30 år med Pulp Fiction

‘Jeg plejer at lytte til musik som guide til en film. Jeg forestillede mig Pulp Fiction som en moderne spaghettiwestern. Surf-musikken passede perfekt. Så snart jeg havde besluttet mig, blev det ret enkelt at dykke ned i min pladesamling for at finde de rette stykker’, har Quentin Tarantino fortalt om sammensætningen af lydsporet til Pulp Fiction, der havde verdenspremiere den 21. maj 1994 under Cannes festivalen, hvor den hjemtog de prestigefyldte gyldne palmer.

Denne skribent analyserede brugen af musik i Pulp Fiction i Det visuelle øre (forlaget Systime, 2005). Tarantino er sammen med David Lynch, Coen-brødrerne og Jim Jarmusch blandt de fremmeste udøvere af postmodernistisk filmkunst i USA. Siden 80’erne virkede det som, alt blev tilladt med parodier på og referencer til andres værker, hvilket er et væsentligt træk ved denne særlige isme, der også leger med tilskuerens opfattelse af, hvordan en historie skal fortælles - hos postmodernisterne kan den fortælles baglæns, køres i ring eller vendes og drejes på anden måde, der afviger fra gammelkendte mønstre.

Populærkulturens mangfoldige udbud af reklamer, kulørte film- og musikgenrer, tegneserier, fastfood og indforstået sprogbrug har siden starten af 90’erne været fundamentet for Tarantinos virke som instruktør, der betjener sig flittigt af det postmoderne ‘tag- selv-bord’ og gør det både radikalt og med humoristisk distance. Han kan sin filmhistorie og har et indgående kendskab til kendte hits og glemte rariteter fra de sidste fem-seks årtier.

Der knevres nærmest konstant og udøves en del vold i Pulp Fiction, der som Reservoir Dogs (1992) indledes med en længere dialog, her mellem to småforbrydere, Pumpkin (Tim Roth) og Honey-Bunny (Amanda Plummer), indtil Honey-Bunny truer de ansatte i et cafeterie med en pistol, og musikken sætter ind. Dick Dale and his Deltones fungerer som hovedtemaet med deres fræsende surf-nummer Mirsilou (1962), anført af Dales virtuose guitarspil og karakteristiske ekkofyldte lyd.

Kool and The Gang tager over med 70’er-funkhittet Jungle Boogie’. Disse travere sagde næppe filmens unge publikum det store i starten, men for mange har numrene sandsynligvis virket hippe og friske, fordi de blev sat ind i en ny sammenhæng. Gangsterbossen Marcellus (Ving Rhames) truer den fallerede bokser Butch (Bruce Willis) til at tabe med vilje, og scenen ledsages af Al Greens indsmigrende soulsang Let's Stay Together - sarkasmen er til at føle på. Vincent (John Travolta) jobber som hit man for Marcellus og beordres til at invitere hans letlevende kæreste, Mia, i byen.

Denne længere sekvens indledes som en MTV lignende popvideo, hvor Vincent doper sig med en sprøjte til tonerne af The Centurions instrumentalnummer Bullwinkle pt. II. Mia (Uma Thurman) har for en stund magten, da hun styrer Vincent rundt i lejligheden gennem et samtaleanlæg og sætter Dusty Springfields Son of a Preacher Man på pladespilleren, mens hun sniffer kokain. Maden nydes i en restaurant, hvor der senere på aftenen afholdes en dansekonkurrence. Hele scenariet er som taget ud af en gammel film fra 50'erne.

Vincent og Mia danser, tydeligt tiltrukket af hinanden, twist til Chuck Berry-klassikeren You Never Can Tell. Mia forsøger igen at tage kontrollen, da de vender tilbage til hendes hjem. Urge Overkills version af Neil Diamond hittet Girl, You'll Be A Woman Soon drøner ud af højttaleren, mens Mia bevæger sig vildt og æggende til sangen for at signalere sine klare hensigter. Vincent forsvinder ud på badeværelset, og da han kommer ind i stuen igen, ligger Mia livløs på sofaen som følge af en overdosis heroin.

Filmens næste halve time foregår uden brug af sange på lydsporet, og resten af den er kun sparsomt besat af musik, der hovedsagligt er relateret til dansescenen, narkorusen og det erotiske spil mellem Vincent og Mia. Musikken forsvinder brat, da hun kollapser i lejligheden. Alt har sin pris - også i et stiliseret adrenalinkick som Pulp Fiction.

Tarantino foretrak surf musik, rock’n’roll, soul og pop som underlægning frem for et bestilt score skrevet af en filmkomponist. Han overvejede at bruge My Sharona, der betød et gennembrud for The Knack, i filmens berygtede voldtægtsscene, men endte med at forkaste ideen. Det ledsagende soundtrack album, der kom samtidig med Pulp Fiction, nåede en 21. plads på Billboards top 200 liste.

Den engelske filmprofessor Estella Tincknell sammenlignede i en publikation fra 2006 brugen af musik i Forrest Gump og Pulp Fiction, begge fra samme år, på følgende måde: ‘The version of 'the sixties' offered by Pulp Fiction is certainly not that of the publicly recognized counter-culture featured in Forrest Gump, but is, rather, a more genuinely marginal form of sub-culture based around a lifestyle – surfing, 'hanging' – that is resolutely apolitical’.

Quentin Tarantino forholder sig først for alvor til sen 60’ernes modkultur på sin egen skæve facon i Once Upon a Time in Hollywood, der kom 25 år efter Pulp Fiction, hvilket jo er en helt anden historie. Fælles for de to film er dog, at de begge er plastret til med forskelligartet musik, der er blevet en integreret del af den uregerlige instruktørs særlige varemærke.