Digital Inspiration

Korte uforpligtende inspirationsoplæg og -workshops om digitalt relaterede emner, som du kan komme til uden tilmelding. De fleste afholdes sen eftermiddag i foredragssalen på Vejle Bibliotek (Spinderigade 20), så du kan nå det efter arbejde og før aftensmaden.

Arrangementerne kan ses i arrangementskalenderen fra cirka 1. september.

Linux : frit operativsystem til fx din bærbare pc

Linux operativsystemet findes i mange varianter, fx Ubuntu og Mint. Har du fx en ældre bærbar pc, som ikke kan opgraderes til Windows 11, så kan du måske forlænge levetiden ved at installere Linux. 

Prøv Linux : Man 1/9. 16:30-17:30

Icon Description

Er du nysgerrig på hvordan du som privatperson kan blive mere selvstændig, uafhængig og bruge åben software? Kom med og hør om familien af styresystemer der hedder Linux. Det er blevet enkelt både at bruge og sætte op. Vi tager et kig på hvordan Linux fungerer og er anderledes end hvad du er vant til. Vi præsenterer eksempler på hvordan gængse opgaver løses og hvilke programmer man kan bruge. Vi har sat enkelte computere op med varianter af Linux, som du kan prøve.

Installer Linux : Man 8/9. 16:30-17:30

Icon Description

Forskellige varianter af Linux installeres på forskellige måder. Vi gennemgår de skridt der skal til for at installere Linux. Vil du gerne se hvordan det foregår eller har du en computer du gerne vil have installeret Linux på, så kom og kig eller tag din computer og en USB-stick på 8GB eller mere med.