Musik & film

Se Colleen Hoovers 'Det var altid dig' i biografen

Colleen Hoover er lige nu biografaktuel med filmatiseringen af romanen 'Det var altid dig'. Læs bogen - se filmen. Det er en gribende historie, der rammer dig lige i hjertet.

Af Biblioteket

Plakat for filmen "Det var altid dig"" på en baggrund af efterårsblade.
Baggrundsfoto: Pixabay

Colleen Hoovers romaner er fyldt til randen med følelser. Glæde, forelskelse, sorg, svigt, uretfærdighed og vrede hvirvler rundt i hendes historier som et stormvejr og gør dem næsten umulige at lægge fra sig.

Hun kombinerer kærlighed, traumer og relationer på en måde, der føles ægte og vedkommende – og netop derfor bliver vi ved med at læse hendes bøger.

Det var altid dig

I 'Det var altid dig' fortæller Hoover om mor-datter-relationen mellem Morgan og teenagedatteren Clara. En tragisk ulykke tvinger dem til at konfrontere afsløringer, der sætter deres forhold på prøve. Rystet af sorg og svigt må de finde en måde at leve videre på.

Men hvordan kommer man videre, når man har mistet en elsket, som samtidig har skjult sandheden for én?
En gribende roman om at miste fodfæstet – og om at finde tilbage til hinanden og kærligheden igen.

Filmen 'Det var altid dig' er instrueret af Josh Boone med Allison Williams og Mckenna Grace i hovedrollerne.

Hjerte rimer på smerte

Colleen Hoover skriver med hjertet. Hendes romaner er ikke kun romantiske, de er også psykologiske og fyldt med små twists i handlingen. Hun tager fat i svære emner som sorg, svigt, vold og psykisk sårbarhed med en varme og ægthed, der gør det let at spejle sig i karaktererne.

Som i "Det ender med os" om Lily, der møder Ryle, som er alt, hvad hun har drømt om. Men langsomt går det op for Lily, at Ryle bærer på en fortid, der truer med at knuse deres lykke.

En stærk kærlighedsroman om at bryde mønstre og finde kærligheden af alle de rigtige grunde. "Det ender med os" blev filmatiseret i 2024.