Aktuelt

Arkitekturens Dag - 7. oktober

Få indsigt i den spændende arkitektur vedrørende det nye bibliotek samt kulturhus, og deltag samtidig i fejringen af Vejles lokale arkitektur.

Af Katja Thyra Lakhotiya

Kom med til Arkitekturens Dag, hvor Vejle Kommune sætter fokus på lokal arkitektur. Dagen byder på en guidet byvandring, arkitekturoplæg om det nye bibliotek og kulturhus, musik samt en spændende prisuddeling, hvor vinderne af Vejle-Prisen og Borgernes Arkitekturpris afsløres.

Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.
 

Program: Mandag d. 7. oktober

Se hele programmet på Vejle Kommunes hjemmeside: vejle.dk
 

Guidet byvandring langs Vejle Å

  • Tidspunkt: Kl. 14.00-15.30
  • Mødested: P-hus Cronhammar, Sjællandsgade 10e, 7100 Vejle

Tag med på en spændende byvandring langs Vejle Å og få indblik i arkitekturen. Hør om det nye P-hus Cronhammar, midlertidige byrumsaktiviteter på Søndertorv og meget mere. Byvandringen afsluttes ved Vejle Bibliotek kl. 15:45.

 

Arkitekturoplæg og prisuddeling på Vejle Bibliotek

  • Tidspunkt: Kl. 16-18.15
  • Mødested: Forhallen, Vejle Bibliotek (Willy Sørensens Plads 1). 

Du kan bl.a. høre om transformationen og arkitekturen i det nye bibliotek fremført af Anders Tyrrestrup fra AART, vinder af arkitektkonkurrencen. Der vil også være en paneldebat om, hvordan biblioteket og kulturhuset vil skabe forandringer i fremtiden og meget mere. 

Dagen slutter med prisuddelingen af Vejle-Prisen og Borgernes Arkitekturpris.