Når bøger bliver forbudt // filmvisning og oplæg
- Tid
- 18:30 - 20:30
- Pris
-
Standardbillet: 70 DKKPensionist: 55 DKKStuderende: 35 DKK
- Sted
-
Byens Bio
Møllegade 10,
7300 Jelling
Dokumentarfilmen 'The Librarians' fortæller historien om de amerikanske bibliotekarer, der er havnet i centrum af kampen om bogforbud, censur og ytringsfrihed. Dokumentaren følger deres arbejde og de konsekvenser, det har fået, når bøger pludselig blev genstand for politiske konflikter.
Denne aften ser vi dokumentaren sammen, og inden filmvisningen er bibliotekar og medvirkende Becky Calzada med live på en online forbindelse fra Texas. Her fortæller hun om sine erfaringer fra frontlinjen af debatten om bogforbud og censur og giver en introduktion til dokumentaren.
Arrangementet afholdes som en del af Dansk PENs landsdækkende kampagne #ForbudteBøger i uge 11, der sætter fokus på censur, bogforbud, demokrati og retten til fri adgang til litteratur og information.
Om 'The Librarians'
The Librarians følger de amerikanske bibliotekarer, der er havnet i centrum af debatten om bogforbud, censur og ytringsfrihed. Med afsæt i den såkaldte Krause-liste med 850 forbudte bøger skildrer dokumentaren, hvordan en bølge af bogforbud har bredt sig fra Texas til store dele af USA. På trods af chikane, trusler og politisk pres fortsætter bibliotekarerne kampen for fri adgang til viden og retten til at læse.
Om Becky Calzada
Becky Calzada har arbejdet med skolebiblioteker, læsning og informationskompetence i Texas i næsten 40 år. Gennem sin karriere har Becky arbejdet for at styrke børns læselyst, informationskompetence og adgang til viden. Hun er samtidig medstifter af græsrodsbevægelsen #fReadomFighters, der arbejder for intellektuel frihed og imod censur og bogforbud i USA.