Mor er ikke altid den bedste i verden

Der findes masser af romaner, der skildrer dårlige forhold mellem børn og deres mødre. Her har jeg valgt et par stykker ud.

Psykologisk mor/datter-drama

Den ene er den norske forfatter Vigdis Hjorths ”Er mor død” (fra 2020), hvor fortælleren er Johanna, som forlod Norge for over 30 år siden. Nu er hun tilbage i Norge, har bosat sig nær sin gamle mor og vil gerne genoptage den kontakt, der har været yderst sparsom i de forgangne 30 år.

Johanna voksede op i et meget patriarkalsk hjem, hvor farens ord var lov. Moren forsøgte at pådutte datteren samme undertrykkende kvinderolle, som hun selv måtte leve under. En sygelig, ikke særlig sympatisk mor, der føjede sin mand og ”ofrede” sin datters frihed.

Men pludselig blev jeg i tvivl! Hvem er den ”syge” i denne roman? For Johanna opfører sig (også) grænseoverskridende - hun spionerer, hun stalker, hun trænger sig ind på moderen, der tydeligvis ikke ønsker at tale med hende. Så er det i virkeligheden Johanna, der er galt på den? Eller er det helt naturligt, at Johanna er blevet sådan, med den opvækst hun har haft? Er de to et yderst uheldigt match, som får det værste frem i hinanden? Læs og bedøm selv dette psykologiske drama i traditionen efter Henrik Ibsen. Vigdis Hjorth har sin egen stil, og den er meget virkningsfuld til disse familiedramaer.

Den selvbiografiske fortælling

Vigdis Hjorth blev kendt i Danmark med den selvbiografiske roman ”Arv og miljø” (2017). Om der er noget selvbiografisk i romanen ”Er mor død”, ved jeg ikke, men det er der i den netop filmatiserede ”Den der lever stille” (2017) af Leonora Christine Skov. En roman, der af Litteratursidens læsere blev kåret som den bedste danske roman de seneste 20 år og som modtog De gyldne Laurbær. Så det er en roman, der virkelig har rørt læserne. Jeg blev også meget berørt af filmen, som udover den rent følelsesmæssige oplevelse også er en kunstnerisk oplevelse, da filmen har tilført spændende, surrealistiske elementer for at beskrive de usunde familierelationer.

Det selvbiografiske og længslen efter mors kærlighed har den tilfælles med ”Du som er himlen” (2007), som er Morten Sabroes portræt af sin mor. Udadtil en succesfuld kvinde, gift med den ”gyldenblonde”, men, ifølge Sabroes udlægning, en følelseskold kvinde, der ikke formåede at give sine børn kærlighed. Bogen er fremragende skrevet og vellykket i sin blandingsform af det personlige/private og den journalistiske reportage.

Denne anbefaling har tidligere været bragt i Ugeavisen Vejle.