Portræt af Valerie Perrin
Foto: Pascal Ito

Kærlighed og krimi på fransk

Valerie Perrin bragede igennem på litteraturscenen i hjemlandet Frankrig, men også i udlandet, med sin roman ’Vand til blomster’ fra 2021. Nu er hun aktuel med sin anden bog på dansk, romanen "Tre", som både er en krimi og en kærlighedshistorie.

Mange læsere har efterspurgt og efterspørger stadig bogen "Vand til blomster", der handler om den elskelige Violette, der slider for andre – særligt for sin smukke mand Philippe. Violette er hittebarn og søger kærligheden, derfor passer hun både Philippes arbejde og deres fælles hjem. Da den lille familie rammes af en tragedie, viser Violette sit værd. Hun arbejder som kirkegårdspasser, og langsomt udfoldes de forskellige personers liv - både de levendes og de dødes.

En fortælling om tre venner

Valerie Perrins anden bog på dansk er netop udkommet. Den har titlen ’Tre’, og handler om de tre venner Adrian, Etienne og Nina. De tre børn møder hinanden på første skoledag i femte klasse som 10-årige. Med det samme bliver de et fasttømret trekløver. De har meget forskellige baggrunde.

Adrian vokser op hos en enlig mor, og han har kun meget sporadisk kontakt med sin far, der har en anden familie. Nina vokser op hos sin morfar, der er præget af sorgen over at have mistet sin kone. Ninas mor har kun været på besøg to gange efter hun efterlod Nina hos morfaren som ganske spæd. På et tidspunkt forsøger Nina at finde ud af, hvem hendes mor har været som ung, og hvorfor hun er vokset op hos morfaren. Etienne kommer fra gode, stabile kår. Hans far er embedsmand, og moren holder sammen på familien. Etiennes forhold til faren er meget distanceret. I teenageårene finder Etienne ud af, at han har dametække, og han efterlader en del knuste pigehjerter på sin vej.

De tre meget forskellige familier accepterer børnene som en slags søskende, og på den måde får de tre flere voksne at spejle sig i. Livsomstændigheder gør, at de tre skilles, og i romanen følger vi deres forskellige skæbner over en periode på 30 år.

Krimi eller kærlighed?

Bogen begynder med, at der i 2017 bliver fundet en bil på bunden af en sø, der har den ligget i 30 år. I bilen ligger der en død person. Historien fortælles af den lokale journalist Virginie, der kender trekløveret. Hvem er den døde? Var det selvmord – eller mord?

’Tre’ er hverken kun en krimi eller en kærlighedsroman. Bogen kan læses som en krimi, men først og fremmest handler den om menneskers indbyrdes relationer. Perrin undersøger i bogen, hvad der gør os til venner både som børn og voksne. Men hun beskriver også, hvilke svigt der driver os fra hinanden. 

Forfatteren har i mange år arbejdet med film, og romanen er nærmest skrevet som filmiske sekvenser, der viser livet i en lille fransk provinsby fra 1980’erne til 2010’erne. Historien springer i tid og rum, og også fortællerperspektivet skifter ofte. Heldigvis er historien spændende, og hvis man holder tungen lige i munden, så udfolder romanen et godt plot.

Valerie Perrin er med god grund anmelderrost i ind- og udland. Hun formår med romanen at skrive en bevægende historie om kærlighed, sorg og tab i og omkring venskaber. Der vil helt sikkert også være efterspørgsel på Perrins anden bog.

Denne anbefaling har tidligere været bragt i Ugeavisen Vejle.

Materialer