Joe Jackson 70 år

Få har i den internationale musikverden favnet så stilmæssigt bredt som britiske Joe Jackson, døbt David Ian Jackson, født den 11. august 1954 i Burton upon Trent nær Staffordshire og opvokset i Portsmouth, Hampshire, hvor han læste på teknisk skole. Jackson, der i midten af 70’erne officielt ændrede sit navn til Joe, startede med violinen og fik dernæst sin far til at investere i et klaver, der blev installeret i deres hus på landet.

Joe Jackson begyndte som teenager at spille i barer og klubber, og de autodidakte musikteoretiske og instrumentelle færdigheder sikrede ham et stipendiat og en bestået optagelsesprøve til en af de eftertragtede pladser i Royal Academy of Music i London, hvor han studerede komposition og klaver.

Jacksons gruppe Arms and Legs udgav et par singler og opløstes i 1976, hvorefter han arbejdede som akkompagnatør indenfor cabaret og teater i håb om at spare sammen til et demobånd, der skulle bane vejen for en pladekontrakt. En sådan fik han hos A&M Records under navnet Joe Jackson Band, der debuterede med Look Sharp i slutningen af januar 1979. Gruppen bestod ud over Jackson af Gary Sanford (guitar), bassisten Graham Maby og David Houghton (trommer) alle stærke kort på deres instrumenter, som gabte over det meste fra potent punkrock, new wave og reggae til melodisk pop med et strejf af jazz.

Formlen fortsatte på hitsinglen Is She Really Going Out with Him? og efterfølgeren til Look Sharp, I’m The Man ligeledes fra 1979. Albummet bød på den svært iørefaldende It's Different for Girls, der peakede som nummer fem på singlelisten. Beat Crazy tilføjet ska rytmer skuffede rent kommercielt, hvilket dog ikke afholdte The Joe Jackson Band fra at turnere intensivt og udvikle sig til et eksplosivt livenavn med en ofte surt vrængende Jackson i front, der i stil med Elvis Costello og Graham Parker gav tidsånden og dens dårligdomme tørt på under premierminister Thatchers konservative regeringer.

Maby forblev i rækkerne, da Jackson foretog et brat stilskifte først med Jumpin' Jive (1981), der excellerer i gammeldags swing og numre af Cab Calloway, Lester Young, Glenn Miller, og Louis Jordan, efterfulgt af det mesterlige Night and Day (1982) og de solide singler Steppin' Out og Breaking Us in Two. Førstnævnte er et synthbeat drevent up-tempo nummer, mens sidstnævnte er en ballade med latinfornemmelse i afleveringen. Det guitarløse Night and Day byder desuden på de formfuldendte Real Men og A Slow Song, der demonstrerer Jacksons veludviklede evner som sangskriver.

Dernæst flyttede Joe Jackson permanent til New York, hvor han udgav Body and Soul (1984) præget af jazz, pop, latin og soul i højeste digitale lydkvalitet, hvor der ikke sættes en forkert finger på det lydefrie resultat, som peger i retning af et støt stigende ambitionsniveau lyrisk som musikalsk. Det indfries på Big World (1986), der er et halvandet album med en tom side fire optaget live foran et tavst publikum. Her kommer Jackson genremæssigt rundt i hjørnerne, og han har i vanlig selvbevidst stil fortalt følgende om tilblivelsen af det usædvanlige projekt:

‘I want to clear up two myths about this record which still crop up all the time. Myth 1: During the live recording of the album, the audience was forbidden to applaud. Fact: There was plenty of applause. We were just playing a lot of unfamiliar material, and recording it for an album, so the audience were asked to hold it until they were sure a song was finished. They understood this and there was no problem. Myth 2: It’s a double album with a side missing. Fact: This was my first album to be released on CD, where the running time was not an issue. I was having a hard time deciding what to leave out for the LP, though, and I suggested making a 3-sided one, and selling it for the price of a regular album. Much to my surprise, the record company said yes.’

Will Power (1987) er instrumentalt med vægt på moderne klassisk musik og jazz, mens Tucker (1988) er soundtracket til Francis Ford Coppolas film Tucker: The Man and His Dream. Jackson vendte retur til poppen, rocken og dens forskellige afarter med Blaze of Glory (1989) fyldt op af soniske sætstykker som Tomorrow's World, Rant and Rave, Acropolis Now og ørehængeren Nineteen Forever. At albummet ikke nåede større ud, har altid været kilde til forundring her og hos Jackson selv, der mente, at selskabet gjorde alt for lidt ud af promoveringen.

Laughter & Lust (1991) holder det høje niveau, mens der skiftes radikalt stil med Night Music (1994), hvis blanding af eksperimenterende rock, pop og klassisk ikke så skyggen af hitlisterne. Bedre gik det for Heaven & Hell (1997), der nåede et vist publikum med hang til nyere klassisk musik understøttet af gæstesolister som Jane Sibbery, Suzanne Vega og Brad Roberts. Symphony No. 1 (1999) indbragte Jackson en Grammy for Best Pop Instrumental Album i 2001 med dets særegne mix af progressiv rock og kammermusikalske indslag.

Night and Day II (2000) har svært ved at bekende kulør i forhold til, om der er et regulært pop/rock album med elementer af latin, eller det skal opfattes som et eksperimenterende af slagsen farvet af klassisk partiturmusik. Denne slingrekurs gælder ikke Volume 4 (2003), der vedstår gælden til new wave og punkrock energien fra Look Sharp og I’m The Man med et gendannet Joe Jackson Band, der ifølge Jackson skulle agere ‘in the spirit of the first couple of albums, but with a bit of the greater maturity I'd like to think I've acquired. And I've still got a 32-inch waist, so I don't think it's going to be embarrassing.’

Rain (2008) er et trio album med de tro følgesvende Graham Maby og David Houghton, hvis virtuose kunnen formår at leve op til Jacksons utrættelige krav om musikalsk perfektion og sans for dynamiske detaljer. De kvaliteter udfoldes på Live Music - Europe 2010 (2011) i egne numre samt fortolkninger af Beatles og Bowie klassikere. Her kommer adjektivet ‘overlegent’ til dets fulde ret. Hyldesten til Duke Ellington på The Duke (2012) er en uforløst og diffus blanding af skæringer, der hverken er rigtig jazz eller i sync med tidens toneklang. Dog er Iggy Pops vokal på It Don't Mean a Thing (If It Ain't Got That Swing) et ganske høreværdigt indslag.

Med Fast Forward (2015) er Jackson vendt hjem til det pop/rock vante udtryk tilsat et utal af fremragende musikere heriblandt Graham Maby, Regina Carter, Bill Frisell, Brian Blade, Greg Cohen og Stanton Moore. Samme stil fortsætter på Fool (2019), hvor Jackson og Maby får support af Teddy Kumpel (guitar, vokal) samt Doug Yowell (trommer og vokal), der atter bekræfter reglen om Jacksons usvigeligt sikre sans for at sidde med de rette kort på hånden. Tjek blot Fabulously Absolute - ren verdensklasse.

Til gengæld har jeg svært ved at blive gode venner med music hall traditionen på What a Racket! (2023), hvor Jackson forklædt som den fiktive karakter Max Champion boltrer sig i tant og fjas på kanten til det rædsomme. Flere anmeldere er helt uenige i den vurdering, hvoraf en sågar skriver: ‘note perfect music hall pastiche with a potent whiff of modernity.’ Stephen Thomas Erlewine fra AllMusic er totalt oppe at ringe: A joyous, bawdy one filled with barreling pianos, shouted affirmations, careening horns, dirty puns, and boozy singalongs.’ Dem om det.

Fraset enkelte smuttere har Joe Jacksons frodige musikalitet, opfindsomme genrehybrider og kompromisløse mod til at betræde egne idiosynkratiske stier altid været velkomne indslag i mit univers siden starten af 80’erne, hvor de lokale pladebikse og biblioteker blev finkæmmet for materiale med den kritisk knarvorne brite, der altid har sat en ære i at være i opposition til gældende normer. Især når det handler om sundhedshysteri og begrænsninger i muligheden for at nyde lovlig indkøbt tobak. Af samme grund har den inkarnerede ryger forlagt residens fra New York til det mindre restriktive Berlin.

Smøger eller ej, er Joe Jackson en udtryksfuld sanger og fingernem pianist, der tillige er yderst habil på en altsaxofon og i den formidable bassist Graham Maby har rådet over et musikalsk supervåben med lang rækkevidde, som gjorde sit til, at Jacksons optræden under den 12. Rockpalast nat april 1983 med indlagt Motown medley blev en uforglemmelig stjernestund, som forlængst er indlemmet i samlingenen af cd’er og dvd’er.

Foto: David Gans, Wikipedia Media.