David Byrne Sounds cd cover

70 år med David Byrne

14.05.22
Meget mere end Talking Heads

Britisk/amerikanske David Byrne, født den 14. maj 1952 i Dumbarton, Skotland og opvokset i delstaten Maryland nær Baltimore, er noget af en tusindkunstner på den internationale musikscene i egenskab af sanger, sangskriver, guitarist, producer, skuespiller, skribent, forfatter og visuel artist i ordets bredeste betydning.

David var en speciel og ikke videre kommunikerende dreng, der i stedet lærte at håndtere diverse instrumenter hjemme ved grammofonen, der kørte næsten uafbrudt. Han spillede med forskellige bands, før turen i 1974 gik til New York, hvor trommeslageren Chris Frantz og bassisten Tina Weymouth stødte til og blev en del af omgangskredsen.

De etablerede bandet Talking Heads som trio i 1975 og blev et år senere forstærket af multiinstrumentalisten Jerry Harrison. Talking Heads var i slutningen af 70’erne en integreret del af det amerikanske punk/new wave miljø, der havde sit kraftcenter i New York, og albumdebuterede med Talking Heads 77. Dernæst fulgte More Songs About Buildings and Food (1978), Fear of Music (1979) og Remain in Light (1980) alle produceret eller co.-produceret af Brian Eno.

De nævnte punk-, new wave, og funk-inspirerede albums, der sitrer af rastløs energi med Byrnes karakteristiske og nervøst lydende vokal i front, byder på stærke skud som Psycho Killer, Life During Wartime, Heaven, Crosseyed and Painless, Once in a Lifetime, Houses in Motion og en markant fortolkning af Al Green soulklassikeren Take Me To The River. Jeg steg selv på De talende hoveders vogn med Speaking in Tongues (1983), der indeholder gyngende groovy sager som Burning Down The House, Girlfriend Is Better og Swamp.

1983 turnéen efter Speaking In Tongues blev visuelt indfanget af filminstruktøren Jonathan Demme (Ondskabens øjne) og udsendt i en film- og lydversion. Talking Heads forstærket af korsangere og slagtøj spillede sig på koncertalbummet og dokumentaren Stop Making Sense (1984) op i den øverste superliga af livebands med et sydende saftigt swing, der går durk i benene. Jeg hang på med deres bedst sælgende og pop-fængende Little Creatures (1985) og dyrkede i en alder af 20 numrene Road to Nowhere og And She Was klar til at erobre verdenen.

Talking Heads karriere som indspillende enhed sluttede med det World beat prægede Naked (1988), før gruppen officielt blev meldt opløst i 1991. Men inden da havde hovedkræften i kvartetten forlængst udsendt solomateriale og et duosamarbejde med Brian Eno, der i 1981 udgav My Life In The Bush of Ghost, en hybrid af eksperimenterende rock, avantgarde funk, afro rock samt afrikansk og mellemøstlig inspireret musik tilsat samplede reallyde, nyhedsspeak, amerikanske vækkelsesprædikanter og muslimer fra Algeriet, der reciterede vers fra Koranen.

Albummet vakte opsigt og er et af de mest essentielle fra årtiet, hvor globaliseringen af musik, mennesker og forskellige kulturer tog form. Byrne og Eno vendte tilbage som duopartnere 27 år senere med Everything That Happens Will Happen Today (2008), der tager emner op som humanisme vs teknologi og blander folk- og gospelfarvet musik med elektroniske lyde og trommeprogrammeringer. Eno og Byrne sendte lydfiler frem og tilbage samt tilføjede de musikere, man fandt relevant.

Byrnes første reelle soloudgivelse, Rei Momo (1989), lyder som Davids danseskole for latin entusiaster, der dyrker mambo, merengue, salsa, samba, Mozambique og rhumba. Debuten er et vellykket, velspillet og vedkommende sats, der burde appellere til selv den mest inkarnerede bænkevarmer. Stilen forsatte på Uh-Oh, hvor det latin, afro-cubanske og brasilianske islæt får en gang fyrig funk og rock oveni hatten. Byrnes evner som melodimager kom til sin ret på det sjette soloalbum Look into the Eyeball (2001) tilsat et drys verdensmusik og alternativ rock. Ærgerligt nok syntes det brede publikum og anmelderne ikke at være af samme mening, og pladen endte som noget af et salgsmæssigt flop.

Meget bedre gik det heller ikke med Grown Backwards (2004), hvor der går lige lovlig meget klassisk strygerklang og operaagtig pop i den. De færreste forstod nok helt meningen med pladens slingrekurs mellem moderne rock og orkestrale passager. Der er dog anderledes schwung over American Utopia (2018), hvor Brian Eno er vendt tilbage som co.-producer og gæstemusiker. Gedigen art rock og ørehængere altererer med tidens elektroniske lyd og rytmer. Selv om det ikke er min kop te, fungerer det til både fans og anmelderes glæde.

Tillykke med de 70 til David Byrne, der i mere end 40 år har været en af de væsentligste, mest vitale og kunstnerisk nyskabende figurer i musikbranchen. Mængden af sideprojekter være sig film-, tv-, teatermusik, øvrige opsætninger og indsatser af humanitær velgørende karakter er overvældende, hvilket tilsvarende gælder for tildelte priser, nomineringer og udmærkelser. Ydermere har Byrne skrevet en mindre række bøger og essaysamlinger.

Som velfunderet kender af alskens genrer og måden kreativt at kombinere dem på er David Byrne en kyndig vejviser hen over det verdensmusikalske landkort utrættelig og nysgerrig i evig bevægelse ind og ud af de geografiske smutveje og hotspots; fra USA og Latinamerika over Europa til det afrikanske kontinent. Byrne er en ordrig observatør af sin tid og omgivelser sat i musik, billeder og litteratur. Et vidtfavnende menneske med enorm intellektuel horisont, der altid er spændende at følge uanset resultatets udfald.

Materialer