Han gav birollefaget kunstnerisk tyngde og stjernestatus

Den amerikanske skuespiller, instruktør, manuskriptforfatter og filmproducent Robert Duvall nåede at være aktiv i knap 65 år fordelt over syv-otte dekader. Han blev født den 5. januar 1931 i San Diego, døbt Robert Selden Duvall og døde den 15. februar 2026 i delstaten Virginia. 

Duvall var særlig kendt for at give sine birollekarakterer en betydelig kunstnerisk fylde og tyngde, der ofte spillede tæt på lige op med hans navnkundige mandlige og kvindlige kolleger i de rampelysstjælende hovedroller. Duvall startede som serie skuespiller i slutningen af 50’erne og i løbet af 60’erne i seerhits som Alfred Hitchcock presents, The Twilight Zone og The FBI. 

Robert Duvall nåede ligeledes forbi de skrå teaterbrædder, men siden starten af 60’erne blev filmmediet den foretrukne arbejdsplads, hvor han med tiden fik status som en af de allerbedst og mest alsidige, der nød respekt hos sine medspillere i den absolutte ikonklasse. Han debuterede i retssalsdramaet To Kill a Mockingbird (1962, med Gregory Peck) og gjorde en god figur overfor selveste Marlon Brando i Arthur Penns sydstatstrykkoger The Chase (1966). 

Senere stod den på biroller i Bullitt (med Steve McQueen, 1968) og senwesternstemning i True Grit (med John Wayne, 1969). Det følgende årti bød på storspil i lige dele klassikere og satsninger som Robert Altmans filmversion af M*A*S*H (1970), George Lucas’ eksperimenterende science fiction debut THX 1138 (1971) og i Francis Ford Coppolas gangstersaga The Godfather (1972) og The Godfather II (1974) som Corleone dynastiets driftssikre advokat Tom Hagen. 

Samarbejdet med Coppola fortsatte i det paranoiadyrkende hovedværk The Conversation (1974) og i Apocalypse Now (1979), hvor Duvall er direkte skræmmende som oberstløjtnant Bill Kilgore, der elskede lugten af napalm fra morgenstunden. Fra samme årti bør indsatsen i Sidney Lumets ætsende mediekritik i Network (1976) nævnes sammen med Philip Kaufmanns psykologiske mareridsgyser Invasion of the Body Snatchers (1978).

Duvall modtog en Oscar for bedste hovedrolle som alkoholiseret countrystjerne i dramaet Tender Mercies (1983) og er derudover blevet tildelt en BAFTA Award, fire Golden Globe Awards, to Primetime Emmy Awards og en Screen Actors Guild Award. 

Han er seværdig i Dennis Hoppers actionfyldte Colors overfor Sean Penn og endnu bedre som pensioneret politimand i Joel Schumachers beske samfundssatire Falling Down, hvor det gnistrer i samspillet med Michael Douglas, der går planken ud i et voldeligt amokløb. 

Billy Bob Thorntons Sling Blade (1996), den egen instruerede The Apostle (1997) og The Gingerbread Man (1998) med Robert Altman som instruktør viste, det stadig kørte for Duvall før årtusindskiftet. 

Karrieren i nullerne og 10’erne fortsatte blandt andet med det apokalyptiske overlevelseshelvede i The Road (med Viggo Mortensen, 2009), overfor Robert Downey Jr. i The Judge (2014) og i Steve McQueens ikke uefne neo noir og kupfilm stiløvelse Widows (2018), før Duvall besluttede sig for at takke af med Hustle og det gotiske periodedrama The Pale Blue Eye i 2022. 

På det tidspunkt havde han rundet de 90, hvor et liv i otiumtilstand må siges at være velfortjent. Æret være Robert Duvalls minde, der hører til i den eksklusive klub af de mest stilskabende giganter, selv om det som oftest skete i andet geled på rollelisterne, hvilket kun accentuerer hans meritter og bedrifter yderligere i faget.