Tekst: Can Books change your life?

Kan bøger ændre folks liv?

19.10.22
Det spørgsmål fik forfatteren Nicole Krauss (f. 1974 og bl.a. forfatter til ”DET STORE HUS”) stillet i Samlerens Bogklubs blad engang for nogle år siden
              
Nicole Krauss
 


– og hun svarede bl.a.:

”… Det er et spørgsmål, jeg stiller mig selv ofte. Om det, jeg gør, er noget værd? Hvilken værdi har det? Og hvad godt gør det? Alle vil gerne føle, at de gør noget, der på en eller anden måde er nyttigt for mennesker.

Min far er kirurg. Det er meget klart for ham fra dag til dag, hvordan han hjælper folk, præcis hvordan han hjælper dem. Den ene dag kan de ikke gå. Han opererer, og derefter kan de gå igen efter få uger.


Problemet med at skrive er naturligvis, at man sjældent ser den effekt, de har på verden. Og effekten – hvad den end er – er meget, meget svær at måle. Det har været et tilbagevendende spørgsmål for mig hele mit liv som professionel forfatter…”

Man ser sjældent den effekt, litteraturen har på verden. Og effekten – hvad den end måtte være – er meget, meget svær at måle.

Men litteraturen har også en opdragende effekt, for i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 1. september 2012 følger Nicole Krauss op:

”… jeg ville ikke kunne forestille mig, hvor jeg ville være, hvis jeg ikke var blevet opdraget af litteraturen. Den har opdraget mig mindst lige så meget som mine forældre, måske endda mere. Og på den måde betyder litteraturen noget, den forandrer os, den gør os mere medmenneskelige og mere empatiske.”

Litteraturen forandrer os, den gør os mere medmenneskelige og mere empatiske… tja, tja, bom, bom, som Niels Helveg Petersen sagde i sin tid!

Kan man se det på verden? – Hvis man tager en tur op i helikopteren?

Tja, tja, bom, bom…

Dog husker jeg tydeligt, hvilket stærke indtryk ”Frændeløs”, ”Onkel Toms Hytte”, ”Oliver Twist”, ”Robinson Crusoe” m.fl. gjorde på mig, da jeg læste dem i min barndom. For slet ikke at tale om Jules Vernes ”En verdensomsejling under havet”, som lærer Kofod læste højt for os i stedet for at undervise os i fysik.

I øvrigt fik ”Onkel Toms Hytte” jo en overordentlig stærk politisk betydning for slavernes frigivelse i USA.

Jeg har også læst bogen ”Empati – det, der holder verden sammen” af Helle Jensen m.fl. (Peter Høeg, Steen Hildebrandt, Jes Bertelsen, Jesper Juul...) – og Jesper Juul - min gl. chef i øvrigt – sagde i et interview i "Kristeligt Dagblad", at "… uden evnen til at indleve sig i andre vil den moderne verden for alvor lide under mangel på forståelse, samhørighed og medfølelse, mens egoismen vil sejre".

Amen! Basta! Punktum!

 

/ Bent Ramussen, oktober 2022


Bent Rasmussen data

Materialer