Aktuelt

Det nye bibliotek og kulturhus er nomineret til Projektudviklingsprisen

Vi er mægtig stolte af, at det nye Vejle Bibliotek og Kulturhus er nomineret til Projektudviklingsprisen ved Licitationens Building Awards 2025!

Af Jørgen Gram

Projektudviklingsprisen er en af de kategorier ved Licitationens Building Awards, der hvert år kårer et fremragende projekt inden for bygge- og anlægsbranchen. Prisen hylder et enestående projekt; et projekt, man stopper op for at beundre – fordi man ikke kan lade være – fordi det pirrer noget. Juryen lægger vægt på projekter, der skiller sig ud gennem kreative løsninger og bringer fornyet værdi til et område. 

Hvilket vi selvfølgelig synes passer perfekt på det nye Vejle Bibliotek og Kulturhus. Begrundelsen for nomineringen lyder da også:

"Vi har fulgt transformationen af Vejle Bibliotek og Kulturhus med stor interesse og vurderer, at projektet er et stærkt eksempel på nytænkende byudvikling, der kombinerer kulturelt indhold, arkitektonisk identitet og samfundsværdi på forbilledlig vis. På den baggrund vil vi meget gerne nominere projektet til Projektudviklingsprisen ved Building Awards 2025.

Prisen gives til projekter, der:
Udviser innovation og kreativitet i deres arkitektoniske og funktionelle løsninger
Forener æstetik, funktion og bæredygtighed
Skaber værdi for lokalområdet og brugerne
Tænker i helheder og fremtidige behov

Vi oplever, at jeres projekt i høj grad lever op til disse kriterier – både i måden det forbinder nyt og gammelt, og i ambitionen om at skabe et moderne kulturhus med fællesskab, fleksibilitet og bæredygtighed i fokus."

Egtvedpigens Verden er ligeledes nomineret til Projektudviklingsprisen. Læs begrundelsen for nomineringen her på VejleMuseernes facebook.

Årets tre finalister bliver meldt ud i august, og vinderen kåres, når Building Awards løber af stablen 20. november 2025 ved en stor gallaaften i The Hangar ved Clarionhotellet nær Københavns Lufthavn.

Vi krydser fingre for Vejle!

Vejle Bibliotek og Kulturhus
Egtvedpigens Verden