Lotte Rømer 75 år
Markant altmuligkvinde
Af Thomas Vilhelm
Sanger, musiker, komponist, kapelmester, forfatter og flittig foredragsholder - der skal et pænt stort visitkort til for at rumme de mange aktiviteter, Lotte Rømer (født den 12. december 1950 i Hvidovre) har været involveret i.
Rømer, der behersker diverse instrumenter herunder bas, guitar, violin og keyboards, er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet, Omkring midten af 70’erne kom hun med i Hos Anna sammen med sin et år ældre søster Hanne Rømer. De udgav sammen under navnet Lotte & Hanne Solskin i 1977 co.-produceret af trommeslageren Ole Rømer, der er bror til Hanne og Lotte.
I 1979 blev Lotte Rømer en del af C.V. Jørgensens Det ganske lille band og satte det år sit præg på Solgt til stanglakrids som keyboardspiller, violinist og arrangør samt medkrediteret på åbningsskæringen Søndags-Seancer. Rømer fortsatte i C.V. Moto uden Jørgensen og overtog vokalen på deres eneste album Lampefeber (1980), hvor hun er ind over seks ud af 11 numre som sangskriver.
I løbet af 80’erne udsendte hun en række plader som solist og som leder af Lotte Rømer Band, der blandt andet talte guitaristen Ivan Horn , Per Wium (diverse tangentinstrumenter) og Ole Rømer. Det er blevet til følgende albums i nævnte årti: Lotte Rømer Solo (1979), Lotte Rømer 2 (1981), Lotte Rømer 3-1 (som Lotte Rømer Band, 1982), Mama Rouge (som Lotte Rømer Band, 1983) og Farlig Fredag (1988).
Siden 90’erne har Lotte Rømer optrådt med sit One Woman Show og skrevet bøgerne Hva'? (1999) og Hva' så? (2006) om hørelse, høretab og tinnitus, emner hun har holdt mere end 1000 underholdende og tankevækkende foredrag om og rejst hele landet tyndt med. Desuden er Lotte Rømer en effektiv og resultatskabende formand for Høreforeningens lokalafdeling i København, hvilket i 2025 indbragte hende prisen som årets frivillig.
I begrundelsen for tildelingen stod der: ‘Lotte Rømer har i en årrække været med til at synliggøre Høreforeningen, og har på kreativ og dynamisk vis gennem sin frivillige indsats skabt opmærksomhed omkring høreområdet. Hun er en ægte ildsjæl, der gør et stort stykke arbejde for at gøre en forskel for mennesker med høretab og øresygdomme.
Som formand for København Lokalafdeling er hun et stærkt talerør for Høreforeningens sag, og Lotte Rømer er med sin kæmpestore indsats med til at gøre en forskel for andre, høreudfordrede så vel som pårørende, der bestemt kan mærkes.’
Lotte Rømer, der fra 1996-98 var medlem af Statens Kunstfonds udvalg for rytmisk musik og i 1997 udgav den delvist selvbiografiske Sølvfuglens Vinger, er en markant altmuligkvinde, der må siges at leve en travl pensionisttilværelse præget af de forskellige områder, hun vedbliver med at brænde for.