Forførende, farlig, cool og karismatisk

Alain Fabien Maurice Marcel Delon, bedre kendt som skuespillerstjernen Alain Delon, født den 8. november 1935 i Sceaux, død den 18. august i Douchy i Frankrig, opnåede høj status i europæisk filmkunst og blev et blikfang i det meste af verden med sin farlige, forførende, coole og karismatiske udstråling på lærredet, hvor kvinder lod sig bedåre, og mænd tog sig i agt for de dæmoniske lag bag den flotte fremtoning. 

Storhedstiden lå i 60’erne og 70’erne med seværdige indslag i 80’erne og 90’erne samt enkelte optrædener i dette årtusind, hvor han spillede sin sidste rolle i 2019. I alt blev det til mere end 60 år på film med få afstikkere til teater og tv. Derudover forsøgte Delon sig med en vis succes som sanger på flere soundtracks. En sikker stilsans og næse for at udvælge de rette roller gjorde ham til et ikon og kulturelt fænomen af den langtidsholdbare slags, der har sat sig varige spor frem til i dag. Alain Delon var toneangivende, trend- og dagsordensættende, når topformen for alvor blev ramt. 

Det anbefales derfor at gå ombord i streamingtjenesten Criterion Channels retroperspektive Alain Delon serie inklusive ekstramateriale, har man mulighed for at skaffe sig adgang til den amerikanske udbyder af cineastiske perler på en snor. Han blev fuldt fortjent tildelt en Æres Guldbjørn under Berlin International Film Festival i 1995 og en Æres Palme d'Or ved festivalen i Cannes i 2019. 

Delons far var butiksejer og biografdirektør, og moren arbejdede i et apotek. Forældrene blev skilt, da Alain var fire år, og begge gift igen med nye partnere. Alain voksede op i en adoptivfamilie, hvilket aflejrede psykiske spor i tilværelsen, og han måtte sendes tilbage til sine biologiske forældre, da adoptivfaren døde. Alain fattede interesse for sang og musik i skolen, hvor han grundet uro på hjemmefronten ofte kom i slagsmål og udviklede rebelske og antiautoritære sider af sin personlighed. 

Unge Delon blev bortvist fra skoler og institutioner, hvor ingen magtede at tøjle de oprørske tendenser. Han fik arbejde i en delikatesseforretning, uden det dog dæmpede trangen til klammeri, værtshusbesøg og småkriminelle fiflerier. Den stod på aftjening af værnepligt og indsats som soldat i den franske hær fra 1952-56 heraf de sidste to år i marinen ved fronten i Fransk Indokina, der senere ændrede navn til Vietnam. Delon blev arresteret for at have stjålet en jeep og tilbragte 20-årsdagen i en fængselscelle. 

Hjemvendt til Frankrig skaffede vennen og skuespilleren Jean-Claude Brialy ham kontakter i filmverdenen, der førte til mindre roller i slutningen af 50’erne uden formel træning og uddannelse som skuespiller. Den amerikanske producer David O. Selznick tilbød Delon arbejde i Rom og en længere kontrakt, hvis han i mellemtiden fik lært at tale bedre engelsk. Delon gik i gang med at tilegne sig sproget, han senere i karrieren fik gavn af, men valgte at blive i Frankrig. 

De autodidakte evner kom til deres ret under gennembruddet som den skruppelløse Tom Ripley i René Cléments Plein Soleil (Kun solen var vidne, 1960) efter Patricia Highsmiths roman The Talented Mr. Ripley. Samme år brillierede Delon i Luchino Viscontis Rocco og hans brødre (1960) og cementerede sin tilvundne position som shooting star overfor Monica Vitti i Michelangelo Antonionis L'Eclisse (Ukendte nætter, 1962). 

Alain Delon spillede lige op med selveste Jean Gabin i den dybt underholdende kupfilm Any Number Can Win (Henri Verneuil 1963) og Burt Lancaster i Viscontis mageløst billedestærke historiedrama Leoparden (Il Gattopardo, 1963). I midten af 60’erne blev Delons erklærede mål at indspille en film om året i USA og en i Europa og udtalte i et interview: ‘Because of my accent, I would not attempt to play Americans. I am working on removing the distinctly French inflections from my speech so that I can play all continental nationalities.’ 

I 1965 optrådte han i The Yellow Rolls-Royce sammen med Shirley MacLaine og delte rollelisten i Lost Command (1966) med Anthony Quinn og Claudia Cardinale. Men tingene blev eftertrykkeligt sat på plads som den tavse og effektive hitman Jef Costello i Le Samouraï (1967) instrueret af Jean-Pierre Melville. Delon er übercool, mesterlig og stildannende i rollen, der om nogen har sikret hans centrale placering i moderne filmhistorie. The Girl on a Motorcycle (1968) sammen med Marianne Faithfull når ikke i nærheden af de højder, men sikrede Delon et støt voksende publikum hos det yngre publikum med hang til subkultur og Swinging London. 

Verneuils let ironiske og humoristiske opdatering af krimigenren i Klanen fra Sicilien (1969) bød på endnu et parløb mellem Alain Delon og Jean Gabin, der fungerede upåklageligt. I den solide psykologiske thriller La Piscine (Jacques Deray, 1969), på engelsk: The Swimmingpool, blev Delon for en stund genforenet med on and off kæresten Romy Schneider, og fik lejlighed til at prøve kræfter med en landsmand af samme kaliber, Jean-Paul Belmondo, i gangsterdramaet Borsalino (1970). Delon er i storform sammen med Yves Montand i Melvilles Le Cercle Rouge (Den røde cirkel, 1970), der kulminerer med den minutiøst detaljerede og lange kupscene i en juvelerforretning. 

Delon nåede at samarbejde med Jean-Pierre Melville for tredje gang i gangsterfortællingen Un Flic (1972) kort før instruktørens død. Her optrådte han i modsætning til skurkerollerne i Le Samourai og Le Cercle Rouge som politibetjent. Fra 70’erne bør Delon desuden særligt huskes som kunsthandleren Robert Klein, der forveksles med en jødisk mand på flugt under besættelsestiden i Joseph Loseys Monsieur Klein (1976). 

1984 blev et godt år for Delon i Bertrand Bliers Notre histoire (1984) og Eine Liebe von Swann instrueret af Volker Schlöndorff samme år baseret på Marcel Prousts syvbindsværk På sporet af den tabte tid. I Jean-Luc Godards Nouvelle Vague (1990) ses Delon sågar i en dobbeltrolle som tvillinger. Den sidste store optræden fandt sted i Patrice Lecontes Une chance sur deux (1998). Delon annoncerede at ville stoppe som skuespiller, men sagde alligevel ja til nogle få og mindre roller i nullerne og 10’erne. 

Som forretningsmand kastede Delon sig over boksesporten som promoter og lagde navn til og solgte produkter herunder armbånd, tøj, øjenmakeup, parfume, solbriller og cigaretter. I et 2021 interview på TV5Monde proklamerede Delon ovenpå et par slagtilfælde, at han gerne ville spille en rolle mere, hvilket ikke blev indfriet. I september 2022 interviewede Delon på samme kanal præsident Volodymyr Zelenskyj om situationen i landet under den militære konflikt med Rusland og gav udtryk for sin støtte til det ukrainske folk og deres sag. 

I januar 2024 sagsøgte Delon en af sine sønner efter et interview i et fransk magasin, hvor han talte om farens svækkede helbred, kognitive tilstand og beskyldte sin halvsøster for at manipulere familiens patriakalske overhoved i spørgsmålet om fordelingen af arven. Drama på de ydre, indre og juridiske linjer har der således været mere end rigeligt af i Alain Delons liv og den afsmitning, det har haft i forhold til hans omgivelser og nærmeste relationer. Et utal af kolleger og instruktører har gennem årtier vedkendt deres inspiration fra og udtrykt beundring for Delons alsidige evner. Listen tæller blandt andet Sofia Coppola, William Friedkin, Kyle MacLachlan, Nicolas Winding Refn, Mickey Rourke, Quentin Tarantino, Leonardo DiCaprio, Keanu Reeves, Michael Caine, Akira Kurosawa, Martin Scorsese, Chan-wook Park, François Ozon, Jim Jarmusch, Michael Mann, Luc Besson, Joel Coen og Ethan Coen. 

Æret være Alain Fabien Maurice Marcel Delons minde, en ener blandt enere og en gigant blandt giganter berømmet, berygtet, beundret og begunstiget af et særlig talent, der har beriget filmmediet og dets publikum med mange gyldne minder, vi med tak stadig kan nyde på små og store skærme i den digitale tidsalder.