og Playback: An Illustrated Memoir (2002). Æret være Sir George Henry Martins minde, et af det 20. århundredes største og vigtigste personligheder, der efterlader sig en produktiv arv fyldt med tonale juveler og ædelsten finslebet under mesterlære.