Er vi der snart? - bøger til bilturen
Er du som forælder ved at blive bims af at svare på spørgsmålet ”Er vi der snart?”?. Så er der her en række anbefalinger til quiz- eller højtlæsningsbøger, der skaber ro på bagsædet blandt de 6-12-årige.
Af Marie Gorm
Bøgerne kan du enten låne som fysiske eksemplarer på biblioteket eller som lyd- eller e-bog på eReolen – bibliotekernes digitale tjeneste, hvor du som borger i Vejle Kommune kan låne op til seks materialer gratis om måneden.
"Ferieklar – godnathistorier der sender børn på drømmerejse"
Ferieklar er en samling af 10 røverhistorier, der handler om ferier lidt ud over det sædvanlige. I de fleste historier følger vi børn, der tager med deres familie på ferie til alt mellem Bornholm og Transsylvanien.
Det gælder fx Thomas, der hader at skulle på camping med sine forældre IGEN – dog lige indtil han møder en helt særlig dreng. Der er også historien om, hvordan både Gud og Fanden virkelig trænger til ferie og ved et tilfælde indlogerer sig på samme ’all inclusive hotel’ på Rhodos. Udover en intens konkurrence imellem de to medfører ferien også en diskussion om, hvem der egentlig er værst? For havde Gud ikke en ret dårlig dag, da han skabte lus, slud og selleri?
Det er letfordøjelig underholdning, og de afsluttede historier gør, at man nemt kan nappe en enkelt eller to og så lægge bogen fra sig, indtil behovet opstår næste gang.
”Historien om kongens storetå” af Bjarne Reuter
Måske husker du selv historierne om fx Bertram eller Kaptajn Bimse fra din barndom og vil gerne give dine børn samme gode ferieoplevelser? Så er det stadig muligt at låne disse bøger på biblioteket – men Bjarne Reuter har også skrevet meget andet godt siden, f.eks. bøgerne om søskendeparret Karl og Vida og deres farfar.
I ”Historien om Kongens Storetå” skal børnene på sommerferie med farfar, og som deres mor formaner Karl, inden de drager afsted: ”Når I er sammen med farfar, er du og Vida de voksne. Forstår du hvad jeg siger Karl?”. Karl indvender at:” Farfar er da også voksen, han har i hvert fald været det.” Men turen bringer dem efter fundet af en flaskepost alligevel rundt i hele Danmark og involverer et gammelt folkevognsrugbrød, et 900 år gammelt spøgelse, en armbrøst med sugekop og en landbetjent rullet i plæneklipperolie og hestemøg. Bjarne Reuter er i sit es, og det er sjovt for både børn og voksne.
Quizbøger
Er humøret mere til noget spilagtigt, kan I også kaste jer over en quiz. Der findes et utal af quizbøger om alverdens emner: Dyr, Danmark og gamle dage… det er bare om at gå i gang. I ”Den store quiz om lille Danmark” er der samlet 1.000 spørgsmål og svar om fx LEGO, julekalendere og fredagsslik. Der er mange forskellige kategorier, og hver side byder på 10 forskellige spørgsmål med hver tre svarmuligheder.
Hvis I er glade for Sallys far-bøgerne, kan det også være, at I skal kaste jer over ”Sallys far skal virkelig quizze”. Her får far den geniale ide, at Sally skal gætte, om de historier, han fortæller om sin barndom, er sande eller falske. Er det f.eks. sandt, at fjernsynene engang var konstrueret sådan, at man kunne få firkantede øjne, hvis man gloede for meget TV - og at det faktisk skete for en dreng fra Vejle ved navn Palle?