Caspar Eric - i digt og i virkeligheden
Caspar Eric er højaktuel med sin nye digtsamling CRIP - mød ham på Vejle Bibliotek på søndag
Af Else Zakarias

Forfatter Caspar Eric modtog i 2015 Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for sin digtsamling 7/11, der udkom i 2014. Caspar Eric er født i 1987 og har udgivet 8 digtsamlinger.
I debutdigtene møder vi en ung mand, der reflekterer over sin identitet, hvordan vil han gerne fremstå, hvordan han er i virkeligheden. En dejligt ung digtsamling, som bruger de unges sprog blandt andet ved at tilføje hashtags #hashtags til digtene. Digtene beskriver en lidt slentrende, men springende, triviel, ungdommelig hverdag med en ironisk distance fyldt med (pop)kulturelle referencer og digitalt liv, så det mere dybe følelsesliv lever parallelt med den digitale virkelighed.
Selvom 7/11 fra 2014 er en bog ”af tiden” er den stadig yderst aktuel og eviggyldig, da de eksistentielle problematikker altid vil være der.
Den næste bog Nike (fra 2015) er et langdigt om en ung, handicappet mand. Caspar Eric har selv cerebral parese (spastisk lammelse) og i denne og især sine 2 seneste digtsamlinger ”Nye balancer” og ”Crip” (udkom 20/8-2025) råber han politikere og alle os andre op. Han beskriver hverdagen som handicappet og hans pointe er, at han har det fint med sin krop, men omverdenen har det tilsyneladende ikke fint med den. Han mødes af fordomme/uvidenhed og af ulige forhold og muligheder for de handicappede i forhold til alle os andre. Desværre har Caspar Erics opråb ikke udmøntet i politiske handlinger og det har gjort ham desillusioneret, udtaler han i et interview i Weekendavisen 15/8-2025. Her proklamerer han, at ”Crip” bliver hans sidste!
I ”Avatar” skriver Caspar Eric om en depressiv og selvmordstruet ung mand, der søger det mørke i den kultur, han selv forbruger.
I ”Alt det du ejer” fra 2018 beskrives en vordende fars tab af et 11 uger gammelt foster. Sorgen, parforholdets prøvelser efter tabet, omgivelsernes reaktioner er godt at læse, både for de, der selv har mistet og kan spejle sig i digtene, men også for alle os andre, så vi måske/forhåbentligt kan møde de sørgende på en lidt mere konstruktiv måde.
Caspar Eric var en af digtere, der greb temaet ”corona-nedlukningen” og skrev dagsaktuelle digte, som er udgivet i ”Jeg vil ikke tilbage”.
Caspar Eric giver minoriteterne stemme, skriver om alle de svære ting uden berøringsangst. Han skriver på en måde, så det både er rimelig ”let” at læse, men samtidig med kunstnerisk styrke, så der også er noget for den læser, der holder af det rent sproglige. Det kan vi også se på bibliotekernes statistikker, Caspar Erics bøger er blandt bibliotekets mest læste digtsamlinger.
Caspar Eric formår at skrive personligt, om dagligdagen, men samtidig idealistisk med en politisk dagsorden.
Stor anbefaling til at læse Caspar Erics digte. Og til at komme og møde Caspar Eric til 2 intime og eksklusive arrangementer på Vejle Bibliotek, søndag den 7/9 kl. 9 og 10.30.
Her får du mulighed for høre, hvad han mener med, at ”Crip” bliver hans sidste digtsamling og lad os sammen overbevise ham om, at han skal fortsætte…