Sære lyde i drømmeland

Den amerikanske instruktør David Lynch, født den 20. januar 1946 i Missoula, Montana, død den 16. januar 2025 i Los Angeles, Californien, kunne ydermere tilføje manuskriptforfatter, maler, konceptkunstner, skuespiller, sangskriver og musiker på sit visitkort. Hans surrealistiske og ofte mareridtslignende film, hvor aktørerne befandt sig i drømmelignende scenarier i både vågen og sovende tilstand, kombinerede visuel opfindsomhed med urovækkende lyddesign og begavet brug af musik.

Min første bog Det visuelle øre - filmmusikkens historie (Systime, 2005) indeholder et særskilt kapitel om Lynch’ samarbejde med den ni år ældre komponist Angelo Badalamenti, der stod på gennem mere end 30 år fra Blue Velvet (1986) til de nyeste episoder af Twins Peaks sagaen i 2017. I toner og billeder udfordrede det kreative par spændingsfeltet mellem den uskyldsrene kærlighed, indre dæmoner, forstadens ydre idyl og ondskabens drivkraft ansporet af perverteret seksualitet. Angelo Badalamenti er heller ikke iblandt os længere og døde den 11. december 2022 i en alder af 85.

Lynch betonede vigtigheden af musikkens rolle i film og hans optagethed af den med dette citat fra Det visuelle øre: ‘Alle og enhver kan tage en sang og lægge den på lydsporet af en film. Det, der fascinerer mig, er, når sangen ikke blot er underlægningsmusik. Den skal have nogle ingredienser, som vedrører filmens historie. Det kan være på en abstrakt og lyrisk måde. Så er det som om, du ikke vil kunne leve uden’.

I 1977 fik hans debut- og kultfilm Eraserhead premiere med voldsomme billeder og et syret lyddesign, der fremmer det latent krybende ubehag yderligere. Det folkelige gennembrud kom i 1980 med Elefantmanden, der i sort/hvid fortæller den gribende historie om den vansirede, deforme og kultiverede Joseph Merrick, kendt som Elefantmanden, udsat for pøblens raseri og udstillet som freak i cirkustelte i Londons East End. Især brugen af Samuel Barbers smukke Adagio for Strings hen over den tårefremkaldende afslutning understregede David Lynch’ evner som musikalsk billed- og stemningsskaber.

Blue Velvet er et hovedværk i den samlede produktion hjulpet på vej af soundtracket bestående af Badalamentis score og sange, der fungerer perfekt i narrativet. David Lynch, der med Blue Velvet markerede sig som stilsikker postmodernist, skrev teksten til Mysteries of Love, som Badalamenti satte musik til, og Julee Cruise sang med sin luftlige og kropsløse stemme.

Roy Orbisons In Dreams er ikke længere den samme, når man har set Blue Velvet - koblingen mellem psykopati, gru og ung kærlighed accentueres yderligere, når Cruise og Orbisons vokal høres i mørket og for beskuerens indre lydspor. Badalamenti og Lynch satte i fællesskab yderligere trumf på med Twin Peaks universet, der skabte en vis røre som tv serie og kastede to film af sig i 1990 og 1992, Twin Peaks og Twin Peaks: Fire Walk With Me.

Det populære soundtrack til beretningen om Laura Palmers sidste dage har solgt i millionklassen ført an af Badalamentis roligt svævende og instrumentale hovedtema samt hipt swingende jazz. Lynch leverede teksterne til flere af de numre, som Cruise sang i serien bl.a. The Falling, der bygger på hovedtemaet tilføjet ord. De spøgelsesagtige lydflader og sælsomt klingende stryger arrangementer forlener scoret med en udefinerbar uhygge aldrig hørt lignende før eller siden.

Roadmovien Wild At Heart (1990) vandt De Gyldne Palmer i Cannes, og på musiksiden får den en over nakken. Ud over Badalamentis bidrag diverteres der med alt fra Strauss, Powermads dødsmetal til Chris Isaak, Gene Vincent og irske Them. Hipt, hæsblæsende og ikke uden humor.

Badalamenti leverede underlægningen til den mystiske og labyrintiske Lost Highway (1997), der løftes yderligere mod vanviddets rand af Bowies intenst pulserende I’m Deranged og tyske Rammsteins bombastiske svulstighed i Rammstein og Heirate Mich - Lynch skyede ingen midler hverken musikalsk eller visuelt. Badalamenti er på arbejde igen i Mulholland Drive (2001) med alt fra big band agtig musik fra 40’erne til skummelt rumlende lydlandskaber af udefinerbar karakter. Sine steder halvkvalt, disharmonisk og lige så mystisk uigennemtrængeligt som filmens handling i flere planer - en Pandoras æske uden ledetråde.

David Lynch har aldrig været for fastholdere og gjorde det ikke nemt for sit voksende publikum, der benovet lod sig stryge mod hårene og tålmodigt hængte på, selv om filmen bevægede sig mod det komplet uforståelige for de fleste fraset de mest analytisk skarpe æggehoveder, der mente at have tjek på indholdet. Lynch hverken be- eller afkræftede deres teser, men fortsatte med at iscenesætte sine sære eksistenser, der fik sig nogle mentale rutscheture i limboland.

I den mere konventionelle afdeling finder man den elskelige og rørende traktor road movie The Straight Story (1999), hvorimod science fiction udstyrsstykket Dune (1984) floppede kunstnerisk og kommercielt trods det store opbud af stjerner samt scoremusik af Toto og Brian Eno.

Den tre timer lange Inland Empire (2006), der endte som sidste spillefilm i rækken, var skrap kost næppe kun for denne signatur, der altid har bekendt kulør som ‘Lynchianer’. Han tog sig egenhændigt af lydsiden, scoret og valget af øvrige musikbidder. Venteriden for Twin Peaks fans endte langt om længe i 2017, da 18 nye afsnit lå klar til visning efter flere års rygter om værende undervejs. Jeg nåede kun at se de første tre-fire episoder, hvor Lynch ufortrødent fortsatte sin kompromisløse linje - svært tilgængelig, men skabt af en kunstnerisk kapacitet af sjældent format.

Tredje sæson af Twin Peaks bød på nyt og gammelt fra Angelo Badalamentis hånd, såkaldt ‘dark ambient music’ af Lynch og Dean Hurley, klassisk avantgarde af den polske komponist Krzysztof Penderecki og diverse indslag med bl.a. Nine Inch Nails og Eddie Vedder, frontman i Pearl Jam. David Lynch udgav flere albums i eget og andres navn, hvor han boltrede sig i alle mulige genrer og udtryk, hvilket han slap ganske godt fra.

Det kan man overbevise sig om ved at lytte til soloalbummene BlueBOB (2001), Crazy Clown Time (2011) og The Big Dream (2013), der præsenterer et mix af blues, industrial, eksperimenterende rock, elektro pop og electronica. David Lynch håndterede vokalen, guitar, keyboards, trommer og trommeprogrammering plus diverse andre ting. En alsidig og talentfuld kunstner, der nægtede at lade sig begrænse i sit virke.

For David Lynch rummede alt fra visuel ekstravaganza, lyddesign og kunst til lyrik, tonesætning og musikproduktion. Rent verbalt kørte det ligeledes ok, når lysten kom over ham til at indvi os andre dødelige i sin mangfoldige underskov af skønhed, rædsel, surrealisme, mysticisme og musik, hvilket dog skete yderst sjældent. Lynch sås sidst i det brede format som instruktøren John Ford i Steven Spielbergs The Fabelmans (2022). Æret være David Keith Lynchs minde, en funklende diamant og magiker i filmens forunderlige verden har udfordret grænseområdet mellem realitet og drømmeland for definitivt sidste gang.