…og debutantprisen gik til!
Det blev de to talentfulde forfattere Silas Toft og Inger Smærup Sørensen, der løb med priserne og de 2 x 50.000 kr., da Munch-Christensens debutantpris fredag blev uddelt på Vejle Bibliotek.
Af Lene Andersen
Fredag eftermiddag blev spændingen udløst på Vejle Bibliotek, da to af det seneste års mest talentfulde yngre forfatterdebutanter fik overrakt den store debutantpris, Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, på 2 x 50.000 kr. ved en festlig prisoverrækkelse.
Juryen havde i år udvalgt hele seks stærke finalister til prisen, som denne gang gik til Inger Smærup Sørensen for romanen 'Dødsbo' og Silas Toft for digtsamlingen 'Solen er en fod bred'. Begge bøger har gjort sig særligt bemærket blandt årets 30 indstillede debutværker - den ene med sin poetiske præcision og det satiriske anstrøg i en fortælling om klimakrise og fællesskab og den anden med sine sansemættede digte, der kredser om ungdomsliv under coronapandemien med isolation, forelskelse og melankoli.
Klimalitteratur uden løftede politiske pegefingre
Den første prisvinder Inger Smærup Sørensen (f. 1977), har boet på Færøerne i en årrække, men er nu bosat i København. Hun er uddannet kunsthistoriker og har skrevet en lang række tekster om visuel kunst samt arbejdet med bæredygtighed. Hendes debutroman 'Dødsbo' udkom på forlaget Grif i marts i år.
I sin motiveringstale til forfatteren siger litteraturprofessor og jurymedlem Anne-Marie Mai blandt andet: "Der er en passage i Inger Smærup Sørensens roman, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Det er skildringen af den gamle, afdøde kvinde, Ellys, kitler. Kitlen, som en gang for generationer siden, var hverdagstøj, får hos Inger Smærup Sørensen sin egen lille kulturhistorie... Det er et sådant blik for historier og genstande, Inger Smærup Sørensens roman har. Der er historier alle vegne, og de springer frem i denne fortælleverden af lys og mørke."
Inger Smærup Sørensens roman handler om en ung kvinde, der står af ræset og køber et gammelt dødsbo på landet. Hun rykker ind i huset og begynder at leve i huset med alle den afdøde Ellys ting og sager. "Selve titlen, Dødsbo, har selvfølgelig den dobbelte betydning, at det ikke blot er Ellys hus, der er et dødsbo, men den verden, vi lever i, der er ved at blive et dødsbo, hvor menneskeheden næppe selv kan overleve, men hvor skarnbasserne og sølvfisk måske vil klare sig", forklarer Anne-Marie Mai. "Inger Smærup Sørensens roman er et stykke klima-litteratur uden løftede politiske pegefingre. Vi har selvfølgelig brug for vildt fægtende klima-pegefingre, men vi har også brug for noget andet, et engagement, der er vildt i al sin stilfærdighed. Man kommer til at holde af de sølvfisk, man ellers bekæmper i sit eget køkken."
Hun slutter sin tale af med ordene: "Inger Smærup Sørensens roman efterlader sin læser i mange eftertanker, men også med en oprigtig og meget stor glæde over, at en debuterende forfatter kan skrive så fint og udtryksfuldt på dansk og skabe en fortælling, som ikke slipper sin læser, men åbner samtaler og giver et håb."
Læseren som lykkelig kratlusker
Den anden prisvinder, Silas Toft (f. 1995), er født og opvokset i Aalborg og uddannet fra Forfatterskolen i 2021. Hans debutdigtsamling 'Solen er en fod bred' udkom på Forlaget Arena i november 2023.
Jurymedlem og kritiker Lars Bukdahl starter sin motiveringstale til forfatteren med ordene: "Igen og igen overrumples læseren lykkeligt af poetiske manøvrer i Silas Tofts debutbog Solen er en fod bred, som han vildt fortjent tildeles Munch-Christensens Debutantpris for."
I sin tale beskriver han Silas Toft som en ægte digter og sammenligner ham bl.a. med Frank Jæger, Jens August Schade og F.P. Jac og Mikkel Thykier. Han siger bl.a.: "På den led har det ægte digteri, det ægte digteriske blik på verden og det ægte digteriske løft af sproget, eksistentiel betydning i bogen. Hvis den handler om andet end at sprede god poesi i grams, handler den om, at den primære mening med livet, og ikke bare dets lav- og højdepunkter, men alle hverdagene, er poetisk optimering."
"Bogen er uden genrebetegnelse, der står ikke 'Digte' udenpå og de enkelte stykker af poesi er sat op med omløb, som det hedder, med asterisker mellem, som om det hele er et skønt, strålende krat," fortæller Lars Bukdahl og fortsætter "...men aldrig langt mellem de fyndigt smældende bær og bærklynger, og var de samlet med et enkelt, upåtvivleligt poesibær på hver side, havde det stadigvæk været en stor og skøn bog, men skønheden havde været helt anderledes kedelig, hvis læseren ikke var blevet bedt om at være den lykkelige kratlusker, han og hun uundgåeligt bliver."