Neil Young 80 år

Den stædige overlever med sjæl, nerve og sine meningers mod

Af Thomas Vilhelm 12. november 2025

En canadisk rocklegende i den absolut tunge vægtklasse målt i betydning som oftest iklædt skovmandsskjorte fylder rundt. Der er tale om guitaristen, sangeren, sangskriveren, produceren, filminstruktøren, filantropen og forretningsmanden Neil Percival Young født den 12. november 1945 i Toronto, som stadig formår at vække opsigt med sine skarpe holdninger og aktivistiske sindelag.

Siden Buffalo Springfield i 60’erne, gennem en lang solokarriere, som medlem af superkvartetten Crosby, Stills, Nash & Young og det djærvt knoklende backingband Crazy Horse har Young forsøgt sig i et utal af genrer; fra blød country og sing/songwriter stil over rockabilly, electronica til fræsende, tung og hårdtpumpet rock med kant og hysteriske guitarudladninger i langstrakte soli, der byder på lige dele momenter af episk storhed og larmende tomgang.

Young har dog leveret en god portion klassikere og er i besiddelse af en vedholdende kunstnerisk integritet, ingen kan fratage ham. Den kompromisløse fighter ser ud til at fortsætte sit virke nogle sæsoner endnu, holder helbredet til det. Fra tidlig alder over voksenårene til livets sene fase har Neil Young kæmpet med polio, angst og epilepsi, og hans to sønner samt datter døjer med forskellige handicaps og epilepsi.

Her følger nogle punktvise overflyvninger og nedslag i Youngs rigt facetterede virke med et imponerende antal stationer, konstellationer og produktion af studie- og koncertalbums heraf flere samlet i prangende bokssæt. Materiale skorter det ikke på, og strømmen af udgivelser med nyt og gammelt materiale har de senere år sågar fået en tand ekstra.

Crosby, Stills, Nash & Youngs første album ‘Déjá vu’ har solgt omkring 9-10 millioner enheder, hvilket de ikke har kunnet matche sidenhen hverken samlet eller hver for sig. Young er kun med på halvdelen af skæringerne, men hans balstyriske guitarspil høres tydeligt her og der. Et halvt år senere satte han trumf på i eget navn med ‘After The Gold Rush’.

Som så mange af 60’ernes og 70’ernes markante udspil har eftertiden set med mildere øjne på ‘Déjá vu’, der nyder klassikerstatus, selv om det ville have stået langt stærkere i bevidstheden, havde Neil Youngs kraftfulde protestsang ‘Ohio’ været at finde blandt numrene, der rangerer højt på listen over hans bedste politiske sange. Ohio adresserer uden omsvøb begivenheden den 4. maj 1970, hvor fire ubevæbnede studenter fra Kent State Universitetet blev dræbt af Ohio National Guard under en anti-Vietnam demonstration. Nummeret indspillet i al hast udkom som en lyntrykt single juni måned samme år.

Tiden med Crosby, Stills & Nash blev i første omgang kortvarig, hvilket dog ikke forhindrede dem i at synge kor på ‘Harvest’, Youngs største hit til dato med evergreens som ‘Old Man‘ og den uopslidelige ‘Heart of Gold’. I det alvorligere leje findes en af de øvrige signatursange, ‘The Neddle And The Damage Done’, som handler om de kunstnere, der døde af heroinmisbrug. Senere ramte denne skæbne Danny Whitten, guitarist i Crazy Horse, der gik bort november 1972.

Pladens brede appeal gjorde Young mere populær, end han umiddelbart kunne overskue - den nyvundne stjernestatus huede ham ikke, og i selvbiografien 'Waging Heavy Peace- A Hippie Dream' (2012) fremgår det, at han følte trang til at skifte kurs efter ‘Harvest’ for at distancere sig fra dens succes. I løbet af 70’erne blev sange om hjerter af guld og nostalgiske tider udsat for kraftigere volume, dog uden de blødere kanter med inspiration fra folk og country helt forsvandt af den grund.

‘Live Rust’ udkom november 1979 blot få måneder efter ‘Rust Never Sleeps’, og der et vist sammenfald af numre de to skelsættende albums imellem. Førstnævnte er optaget under Neil Young & Crazy Horse’ USA turne i 1978, hvorimod sidstnævnte er en blanding af koncert- og studiooptagelser.

Begge står som centrale hovedværker i Youngs diskografi, der varierer en del både stil- og kvalitetsmæssigt, men ‘Live Rust’ går rent hjem på alle parametre og dækker repertoiret fra de første udgivelser og frem til ‘Rust Never Sleeps’ med højdepunkter fra ‘Everybody Knows This Is Nowhere’, ‘After The Goldrush’, ‘Harvest’ og ‘Zuma’ - med og uden Crazy Horse.

På ‘Live Rust’ når Young det meste af paletten rundt: Fra hjerteskærende akustiske hymner med nasal stemmeklang og mundharpe til brutale højelektriske udladninger for fuld smadder, hvor Den Skøre Hest vrinsker vildt og virilt, som gjaldt det livet. I rytmegruppen knokler Billy Talbot (bas) og trommeslageren Ralph Molina som besatte samt evner at lægge en tyk bund under helheden, der er nær enestående i rockens historie.

Neil Young og Crazy Horse debuterede med 'Everybody Knows This Is Nowhere' (1969), der kastede perler som ‘Cinnamon Girl’ og ‘Down By The River’ af sig. I 2019 blev 50 året for samarbejdet mellem Young og Crazy Horse markeret med det glimrende album Colorado. Nils Lofgren kom tilbage som officiel del af Crazy Horse i stedet for Frank ‘Poncho’ Sampedro, der forlod holdet i 2018.

Lofgrens fortid hos Young går tilbage til 1970, hvor han medvirkede på ‘After The Gold Rush’ som guitarist, sanger og pianist. Han er desuden inde over ‘Tonight’s The Night’ (1975), der reelt er en Crazy Horse lp krediteret Young solo, og den noget mislykkedes synth- og electronica dominerede ‘Trans’ (1982). Colorado er som veltempereret årgangsvin, der bliver bedre under lagring med flerstemmige lækkerier og rå beskidt rock i rillerne. Teksterne er sædvanen tro fyldt med budskaber om at passe godt på Moder Jord, tage klimakrisen alvorligt og ikke lade alt gå til i grådighed og dumhed.

Det kan sikkert virke oldschool hippieagtigt i nogens ører, men Young vil stadig noget som kunstner. At det er tilfældet, føres der bevis for på 'Barn' (2021, med Crazy Horse), 'World Record' (2022, med Crazy Horse) og det pt seneste nye album 'Talkin to the Trees' (2025) med sit nuværende og lydhørt spillende tour band Chrome Hearts, der gav koncert den 22. juni 2025 på Tiøren i København.

'Homegrown' (2020, indspillet 1974–75), 'Toast' (2022, optaget 2001 med Crazy Horse), 'Chrome Dreams' (2023, med numre fra 1974–77) 'Early Daze' (2024, indspillet i 1969 med Crazy Horse) og 'Oceanside Countryside' (2025, med sange fra 1977) understreger tydeligt, at der er nok at tage af fra gemmerne til glæde for Youngs mange svorne fans, der hyppigt må til lommerne, hvis de ønsker at eje det hele.

Oktober 2025 annoncerede Neil Young, der i 2022 fjernede sine sange fra Spotify i en toårig periode, at hans katalog snart vil forsvinde fra Amazons udbud i protest mod Jeff Bezos støtte til Trump regimet. Han kritiserede regeringsnedlukningen i USA og opfordrede sine fans til at boykotte Amazon og i stedet at handle lokalt. Der tales politik og med store bogstaver i det manifest, Young sendte ud i forrige måned:

‘Soon my music will not be there. It is easy to buy local. Support your community. Go to the local store. Don’t go back to the big corporations who have sold out America. We all have to give up something to save America from the Corporate Control Age it is entering. They need you to buy from them. Don’t. They shut down our government your income your safety your family’s health security. Take America Back together, stop buying from the big corporations support local business. Do the right thing. Show who you are.’
Alt peger i retning af, at Neil Percival Young næppe har tænkt sig at trække stikket, bøje nakken eller holde kæft.