Digitalt

Fremragende film lavet over prisbelønnet debut

Hvis du ikke allerede har set filmen "Kalak", så skynd dig ind på filmstriben.

Af Else Zakarias

Foto: Christian Geisnæs
Foto: Christian Geisnæs

Forfatteren Kim Leine debuterede i 2007 med romanen "Kalak", som han modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for. Filmatiseringen af romanen havde dansk premiere i foråret 2024 og nu kan du se den på filmstriben.dk med dit bibliotekslogin.

En advarsel til de "sarte": filmen åbner med en ret voldsom scene! Men det er faktisk ret genialt, for det får os til at forstå, hvad der plager hovedpersonen Jan. Og filmen kan dermed tage et spring i handlingen til Grønland, hvor Jan arbejder som sygeplejerske. Hans kone og 2 børn er med i Grønland.

Jans dæmoner får ham til at tage euforiserende medicin/stoffer og han kan heller ikke holde sig på måtten, når det gælder sex udenfor ægteskabet. Han finder sammen med ensomme, grønlandske kvinder, de finder trøst i hinanden...

Jan spilles eminent af Emil Johnsen. Underspillet, diskret charme, et fantastisk kropssprog og godt sminket, så det er de større og større poser under øjnene, der viser hans deroute. 

Som sygeplejerske er han grønlændernes "redningsmand", han vil det grønlandske folk det godt, men hvad med de voldsomme konsekvenser hans sex-afhængighed får? Døm selv. Det ligger lige for at drage sammenligning med forholdet mellem Danmark og Grønland. Det har nok ikke været en villet hensigt, da det i den grad er en film, der lader seeren drage sine egne konklusioner. 

Hermed stor anbefaling til at se filmen. Og læse bogen. Og komme og møde forfatter Kim Leine til debutantprisoverrækkelse på Vejle Bibliotek, fredag den 27/9 kl. 16. Fri entré. Her vil Kim Leine lave et oplæg om sin debut og filmatiseringen af den.

 

Vidste du at.... 
* Kim Leine har selv været med til at omdanne sin roman til filmmanuskript
* Udover Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris har Kim Leine bl.a modtaget De gyldne laurbær og Nordisk Råds Litteraturpris
* Filmen "Kalak" har modtaget 2 priser på San Sebastian Filmfestival