Musik & film

50 år med Jeff Beck's "Blow by blow"

Et studie i det sublime

Af Thomas Vilhelm

Jeff Beck Blow by blow

Blow by Blow, der udkom i slutningen af marts 1975, er Jeff Becks første egentlige soloalbum produceret af selveste Sir George Martin, hvis sikre plads i musikkens historiebøger fire lads from Liverpool har deres betydelige andel i. Det er således næppe helt tilfældigt, at Beck med Martin ombord har taget Beatles nummeret She’s a Woman op og inkluderet det på Blow by Blow i en overlegent lækker og gyngende reggaelignende version tilsat talking box og klangen af 70’er keyboards.

Etteren er en virtuos vildmark af musiske indfald og miks af diverse stilarter med hjælp fra ingen ringere end Stevie Wonder, der på den måde fik sagt tak for Becks krydderier på Talking Book (1972). Desuden tog powertrioen Beck, Bogert & Appice Wonders Superstion på repertoiret inden deres opløsning i 1974. Samme år sagde Beck ja til audition hos The Rolling Stones, der ledte efter en erstatning for den flinkfingrede Mick Taylor. Ovenpå lidt blues jam med Jagger & co. nåede Beck til den konklusion, at det ikke lige var ham.

Det er også radikalt andre veje, der drejes ind ad på Blow by Blow med rendyrket instrumentalmusik, funk, fusion og udvidede harmonier. Keyboardtroldmanden Max Middleton, der tog del i den anden inkarnation af Jeff Beck Group, fulgte med fra bluesrock årene og høres markant gennem hele pladen ved hjælp af sine kreative og kompetente indsatser bag et større arsenal af alskens tangent instrumenter med drev i de jazzede soli.

Rytmegruppen bestående af den rutinerede og flittigt benyttede studiebassist Phil Chen og den sprælsk spillende synkopemester Richard Bailey bag trommerne eksekverer opgaverne med et sikkert håndelag, der vanskeligt kan andet end at imponere og konstant formår at drive solisterne Beck og Middleton frem mod nye alpetoppe af brillans.

Åbningsnummeret You Know What I Mean sætter tonen an med et funky og drilsk beat, Jeff Beck benytter til afsæt for sit fyrværkeri af gnistrende geniale guitarudladninger, der efter få minutter har sat de fleste konkurrenter totalt til vægs. B for Beck og B for blær og berusende kunnen på den seksstrengede. Dette studie i det sublime fortsætter med hans egen Constipated Duck og AIR Blower krediteret kvartetten af musikere på albummet.

Scatterbrain, der på dansk kan oversættes til flippet og fra forstanden, skrevet i samarbejde med Max Middleton lever fuldt op til sin titel; et sonisk overflødighedshorn af skiftende skæve taktarter, komplicerede melodilinjer og et nærmest hvirvlende orkesterarrangement begået af George Martin. Det er lige før, man taber pusten af ren og skær benovelse over disse udskejelser.

Cause We've Ended as Lovers tilføjet (dedicated to Roy Buchanan and thanks to Stevie) i titlen stammer fra Stevie Wonders kompositoriske hånd, hvor Jeff Beck får demonstreret sit lyriske og improvisatoriske format, så man må knibe sig i armen - Wonders melodiske tæft parret med Becks tonale kontrol er nemlig stof, drømme er gjort af. Thelonious er ligeledes skrevet af Stevie Wonder, der ukrediteret tager sig af det uforskammede funky Clavinet spil, der bærer nummeret mere end blot sikkert i land.

Max Middletons Freeway Jam befinder sig i shuffleland, hvor Beck trækker på sin ekspertise fra rock- og bluesverdenen, han befandt sig i hos Yardbirds og Jeff Beck Group, tilføjet et drys jazz og fusion. Den mere end otte minutter lange Diamond Dust sætter et majestætisk formfuldendt punktum i det symfoniske stilleje med endnu et orkestralt bravurnummer tonalt iscenesat af maestro Martin, der om nogen forstod det håndværk sat ind i andre musiske kontekster end kun det klassiske regi.

Jeff Beck havde lyttet grundigt til Mahavishnu Orchestra's album Apocalypse fra 1974 produceret af George Martin, der anser det for at være et af hans mest vellykkede i den rolle, hvor bandet med afsæt i John McLaughlins kompositioner blev udvidet med musikere fra London Symphony Orchestra. En tilsvarende kombination måtte prøves og blev taget i brug på to ud af ni titler under indspilningen af Blow by Blow.

Albummet nåede en 4. plads på Billboard 200 listen, hvilket er en imponerende høj placering materialets kompleksitet taget i betragtning uden bidrag af vokalister. Blow by Blow endte som den største kommercielle succes i Jeff Becks karriere og et samlet salg i millionklassen. For mig at se er solodebuten også et af hans absolut største kunstneriske bedrifter hvis ikke den allerstørste.