Skønlitteratur

Naja Marie Aidt vinder DR Romanprisen 2025

Naja Marie Aidt modtager prisen for sin barske roman "Øvelser i mørke", som kredser om vold, venskaber og kvindeliv.

Af Lise Vandborg, Bibliotekernes Nationale Redaktion

"Øvelser i mørke" har grebet tusindvis af læsere. Deltagerne i bibliotekernes over 100 romanlæseklubber har haft mange meningsfulde samtaler om romanen og talt om blandt andet overgreb, traumer og værdien af livslange venskaber.

Nu har læseklubberne valgt bogen som årets vinder. Naja Marie Aidt fik overrakt prisen den 14. juni på Dokk1 i Aarhus.

 

Taler ind i #MeToo-debatten

Bogen er et vidnesbyrd om vold mod kvinder, og den taler på flere måder ind i #MeToo-debatten. Vi møder en 57-årig kvinde, som er sygemeldt efter en traumatisk oplevelse, der trækker tidligere overgreb op til overfladen. 

Romanen viser, hvordan overgreb er forbundet med skam, skyld og fortielser, og er samtidig en hyldest til de livslange venskaber, der kan bane vejen for heling. I videoen herover kan du høre Naja Marie Aidt fortælle om bogen. 

Naja Marie Aidt om at vinde prisen

"Da romanen blev nomineret, blev jeg simpelthen så glad. Det betød jo, at den er blevet læst opmærksomt i bibliotekernes læsegrupper over hele landet, og jeg har brugt det sidste år på at rejse rundt og møde læserne. Det har været fantastisk dejligt. 

Da jeg fik at vide, at bogen har vundet prisen, var jeg ved at falde ned af stolen af overraskelse og glæde. Det havde jeg ikke regnet med. Men hvor er jeg glad og stolt over, at min roman og dens temaer - traumer, venskab, vold og krænkelser mod kvinder - appellerer til så mange mennesker. Jeg er dybt taknemmelig og berørt over at modtage denne pris, som for mig er helt særlig, fordi det udelukkende er læserne, som har stemt."

Markant stemme i dansk litteratur

Bogen har flere paralleller til "Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage: Carls bog" fra 2017, hvor Naja Marie Aidt skrev om den sønderrivende sorg over at miste sin søn. 

Naja Marie Aidt debuterede i 1991 og har skrevet blandt andet digte, noveller og romaner. Hun skriver poetisk og skarpt om forholdet mellem mennesker og det moderne liv og har vundet mange priser, herunder Nordisk Råds litteraturpris for novellesamlingen "Bavian".

Juryens motivation for nomineringen:

I juryen, som nominerer bøgerne til DR Romanprisen, sidder Mette Willumsen, Kåre Poulsen og Hanne Barslund fra DR samt Lise Vandborg fra Bibliotekernes Nationale Redaktion. De motiverede valget af romanen således:

"’Øvelser i mørke’ er en stilsikker og barsk roman om overgreb og samtidig en lysende poetisk beskrivelse af, hvordan venskaber kan bane vejen for heling. I beskrivelsen af det kvindelige fællesskab er der linjer til 70-ernes kvindelitteratur, men uden at den virker manifestagtig. Det er derimod en varm fortælling om, hvordan det kvindelige fællesskab kan være den hånd i ryggen, der gør, at man rejser sig igen. Tanket op af den trøst og tillid, kvinder kan give hinanden, fordi de genkender situationer i livet med utryghed og den udsathed, som mange kvinder oplever gennem livet. En udsathed, som romanen gør op med i kraft af dens stærke vidnesbyrd om vold mod kvinder."

Om DR Romanprisen

DR Romanprisen blev indstiftet i 1999. Prisen er helt særlig ved, at det er bibliotekernes romanlæseklubber, der afgør, hvilken bog der vinder. De seks nominerede vælges i et samarbejde mellem DR og bibliotekerne. 

Romanerne bliver debatteret i bibliotekernes mange romanlæseklubber fra december 2024 til maj 2025, og herefter stemmer alle landets læseklubdeltagerne om, hvem der skal vinde prisen