Skønlitteratur

Gode forfattere er gode læsere

Digte af afdøde danske forfattere udvalgt af store forfattertalenter

Af Else Zakarias

Bøger af Michael Strunge, Klaus Rifbjerg og Ivan Malinowski

Jeg har ofte læst, at for at blive en god forfatter, skal man selv have læst en masse. En forfatter skal selv være en ”god” læser for at blive en god forfatter.

Det har de også hørt på forlaget Gyldendal.

Så de har sat nogle af landets største forfattertalenter til at læse og udvælge digte fra nogle af de største, danske lyrikere. De har bedt nogle af ”vore” (Bodil og Jørgen Munch-Christensens) debutantprismodtagere om at udvælge digte af Michael Strunge (1958-1986), Klaus Rifbjerg (1931-1915) og Ivan Malinowski (1926-1989). De tre læsere og debutantprisvindere er Caspar Eric (fik prisen i 2015), Theis Ørntoft (2010) og Jonas Eika (2016).

At de tre unge forfattere er gode læsere, kan du opleve ved at læse deres forord til digtudvalgene. Her får du både litteraturformidling/digtlæsning OG skøn skrift. Det er en fornøjelse at læse de 3 forfatteres forord, der i sig selv også har sproglig kunst og litterær kvalitet. Caspar Eric har sågar skrevet et digt om digtene.

Caspar Eric har udvalgt digte af Michael Strunge til bogen ”Min krop er tung af drøm” (2019). Michael Strunge var ungdommens talerør i start-firserne. I sin præmierede debut ”7/11” viste den dengang 27 år gamle Caspar Eric med sine digte, hvordan en ung københavners liv så ud i 2014.

Theis Ørntoft har udvalgt digte fra Klaus Rifbjergs 31 lyrikudgivelser til samlingen ”Pauserne i solsortens sang” (2020). I forordet skriver Theis Ørntoft, at Klaus Rifbjerg flere gange skiftede spor i sit forfatterskab. Om end han beholdt sit ”rifbjergske dna” trods de mange skift. Klaus Rifbjerg mestrede det hele, lyrik, noveller og romaner. Theis Ørntoft er i gang med at vise det samme med sine to digtsamlinger og 2 romaner.

Jonas Eika har udvalgt digte af Ivan Malinowski til samlingen ”er døden ikke politisk?” (2023). Som titlen antyder, skrev Ivan Malinowski blandt andet politiske digte. At Jonas Eika også er meget politisk engageret, fik Mette Frederiksen at føle, da Jonas Eika revsede statsministeren i sin tale ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris i 2019. ”Der er ingen lukkede rum i Ivan Malinowskis poesi. Solen kalder på handling, altet kan strejke, nattergalen og geværet taler samme sprog”, skriver Jonas Eika i sit forord. Det er en fryd, når den ene forfatter kan udtrykke sig så poetisk om en anden forfatters poesi. Johannes Møllehave var også glad for Ivan Malinowskis digte og kaldte ham ”vores største nulevende lyriker” i 1979.

Tak til Gyldendal for at lave disse skønne match mellem nutidige forfattere med forfatterkarrieren foran sig og afdøde forfattere, som ikke må gå i glemmebogen. Det er et godt sted at begynde med disse udvalg af digte, hvis du vil i gang med at læse lyrik af Michael Strunge, Klaus Rifbjerg eller Ivan Malinowski.