Eric Clapton 80 år

Eric Patrick Clapton, bedre kendt uden sit mellemnavn og som Slowhand, er født den 30. marts 1945 i Ripley nær Surrey i England. I knap syv årtier har han som sanger, sangskriver, kapelmester, producer og navnlig som exceptionel guitarist sat sit enorme præg på den internationale rock- og bluesscene - hans betydning for guitarspillets udvikling, lyd og funktion siden 60’erne kan vanskeligt overvurderes. Desuden er det blevet til enkelte filmroller, og Clapton er hyppig gæst i programmer af musikhistorisk karakter. Han står sågar bag sange og underlægningsmusik brugt på film og udsendt som lydspor i 80'erne og starten af 90'erne.

Claptons dedikation og professionelle nærvær er på en god aften decideret frygtindgydende, og koncertrækkerne i Royal Albert Hall 1990-91 står som et af flere højdepunkter i karrieren, hvor hans timing, improvisatoriske flow, sans for dynamik, rytmik og frasering er af helt unik karakter. De mindeværdige aftener er foreviget på livealbummet 24 Nights (1991), der ligeledes findes som cd/dvdbokssæt delt op i en blues-, rock- og orkesterafdeling, der anbefales varmt med Clapton i forskellige gruppekonstellationer tilføjet gæstesolister.

Stationerne har været mange, siden Clapton indledte sit professionelle virke hos The Yardbirds og John Mayall’s Bluesbreakers, da det var den ældre blues, der stod hans hjerte nært, hvilket grundlæggende stadig er tilfældet. I 1965 forlod Eric Clapton The Yardbirds og skiftede over til The Bluesbreakers, hvilket skulle vise sig at blive et afgørende skridt for ham. Blues Breakers with Eric Clapton udkom juli 1966 og anses for et betydende hovedværk i britisk bluesrock.

‘Clapton Is God’, stod der skrevet med graffiti på murene i London som hyldest for indsatsen på albummet, hvor han spiller, så højere magter må sig forbarme. Clapton måtte videre til endnu større berømmelse hos Cream og blev erstattet af Peter Green. Fra 1966 til 1970-71 grundlagde Clapton sin gudelignende stjernestatus i supergrupperne Cream, Blind Faith og Derek & The Dominoes, før solokarrieren tog fart. Denne kometlignende opstigning skete dog ikke uden omkostninger med døden lurende som blind passager.

Creams andet album 'Disraeli Gears’ (1967) demonstrerer Jack Bruce, Eric Clapton og Ginger Bakers instrumentale færdigheder og evner til at få dem til at fungere i forhold til sangenes kvalitet. Et album, der i de første to hug præsenterer den bluesfarvede ‘Strange Brew’ og det effektive riff i ‘Sunshine of Your Love’, går man vanskeligt fejl af.

Når hertil føjes Claptons inciterende Wah-Wah guitar i ‘Tales of Brave Ulysses’ og Bruce magtfulde vokalforedrag i den majestætisk smukke ‘We’re Going Wrong’, får man et resultat, der synes at holde til evig tid. Koblingen af de nye flower power inspirerede toner og det klare afsæt i bluesmusikkens skridsikre fundament fungerer nær perfekt på et niveau, som Cream ikke nåede at matche sidenhen i deres korte karriere. Egoerne og uoverensstemmelser kom hurtigt til at stå i vejen herfor.

Efter bruddet med Cream og en kortvarig tid i Blind Faith indspillede Clapton sin første soloplade i løbet af et par dage og udgav den august 1970. Han blev bakket op af tre amerikanske musikere, Bobby Whitlock (keyboards, vokal), Carl Radle (bas) og trommeslageren Jim Gordon.
Sammen udgjorde de Claptons nye band Derek & The Dominoes, som kapelmesteren havde en ide om blot at være en anonym del af. Det viste sig næppe overraskende at være totalt umuligt.

Derek & The Dominoes turnerede flittigt, og materialet til ‘In Concert’ stammer fra to dage i Fillmore East i oktober 1970. Dobbeltsættet udkom dog først i 1973 og bestod af sange fra solodebuten, Blind Faiths eneste album og numre fra ‘Layla & Other Assorted Love Songs’ (1970), der fik en noget lunken modtagelse, hvilket gik Clapton voldsomt på. Under arbejdet med ‘Layla...’ lærte han guitaristen og studiemusikeren Duane Allman at kende og opfordrede ham til at dukke op i studiet med sit instrument under armen. Clapton fandt i Allman den ideelle guitarpartner og soulmate, men han døde oktober 1971 efter en motorcykelulykke.

'In Concert' understreger Derek & The Dominoes styrker og svagheder. Styrken lå i det høje musikalske og solistiske niveau samt et lydhørt sammenspil, når det virkelig fungerede. Svagheden kom til udtryk i de alenlange improvisationer med Clapton i front - flere af numrene pines til det uendelige og taber pusten undervejs. Bandet kastede sig forgæves ud i en opfølger til ‘Layla...’, hvis titelsang handlede om Claptons besættelse af George Harrisons kone Patti Boyd. Da holdet gik i gang med toeren, brød fjendtlighederne ud, og stimulansforbruget nåede faretruende højder.

Før indspilningen af 461 Ocean Boulevard gik i gang, sad Eric Clapton med følelsen af at have spildt tre år af sit liv, hvor han junkede sig med heroin, brugte alt for meget tid foran tv’et og satte sin fysiske form over styr. Clapton havde gennemført et langvarigt og intensivt afvænningsterapeutisk program og arbejdede frivilligt på en gård hos nogle venner for at komme på ret køl i håb om et comeback med et nyt album.

Pete Townshend ville have Clapton i gang igen og satte en koncert op med en række kolleger, hvilket endte som Eric Clapton's Rainbow Concert (1973), hvor hovedpersonen viste tegn på bedring. August 1971 deltog Clapton i George Harrisons Concert for Bangladesh og så mere død ud end levende på scenen i Madison Square Garden i New York. Noget måtte gøres, og manageren Robert Stigwood fik ham installeret i huset på Ocean Boulevard i det velhavende Golden Beach distrikt i Florida nær Criteria Recording Studios, hvor arbejdet med det nye materiale skulle foregå.

Det Tom Dowd producerede 461 Ocean Boulevard blev udsendt juli 1974, solgte i millionklassen og nåede hitlistetoppen i USA og Europa ikke mindst takket være versionen af Bob Marleys I Shot the Sheriff, der udkom som single nogenlunde samtidig med albummet. 461 Ocean…. er relativ tilbagelænet i udtrykket med et mix af blues, rock, reggae og iørefaldende melodier, hvor de tidligere ekspressive udskejelser som guitarist i Cream og Derek and the Dominos mestendels er lagt på hylden til fordel for passager med sliderør og det lyrisk afdæmpede uden helt at have tabt gnisten.

August 1976 vakte Clapton opsigt med følgende kontroversielle udtalelse under en af sine koncerter: 'Do we have any foreigners in the audience tonight? If so, please put up your hands. So where are you? Well wherever you all are, I think you should all just leave. Not just leave the hall, leave our country. I don't want you here, in the room or in my country.' I et interview fra 2018 lagde han afstand til sin optræden dengang: 'I sabotaged everything I got involved with. I was so ashamed of who I was, a kind of semi-racist, which didn't make sense. Half of my friends were black, I dated a black woman, and I championed black music.'

70’ernes alkoholtåger, halv til hel dårlige koncerter og flere lovligt tilbagelænede for ikke at sige decideret kedelige studiealbums synes næsten glemt på det fremragende 'Just One Night’ (1980) optaget over to aftener december 1979 i Budokan Theatre i Tokyo. Selv de mest polerede numre fra solo kataloget får her en ekstra klædelig og rå kant tilføjet, og så er der jo lige The Blues en genre, kapelmesteren kringler bedre end de fleste, når det kører for ham.

Et gensyn med den fem kvarter lange dokumentar ‘Eric Clapton and His Rolling Hotel’, der følger ham, bandet og personalet on tour i Europa i 1978 med tog fra by til by, lod tydeligt ane, at Clapton var ved at nå bunden, og skulle der et livealbum ud med den fornødne kvalitet, krævede det et lille mirakel og en markant kursændring. 'Rolling Hotel’ viser en nær konstant beruset guitarist, der taler mere følelsesladet end normalt og enkelte gange hakker ved siden af på gribebrættet. Dokumentaren blev aldrig udsendt officielt, efter Clapton så sig selv på slap, sløret line, hvilket er forståeligt, men bootlegs udgaver har cirkuleret i årevis, og filmen ligger desuden på YouTube.

I instruktøren Lili Fini Zanucks hudløst ærlige dokumentar ‘Live In 12 Bars’ (2018) beskrives nogle af de sværeste år i Claptons tilværelse med ubærlig intensitet. Han trak sig tilbage i en længere periode for at blive sit heroinmisbrug kvit for senere at kaste sig over alkoholen med en voldsomhed af ren og skær dødsforagt. Det fortsatte til et pænt stykke op i 80'erne, mens han hadede alt og alle, dog mest sig selv, hvilket fremgår af Clapton, The Autobiography (2008), der giver et detaljeret indblik i hans liv og vejen mod et nyt som ædru alkoholiker.

Der lå under og efter Derek & The Dominoes tiden tunge skyer over Claptons skæbne, der mindede om en faustisk pagt med destruktive kræfter i spil. Omkring 1971-72 hang han fast i klippen med det yderste af neglene og kunne være endt som endnu et medlem af ‘Klub 27’. Så slemt gik det imidlertid ikke, men Claptons spillen hasard med eget velbefindende varede ved, indtil han slog bremserne i før sidste frakørsel mod afgrunden. Portrættet er lidet flatterende, og som beskuer kan man gribe sig selv i at glemme hans ikoniske status og føle lige dele afsky og sympati for manden.

I november 2020 udgav Clapton sammen med Van Morrison singlen Stand and Deliver under COVID-19 pandemien, og Clapton er sommeren 2021 citeret for at have sagt om obligatorisk brug af mundbind i det offentlige rum: 'I will not perform on any stage where there is a discriminated audience present.' Han hævede ydermere at være blevet syg af to indsprøjtninger med AstraZeneca vaccinen. Clapton fulgte august 2021 sin Covid skeptiske linje op med protestsinglen This Has Gotta Stop, hvilket afstedkom en del kritik af hans person og holdninger.

November 2023 udkom der igen en politisk vinklet sang, Voice of a Child, der tog palæstinensernes parti mod Israel i den væbnede konflikt om Gaza striben. Clapton arrangerede en velgørenhedskoncert måneden efter, der skulle rejse midler til fordel for krigsramte børn i Gaza, hvor han spillede på en guitar med farverne fra det palæstinensiske flag.

Live og i studiet har Clapton krydset klinge med et utal af navne og koryfæer. Fra den alenlange liste nævnes i flæng: The Beatles, John Lennon, Paul McCartney, George Harrison, Ringo Starr, The Rolling Stones, Dr. John, Howlin Wolf, Buddy Guy, Freddie King, Roger Waters, Ozzy Osbourne, Wynton Marsalis, Carole King, Jools Holland, Leon Russell, Robert Cray, B.B. King, Rod Stewart, Santana, Brian Wilson, Steve Winwood, Billy Preston, The Who, The Band, Stephen Stills, Aretha Franklin, Bob Dylan, Phil Collins, J.J. Cale, Joe Cocker, Taj Mahal, Ry Cooder, Gary Brooker og Jeff Beck.

Med Behind the Sun (1985) og August (1986) slog Clapton ind på en mere tidstypisk og mainstreamagtig linje i 80'erne, der rent kunstnerisk toppede med det helstøbte og glimrende album Journeyman (1989). Fra 90'erne er hyldesten til bluesrødderne på From the Cradle (1994) værd at fremhæve sammen med den tilhørende dokumentarfilm Nothing But The Blues, som Martin Scorsese har væsentlig andel i. Sangen Tears in Heaven, der beskriver følelserne efter hans søns tragiske død, blev et kæmpehit verden over og trak senere det akustiske Unplugged (1992) optaget live foran publikum i et MTV studie med op i de høje omsætningstal.

Hyldestudgivelserne Me and Mr. Johnson (2004) og Sessions for Robert J (2004) til ære for Delta-blues pioneren Robert Johnson, der ifølge mytologien spillede om kap med djævelen ved korsvejen i Mississippi, er begge fine eksempler på, at Clapton mestrer de urgamle former i både akustiske og elektriske gevandter. Til gengæld kniber det en kende med min entusiasme for Clapton (2010), Old Sock (2013), I Still Do (2016) og Happy Xmas (2018), som frataget enkelte undtagelser her og der virker noget trættekære og gejstforladte i al behagesyg anonymitet. Det samme gør sig desværre ligeledes gældende for det senest udgivne album Meanwhile (2024).

Der har i nyere tid således været langt mellem snapsene, men det samlede eftermæle står imidlertid usvækket stærkt, da de mest sublime stunder trækker op i en sådan grad, at de værste smuttere og tendens til tomgang trods alt kan tilgives ham. Eric Patrick Clapton rager ganske enkelt højt op i skilteskoven blandt de allerstørste helte i rockens og bluesmusikkens historie, selv om det sundhedsmæssigt, mentalt og musikalsk har givet anledning til kaos, kontroverser og kollapslignende tilstande undervejs. Men The Journeyman synes at være gjort af et særligt stof.