Musik & film

Stjerneskuespilleren der aldrig blev Oscar-nomineret

Donald Sutherland er død 80 år

Af Thomas Vilhelm

Donald Sutherland
Foto: Festival TV Monte-Carlo, Wikipedia Media.

Donald McNichol Sutherland, født den 17. juli 1935 i Saint John, New Brunswick i Canada - død den 20. juni 2024 i Miami, Florida, er aldrig blevet Oscar nomineret i sin lange og illustrative karriere, men fik dog som en slags kompensation for denne undladelsessynd tildelt en æres-Oscar i 2017. Golden Globe komitéen har derimod været mere gavmild overfor den canadiske skuespiller med ni nomineringer heraf to vundne for hans arbejde på film og tv.

Sutherland er uddannet fra Victoria University, Toronto og London Academy of Music and Dramatic Art og nåede at være aktiv i faget i små 65 år. Han blev et kendt ansigt i branchen og blandt publikum efter at have medvirket i The Dirty Dozen (1967), M*A*S*H (1970) og Kelly's Heroes (1970). Netop blandingen af kommercielle udstyrsstykker og mere kunstnerisk prægede og personlige film blev karakterisk for hans lange og højt respekterede virke.

Donald Sutherland er af skotsk, tysk og engelsk oprindelse. Hans barndom var præget af flere alvorlige sygdomme herunder reumatisk feber og hepatitis. Sutherland læste oprindelig til ingeniør, men ombestemte sig og rejste til England for at uddanne sig som skuespiller. I løbet af 60’erne fik han en række små roller i britiske film og tv-serier og spillede sammen med Christopher Lee i gyserne Castle of the Living Dead (1964) og Dr. Terror's House of Horrors (1965).

Ovenpå det mindre gennembrud i The Dirty Dozen, hvor Sutherland delte rolleliste med Lee Marvin og Charles Bronson, valgte han at forsøge lykken i Hollywood. Sutherland markerede sig stærkt som Hawkeye Pierce i Robert Altmans sorthumoristiske MASH og overfor Gene Wilder i komedien Start the Revolution Without Me (1970). Sutherland er fremragende i den noget oversete detektiv thriller Klute (1971) instrueret af Alan J. Pakula, hvor han indledte et forhold til den kvindelige hovedrolleindehaver Jane Fonda.

Nicolas Roegs stilistisk formfuldendte og dybt skræmmende thriller Don't Look Now (Rødt chok, 1973), hvor begrebet ‘farvelære’ får en helt ny dimension, lever højt på det gnistrende og erotiske sammenspil mellem Donald Sutherland og Julie Christie. Dette par nummer syv i den internationale filmverden forlener deres karakterer med en psykologisk klangbund sjældent set bedre i genren. Kort sagt; mesterværk der tåler gentagende visninger.

Sutherland blev tildelt en BAFTA Award nominering for indsatsen i Don’t Look Now i kategorien Bedste skuespiller, som han burde have vundet. Federico Fellinis Casanova (1976) viser nye facetter af Sutherlands spil, og han er djævelsk uhyggelig som den psykopatiske, sadistiske og fascistoide godsforvalter Attila Mellanchini i Bernardo Bertoluccis over fem timer lange storværk 1900 (1976).

Filmografien er ovenud lang, når det gælder Donald Sutherland, der blandt andet kan ses og nydes i Invasion of the Body Snatchers (1978), Robert Redfords fine drama Ordinary People (1980), Eye of the Needle (1981), A Dry White Season (1989), Backdraft (1991), Oliver Stones højpolitiske JFK (1991), Six Degrees of Separation (1993), Without Limits (1998), Clint Eastwoods Space Cowboys (2000), The Italian Job (2003) og Pride & Prejudice (2005), hvor han viser format i samspillet med kolleger fra den yngre generation som Keira Knightley, Matthew Macfadyen, Brenda Blethyn og Rosamund Pike.

Ydermere kan man opleve Donald Sutherland som President Snow i de populære blockbusters The Hunger Games (2012), The Hunger Games: Catching Fire (2013), The Hunger Games: Mockingjay – Part 1 (2014) og The Hunger Games: Mockingjay – Part 2 (2015). I dette seriekoncept deler han rampelys med Jennifer Lawrence, Woody Harrelson, Elizabeth Banks, Stanley Tucci, Philip Seymour Hoffman, Juliane Moore og rocksangeren Lenny Kravitz.

På tv har Sutherland gjort fyldest i serien Citizen X (1995), der indbragte ham en Primetime Emmy Award i kategorien Outstanding Supporting Actor in a Limited Series or Movie, filmen Uprising (2001) og i John Frankenheimers yderst seværdige Path to War (2002), hvor det blev til en Golden Globe Award for Best Supporting Actor – Series, Miniseries or Television Film. I nyere tid har Sutherland medvirket i HBO satsningen The Undoing (2020 - med Hugh Grant og Nicole Kidman) og i Netflix gyserdramaer Mr. Harrigan's Phone (2022) instrueret af John Lee Hancock.

Også dansk film har haft æren af Donald Sutherlands enorme og alsidige talent. Han spillede hovedrollen som maleren Paul Gauguin i Henning Carlsens internationale co.-produktion Oviri (1986). Den 22 millioner kroner dyre film blev finansieret ved hjælp af amerikanske og franske midler samt de penge, Sutherland selv valgte at skyde ind i projektet.

Under mit interview med Henning Carlsen til bogen Filmbyen (2007) fortalte instruktøren om samarbejdet med Sutherland og hans ønske om total kontrol over hele produktionen, hvilket gav anledning til en del indbyrdes konflikter. Sutherland fik lov til at prøve kræfter med de danske og svenske stjerner Sofie Gråbøl, Ghita Nørby, Jørgen Reenberg og Max von Sydow iOviri, der ikke rigtig kom op at flyve som filmfortælling trods de store navne og budgetter. Æret være Donald Sutherlands minde med tak for mange gode oplevelser og sublime stunder i skuespillets tegn.