Den tynde hvide hertug vender tilbage

David Bowies 10. studiealbum udkom den 23. januar 1976 og er indspillet i Los Angeles i slutningen af 1975, efter han blev færdig med optagelserne til Nicolas Roegs science-fiction drama The Man Who Fell to Earth, der fik premiere to måneder senere end udgivelsen af Station To Station. Bowie huskede ifølge egne ord relativ lidt fra arbejdet med filmen og albummet grundet et hastigt eskalerende stofforbrug med kokain som den foretrukne stimulans. 

Grundet Young Americans (1975) kommercielle succes havde Bowie mere frie hænder i studiet og forstod at udnytte det, og rytmegruppen med guitaristen Carlos Alomar, bassisten George Murray og Dennis Davis bag trommerne endte med at udgøre krumtappen i Bowies formidable band både live og i studiet årtiet ud. 

På Station To Station får de kyndig assistance fra guitarvildmanden Earl Slick og Roy Bittan (piano) kendt som keyboardekvilibrist i Bruce Springsteens E-Street band. En sådan formation kan vanskeligt fejle og gør det ingenlunde på Bowies 10’er, der er umanerlig velspillet og musikalsk koreograferet til mindste detalje fra start til slut. 

Station to Station kan betragtes som et overgangsalbum med kurs mod nye klanglige horisonter, der videreførte elementer af funk- og soul-stilen på Young Americans tilsat inspiration fra den tyske krautrock scene anført af grupper som Neu!, Tangerine Dream og ikke mindst Kraftwerk. Rent lyrisk reflekterer Station to Station Bowies optagethed af Friedrich Nietzsche og Aleister Crowleys mytologiske, filosofiske og religiøse univers.

Den iørefaldende og noget poppede singleforløber Golden Years gjorde sit til, at Station to Station havde sikker kurs mod top fem i USA og England bakket yderligere op af Isolar Tour, der bragte Bowie og band til  Falkoner Teatret på Frederiksberg den 29. og 30. april 1976. Den på alle måder legendariske turné blev dog skæmmet af nogle kontroversielle udtalelser tolket i retning af, at Bowie skulle være fortaler for genindførelse af fascismen som styreform. 

Efter turnéen valgte han at forlade narkomiljøet i Los Angeles og flyttede i stedet til Berlin, hvor han så at sige startede forfra og skabte sin Berlin trilogi med Low, Heroes og Lodger, hvilket er en helt anden historie, jeg vender tilbage til i 2027, når de to førstnævnte fylder rundt. ‘I paid with the worst manic depression of my life. My psyche went through the roof, it just fractured into pieces. I was hallucinating 24 hours a day...I felt like I'd fallen into the bowels of the earth,’ har Bowie beskrevet sit euforiserende misbrug citeret i et interview fra 2009.

I Dylan Jones’ fyldige bog David Bowie - et liv (2018) fremgår det, at Station to Station co.-produceren Harry Maslin flere gange dundrede forgæves på Bowies husdør i håb om at få ham i studiet til at gøre arbejdet færdigt, og Bowie har i interviews tilkendegivet glæden over stadig at være i live efter flere års udskejelser, der tog yderligere fart omkring lanceringen af Diamond Dogs albummet i 1974. ‘If you really want to lose all your friends and all of the relationships that you ever held dear, [cocaine is] the drug to do it with’, udtalte han selvkritisk i 2009.

Vægten røg ned omkring 40 kilo, og Bowie læste og arbejdede ofte tre-fire dage i træk uden søvn. På den baggrund er albummets helstøbthed et nær mirakel af viljestyrke og momentvise glimt af fokuseret koncentration. Den ti minutter lange titelskæring sætter Station to Station i bevægelse, og nummeret er et skoleeksempel i brug af dynamiske nuancer og kreative temposkift. 

Sangen starter med lyden af et tog i jævn fart, men teksten kan ligeledes tolkes som en mental spirituel rejse af religiøs karakter, mens den nye Bowie persona The Thin White Duke skyder dartpile efter de unge elskendes øjne og proklamerer, at ‘The european cannon is here.’ Der er tydeligvis noget i gære for den tynde hertug beskrevet af hans skaber som ‘a nasty character indeed.’ Den ferme og fremmedgørende leg med mørke kræfter er tydeligvis kommet for at blive i Bowie land.

Nummeret skifter fra den hypnotiserende intro over i et dansabelt disco-funk rock groove, mens Bowie i vokal topform afleverer en ordrig tirade med hints til Shakespeare, den jødiske Kabbalah, dyrkelse af okkultisme, kokainens virkning og almen paranoia. Golden Years og Stay har rødder i soul og funk tilsat en sonisk hårdere kant særligt i sidstnævnte med Slicks balstyriske guitarudladninger i front.

Golden Years var oprindelig tiltænkt Elvis Presley, der takkede nej til at indspille den, mens Bowies eks kone Angie påstod, at den blev skrevet til ære for hende. Word on a Wing er en noget overset melodisk godbid i kataloget og en af Bowies mest eminente ballader, hvilket siger ikke så lidt om sangens kvaliteter båret frem af afsenderens dybfølte og soulfyldte vokal med et strejf af inderlighed og gospel. 

‘There were days of such psychological terror when making the Roeg film that I nearly started to approach my reborn, born again thing. It was the first time I'd really seriously thought about Christ and God in any depth, and 'Word on a Wing' was a protection. It did come as a complete revolt against elements that I found in the film’, har Bowie fortalt om baggrunden for nummeret i 2014. TVC 15 udkom som single april 1976 og gør sig i det art rock- og r&b-prægede med lidt swing i afleveringen.

Slutpunktet sættes af Wild Is the Wind oprindelig skrevet af filmkomponisten Dimitri Tiomkin og Ned Washington samt brugt i filmen af samme navn. Flere har haft fingrene i sangen heriblandt Nina Simone, som David Bowie var en stor beundrer af. Bowies fortolkning tilfører originalen en ekstra teatralsk dimension ved hjælp af et romantisk farvet og emotionelt sangforedrag, mens bandet lydefrit omsætter alle hans fraseringer til tonal perfektion. 

Sikke en højstemt finale på et album, der i forvejen befinder sig i de højere kunstneriske luftlag og tæller blandt Bowies allerbedste. Et hovedværk der varslede nye tider geografisk og stilistisk, mens hertugen leverede en god portion ledetråde til glæde for de mange bowieologer, der dekade efter dekade har gransket alt fra den kant, og her er Station to Station leveringsdygtig ‘one magical movement from Kether to Malkuth, som det så poetisk formuleres i titelsangen.