John Fogerty 80 år

Manden bag uopslidelige Creedence Clearwater Revival (CCR) klassikere som ‘Proud Mary’, ‘Down on the Corner’, Who'll Stop the Rain’, ‘Born On The Bayou’, ‘Bad Moon Rising’, ‘Green River’, Fortunate Son’ og en stærk stribe sange af samme tyngde i eget navn er stadig aktivt udøvende og lader til at være i fin form. John Cameron Fogerty er født i Berkeley, Californien den 28. maj 1945 og opvokset i et hjem præget af alkoholisme og skilsmisse som beskrevet i selvbiografien ‘Fortunate Son’ (2015).

Fogerty hadede inderligt den tvungne katolske skolegang - især når han ikke fik tilladelse til at gå på toilettet og måtte sidde i timevis i urinvædet tøj. Som High School elev dannede han bandet Blue Velvets med den senere CCR rytmesektion, bassisten Stu Cook og trommeslageren Doug Clifford.

Blue Velvets blev til Golliwogs i løbet af 60’erne, der tilføjet John Fogertys bror Tom udgav flere lidet succesfulde singler inspireret af Little Richard og Bo Diddleys musik. John Fogerty fik afviklet den obligatoriske militærtid i 1966-68, mens Vietnam krigen eskalerede. Dog slap han for tjeneste ved fronten og befattede sig i stedet med papirnusseri på amerikansk grund.

Tilbage i det civile liv blev Golliwogs til CCR, der debuterede i 1968 med et album, der blot bar bandets navn. John Fogerty overtog lead vokalen fra broder Tom, satte sig på sangskrivningen og dikterede gruppens sound. Den linde strøm af albums og hits, der fulgte frem mod opløsningen i 1972, retfærdiggjorde tydeligvis de trufne dispositioner, men ikke uden surhed og murren i krogene. Blandt dem bør især Bayou Country (1969), Green River (1969), Willy and the Poor Boys (1969) og Cosmo's Factory (1970) fremhæves.

Tom Fogerty smuttede i 1971, og det lykkedes Cook og Clifford at få egne numre med på svanesangen ‘Mardi Gras’ (1972), der står svagt i den samlede værkfortegnelse. Der var ikke mere damp under kedlerne, og John Fogerty hastede videre med en solokarriere, der inklusive længere afbræk har strakt sig frem til vor tid. I starten klarede den ferme multiinstrumentalist det meste på egen hånd, men er senere gået over til at benytte sig af bands og studiemusikere under arbejdet.

Det første officielle soloalbum ‘John Fogerty’ (1975) talte ‘Rockin’ All Over The World’, der blev et kæmpe hit for boogiedrengene i Status Quo to år efter - jeg foretrækker så afgjort originalen. Dernæst løb Fogerty ind i en myriade af juridiske tovtrækkerier med pladeselskab og manager. Undervejs i den slidsomme proces forkastede han endda et færdiglavet album, som ikke levede op til afsenderens høje kvalitetskrav og utrættelige perfektionisme.

Fogerty vendte styrket tilbage med ‘Centerfield’ i 1985, der gav et fornyet gennembrud hos Warner Bros. ovenpå bruddet med Fantasy Record. To af numrene, ‘Mr. Greed’ og ‘Zanz Can’t Danz’, adresserer uden megen omsvøb det administrative og kreativt dræbende cirkus, Fogerty måtte stå igennem i knap ti år. Efterfølgeren ‘Eye of The Zombie’ (1986) opnåede ikke samme gennemslagskraft, og der kom først nyt solomateriale i 1997 med det fremragende ‘Blue Moon Swamp’, der viste sig at være ventetiden værd.

Den tidligere CCR hovedkraft tog sig igen god tid, før næste udspil dukkede op i 2004, ‘Deja Vu All Over Again’, der på tekstsiden tæller flere hints til den amerikanske militære involvering i Irak. Fogerty turnerede intensivt i 00’erne og fulgte op med ‘Revival’ (2007) og 'The Blue Ridge Rangers Rides Again' (2009). På ‘Wrote a Song for Everyone’ genindspillede han flere CCR numre med assistance fra Foo Fighters, Keith Urban, Tom Morello, Kid Rock og Bob Seger.

'Fogerty's Factory' (2020) blev udsendt som ep på hans 75 års fødselsdag og i fuldt ornat med 12 sange indspillet under lockdown i november måned samme år. I starten af 2021 kunne fans fornøje sig med singlen Weeping in the Promised Land, der indeholdt lyriske referencer til Black Lives Matter, COVID-19 pandemien og Donald Trump. Primo 2023 forlød det på Twitter, at Fogerty havde opnået fuldt ejerskab over hele CCRs sangkatalog efter 50 års legale tovtrækkerier. Fra slutningen af maj 2025 frem til august er Fogerty på turné i Europa og USA og kan opleves under den traditionsrige Glastonbury Festival i juni måned.

Den 2. september 1998 så og hørte jeg John Fogerty i Forum, hvor han sammen med et potent og velspillende band gav en mere end to timer lang opvisning i amerikansk rock’n’roll i særklasse. Den yderst sympatisk virkende og jordbundne legende lagde hele salen ned med vokal urkraft og riffmejslet guitarspil skåret ind til benet, hvor hver en tone og hvert et anslag sad snorlige i skabet uden unødigt blær eller spild af krudt.

Sætlisten talte 28 sange heraf halvdelen fra CCR perioden rundet op af solomateriale og suveræne fortolkninger af ældre soul-, R&B- og countryklassikere. Den fik, så hatten passede med et indædt sving og kolossal energi. Den slags er umuligt andet end at have dyb respekt for på det niveau.

John Fogerty er en sværvægter og sand institution i amerikansk musik og repræsenterer med sine ubestikkeligt hæderlige sangfortællinger det bedste af, hvad hans hjemland har at byde på af kulturel og historisk karakter. Den som oftest fortærskede frase om at være autentisk og i sync med sine egne idealer kan faktisk med god ret anvendes her. Store ord, javist, men folk af Fogertys slidstærke karat og integritet fortjener dem i righoldigt mål.