Stjernemageren i British Blues

‘It is with heavy hearts that we bear the news that John Mayall passed away peacefully in his California home yesterday, lød det i en officiel meddelelse fra hans nærmeste familie. John Mayall prøvede og opnåede lidt af hvert i sit 90-årige lange liv; var gift to gange, blev far og bedstefar til 12 børn, sendt til Korea-krigen, haft den nationale og internationale musikbranche som arbejdsplads og boede i træhytter midt i den vilde natur for at spare penge i skat.

Historier om den excentriske og flamboyante bluesman, vokalist, sangskriver, guitarist, mundharpe- og keyboardspiller er der rigeligt af, og antallet af solister og musikere, der har været ind og ud af hans bands samt medvirket på pladerne, kræver hjælp fra en lommeregner for at få det fulde overblik over.

Mayalls status af stjernemager i britisk blues og bluesrock med afstikkere til jazzrocken og r&b har således været mere end berettiget. Hans gehør for talent, hvordan det skabes og slippes fri er af unik karakter i et flygtigt fag, hvor dagsformen vurderes på udsendelsen af ens seneste albums og hits. John Mayall blev født den 29. november 1933 i Macclesfield nær Cheshire i England, men har tilbragt hovedparten af sit liv i USA, hvor han døde den 22. juli i Los Angeles.

1979 blev Mayalls hus i Laurel Canyon i Californien ramt af en ildebrand, der ruinerede hans instrumentpark og omfattende musikarkiv, og 2005 indstillede det engelske kongehus ham til Officer of the Order of the British Empire (OBE), to yderpunkter i en fascinerende tilværelse. Mayall havde spillet i flere bands, før en anden af bluesscenens konger i England, Alexis Korner, overtalte ham til at blive musiker og kapelmester på fuldtid i London.

The Bluesbreakers blev en realitet, der i 1964 fungerede som backing for John Lee Hooker under hans turné i England. I 1965 forlod Eric Clapton The Yardbirds og skiftede over til The Bluesbreakers, hvilket skulle vise sig at blive et afgørende skridt for dem begge. Blues Breakers with Eric Clapton udkom juli 1966, et hovedværk i britisk bluesrock.

‘Clapton Is God’, stod der med graffiti i London som hyldest for indsatsen på albummet, hvor han spiller, så højere magter må sig forbarme, rytmesektionen med bassisten John McVie og Hughie Flint (trommer) svinger formidabelt, mens Mayall klarer resten. Clapton forsvandt videre til endnu større berømmelse hos Cream og blev erstattet af Peter Green.

Green medvirker på A Hard Road (1967), men også hans tid forblev kortvarig. Green grundlagde Fleetwood Mac sammen med John McVie og Mick Fleetwood, der nåede at være trommeslager i The Bluesbreakers, før det nye stjernehold var en realitet. Mayall måtte ud at lede efter nye talenter og gjorde et fund af dimensioner med den unge teenager Mick Taylor.

Taylor glimrer på Crusade (1967), Bare Wires (1968) og Blues from Laurel Canyon (1968), før han trådte ud af The Bluesbreakers for at blive medlem af The Rolling Stones blot 20 år gammel. Mayall ændrede stil i retning af det akustiske uden trommeslager, men vendte retur til det elektriske forstærket af guitaristen Harvey Mandel og bassisten Larry Taylor fra Canned Heat.

I 70’erne turnerede og indspillede Mayall med amerikanske musikere, før han i 1982 blev genforenet med Mick Taylor, John McVie og trommeslageren Colin Allen. Fra 1984 foregik det igen under navnet The Bluesbreakers, hvor Walter Trout og Coco Montoya overtog guitarrollerne. I starten af 90’erne blev den del skåret ned til en med Texas-manden Buddy Whittington, der klarede arbejdet i fornem stil.

Jeg oplevede den version af John Mayall’s Bluesbreakers i et telt fyldt til bristepunktet under Midtfyns festivalen den 27. juni 1991. Desværre bar hans albumudgivelser præg af en vis kedsomhed og konservatisme. Det gik mod bedre tider med Wake Up Call (1993), hvor Buddy Guy, Mick Taylor, Mavis Staples og Albert Collins satte tiltrængt liv i kludene.

Blues gudfaderen blev fejret i anledning af 70-årsdagen i 2003 med besøg af Eric Clapton, Mick Taylor og Chris Barber under koncerten til fordel for UNICEF, en vellykket aften, der er tilgængelig på dvd. I 2008 annoncerede Mayall, at The Bluesbreakers var opløst, og at arbejdstempoet og antallet af albumudgivelser ville blive sat markant ned.

Det kom nogenlunde til at holde stik med syv udsendte titler mellem 2005-19, hvor han prøvede nye konstellationer af. The Sun Is Shining Down (2022) skulle vise sig at blive det sidste studiealbum indspillet i en alder af 88 år. Mayall sluttede på toppen, mens nogle af bluesscenens yngre og ældre talenter og koryfæer fik lov til at sidde ind hos ham.

Her kan nævnes Mike Campbell (eks. Tom Petty The Heartbreakers), roots-rockeren Marcus King, americana-stjernen Buddy Miller, violinisten Scarlet Rivera fra Bob Dylans Rolling Thunder Revue, Chicago bluesguitaristen Melvin Taylor og den hawaiianske ukulele specialist Jake Shimabukuro. Mayall tog sig af vokal, mundharpe og piano, som han plejede og har gjort gennem mere end 65 år. Æret være John Mayalls minde.