Rod Stewart 80 år

Ærkebritiske Roderick David Stewart, født den 10. januar 1945 i Highgate, London, er bedre kendt som Rod og tidligt i karrieren som Rod the Mod. Stewart kan pryde sig med titlen Sir og råder over en af rockhistoriens mest markante og genkendelige stemmer tilsat en rå og røgfyldt klang, der er født til rock, soul, r&b og blues, hvilket dog ikke har forhindret ham i at prøve sig af i andre genrer, men med skiftende kunstnerisk udbytte.

Drengeårene og ungdommen bar præg af svingende skolekarakterer, Stewart gik betydelig højere op i at bygge modeltog og spille fodbold, en sportsgren han havde et vist talent for. Det lykkedes ikke at blive fast mand hos klubben Brentford trods ihærdige forsøg i en alder af 15, og musikken endte med at vinde over legen på grønsværen.

'Well, a musician's life is a lot easier and I can also get drunk and make music, and I can't do that and play football. I plumped for music ... They're the only two things I can do actually: play football and sing', lød Stewarts konklusion på emnet i en af de utallige biografier, der er begået om ham. Stewart udviklede sig til en beatnik med venstreorienterede anskuelser, mens han defilerede ind og ud af skiftende bands, der ikke evnede at slå igennem. Senere stod den på Mod kultur med nye frisurer og smart kluns købt i fashionable forretninger i Swingin’ London.

I 1965 blev Stewart en del af Steampacket med organisten Brian Auger, sangeren Julie Driscoll og trommeslageren Micky Waller, hvorefter han satsede 100 procent på musikken, kvittede de forskellige dagjobs og fik hold på metieren som sanger og frontman. I begyndelsen af 1967 sagde det bingo, efter superguitaristen Jeff Beck inviterede Stewart med i sit eget band, hvor Rod the Mod for alvor skulle stå sin prøve og tage kampen op ved mikrofonen mod en tordnende høj volumen.

Fra slutningen af 60’erne og små 10-12 år frem stod Rod Stewart som garant for uforfalsket blues- og soulpåvirket rock, store ballader og et medrivende fysisk betonet sceneshow uden dikkedarer i rollen som vokal indpisker hos Jeff Beck Group, The Faces og i eget navn. Fra starten af 80’erne tog det en mere og mere fesen drejning i retning af pop, disco og selvparodisk attitude grænsende til det pinagtige på det musikalske fastfoodmenukort med alt for mange tomme kalorier. Afstanden mellem snapsene i en velvoksen produktion har faretruende nærmet sig tørkestadet med få højdepunkter som resultat.

Forsøgene med evergreens fundet i The Great American Songbook og udsendt på en række albums i nullerne burde han imidlertid have holdt nallerne fra - decideret rædselsfuldt i min bog i al sin anonyme behagesyge. Men den førnævnte gyldne periode bød til gengæld på decideret fremragende udspil. I Jeff Beck Group stod den på tungmetallisk bluesrock, som Stewart ved hjælp af sit stemmebånd gjorde yderligere potent. Lyt blot til hovedværkerne Truth (1968) og Beck-Ola (1969), der er rene kraftpræstationer.

Ron Wood fulgte fra Jeff Beck Group med over i The Faces, som derudover bestod af Ronnie Lane (bas), Kenney Jones (trommer) og Ian McLagan (keyboards) alle oprindeligt fra The Small Faces. Tjek optagelsen fra BBC i 1971 med The Faces i fin lyd- og billedkvalitet, der ligger tilgængelig på YouTube. Den sætter en bastant streg under hvor leveringsdygtige, de var i robust, funky rock’n’roll med høj cigarføring og Stewart i storform blowing his blues, så bomulden plukkede sig selv på markerne i Mississippi.

Der gik hurtigt heftig druk og dametrusser i den, men Sir Rod og hans flyvsk farende fyldebøtter kunne sgu deres håndværk. Det fører First Step (1970), Long Player (1971), A Nod Is As Good As a Wink... to a Blind Horse (1971) og svanesangen Ooh La La (1973) glimrende bevis for med numre som Three Button Hand Me Down, Around the Plynth, Maybe I'm Amazed, Had Me a Real Good Time, Miss Judy's Farm, Stay With Me, Ooh La La og Cindy Incidentally.

Under årene som soloartist, der startede i 1969 med An Old Raincoat Won’t Ever Let You Down, udviklede Stewart sig til en formidabel fortolker af andres materiale, han udvalgte med omhu. Derudover skrev han egne sange ofte hjulpet på vej af de skrappe folk, der gæstede de suveræne albums Gasolin Alley (1970), Every Picture Tells A Story (1971), Never A Dull Moment (1972), Atlantic Crossing (1975 - den med Sailing) og A Night On The Town (1976) - alt i alt en imponerende serie af stabil og vedholdende kvalitet.

Derefter storhittede Stewart med Hot Legs fra Foot Loose & Fancy Free (1977) og den discostampende Do Ya Think I’m Sexy, der blev inkluderet på Blondes Have More Fun (1978). Knægten med gadedrengecharmen og de lyse lokker havde erobret musikbranchen med maner og flamboyante udskejelser, før der gik unødige nykker og niveaufald i den. Absolutely Live (1982), Unplugged and Seated (1993) og bokssættet Live 1976–1998: Tonight's the Night (2014) viser de bedste sider af Stewart som performer foran et hengivent publikum.

Her sættes der så rigeligt ind på goodwill kontoen, at meget kan tilgives den gode Roderick, uden at tavlen helt renses rent, hvilket optagelserne fra 90'erne i bokssættet desværre åbenbarer med Las Vegas i attendancen. Dog skal der lyde en dybfølt tak for de fede tider med deres overflod af langtidsholdbare klassikere, for dem kan ingen tage fra ham uanset mængden af kitsch og kulørte lamper, der fulgte.

I 2012 udkom den længe ventede Rod: The Autobiography, og Stewart har været flere år undervejs med The Hits turnéen, der varede det meste af 2024 ud. I år er der annonceret en One Last Time Tour, der februar-marts bringer ham til USA og Europa i april/maj måned, før den igen står på USA fra juni til august. Ifølge tourplanen på Stewarts hjemmeside besøges Norge, Finland og Sverige under den relativt korte europæiske rundtur. Derfra går det forbi Danmark og videre til Tyskland, Polen, Italien og Portugal.

Stewart lader ikke til at drive den unødigt af, og han viste sidste år, at stemmen har det fint på Swing Fever albummet, hvor han sammen med den storartede pianist Jools Holland og hans big band vender tilbage til udgangspunktet med lige dele swing, shuffle beat, boogie og jump blues, der rykker og trykker alle de rigtige steder uden krykker. Stewarts fraseringer og rytmiske betoninger sidder lige i skabet. Swing Fever er en vinder og noget af det bedste, der er præsteret fra den kant i adskillige sæsoner.