Evald Tang Kristensen Festival

""
Oplev en hel dag med fortællinger, musik og levende kulturhistorie, når vi på selve Evald Tang Kristensens fødselsdag genopliver folkemindesamlerens univers – med forfattere, musikere og fortællere fra Danmark og Norden.
Dato
Tid
10:00 - 21:00
Adresse

Spinderigade 20
(ved Spinderihallerne)
7100 Vejle
Danmark

Sammen med Evald Tang Kristensen Selskabet inviterer vi til en hel dag i fortællingens, musikkens og folkekulturens tegn, når vi genopliver folkemindesamlerens univers med ord, toner og billeder.

I løbet af dagen kan du opleve:

  • Charlotte Weitze, forfatter til romanen "Ulvemælk", fortælle om sit arbejde med Evald Tang Kristensen som romanfigur i et fabulerende møde mellem natur, fortælling og myte.
  • Poul Duedahl, historiker og professor, leder en live-podcast med samtaler og perspektiver på Evalds liv, tid og betydning.
  • Mette Kathrine Jensen Stærk, rigsspillemand, komponist og fortæller, spiller og fortæller om den jyske hede og dens musikalske arv.
  • Sorten Muld, folkemusikorkestret med Martin Ottosen og Ulla Bendixen, optræder med musik, der blander fortidens klange med nutidens lydunivers.
  • Mats Rehnman, svensk fortæller og tegner, viser og fortæller om sin plakat til festivalen og optræder sammen med Anne Marie Krarup i "Skamløse Eventyr".
  • Anna Grethe Bech og Helle Bøjlesen, fortæller og musiker, fremfører historier, vers og viser fra Hedens Ansigter.

Det endelige program for dagen vil blive offentliggjort her på siden, når tiden nærmer sig.

Festivalen er blevet til med støtte fra Vejle Kommune og Bodil og Jørgen Munch-Christensen Kulturlegat.

 

Udstilling: Hedens Ansigter

I ugerne op til festivalen kan du opleve udstillingen Hedens Ansigter, der skildrer Evald Tang Kristensens og fotografen Peter Olsens rejser på den jyske hede i slutningen af 1800-tallet. Portrætterne viser mennesker, som levede i fattigdom, men som bar på en rig mundtlig kulturarv – og som gennem Evalds pen og Olsens kamera blev en del af Danmarkshistorien.

Udstillingen er skabt med støtte fra Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Bibliotek, Skovgaard Museet i Viborg, Viborg Kommune og Hedeselskabet.

 

Om Evald Tang Kristensen Selskabet

Evald Tang Kristensen Selskabet arbejder for at udbrede kendskabet til Danmarks store folkemindesamler og gøre hans liv, virke og indsamlede fortællinger relevante for nutiden. Selskabet arrangerer foredrag, festivaler og formidling på tværs af kunst, kultur og forskning.