Stine Askov
Foto: Linda Hansen

Stine Askov vinder Dansk Litteraturpris 2023

Tillykke til Stine Askov! Ved en reception i Dansk Forfatterforening den 18.9. har hun modtaget Dansk Litteraturpris 2023 fra Ragna Sidéns og Vagn Clausens Fond. Prisen er på 50.000 kr.

Original stemme med skæve vinkler 

I motivationen lyder det:
”Stine Askov har gennem sit forfatterskab på underfundig vis evnet at skildre en række karakterer og miljøer, der ellers ikke så ofte er i fokus i dansk samtidslitteratur.

Stine Askov er en original stemme med sine skæve vinkler på skæve personer, hvis tilværelser beskrives med indlevelse, humor og ikke mindst spændende ordsammenstillinger, som på en og samme tid er fuldstændig uforudsigelige og helt indlysende. Eksempelvis hedder det i 'Bjørneklo' (Gyldendal, 2017): ‘Lugten af karse og skyllemiddel og under det en tone af råd og forladthed’.

Hendes sprog kan måske umiddelbart forekomme enkelt, men det er aldrig banalt. Hun bruger en underspillet humor til at beskrive ind i mellem ganske tragiske skæbner og situationer. Samtidig er hendes værker fulde af originale sammensætninger som fx i romanen 'Bid' (Gyldendal, 2012): "Dét alene vejede inden i mig som en lille by med huse og højbane og grøntsagsmarked.’ En sammensætning, som er bemærkelsesværdig også, fordi den uvægerligt får læseren til at spekulere over, hvor mange små byer med egen højbane OG grøntsagsmarked der egentlig findes.

Hendes seneste roman 'Nøjsomheden' (Gyldendal, 2022) er formentlig den bedst egnede til et bredere publikum, og noget kan tyde på, at dette bredere publikum allerede har taget Nøjsomheden til sig. Det vil være fuldt fortjent, hvis denne roman kan være med til at sikre hende et større publikum til hendes forhåbentlige mange fremtidige værker,” slutter motivationen.

Lokal forfatter Stine Askov

Læs portræt af Stine Askov på Forfatterweb

Formålet med uddelingen af litteraturpriser er ifølge fondens fundats at "opmuntre og anspore forfattere, der inden for dansk litteratur har ydet en betydelig indsat". Prisen uddeles skiftevis til en mandlig og kvindelig forfatter.

Materialer