Det ottende vidunder
Hvis R.E.M’s megasucces med Out of Time i 1991 kan betegnes som den sejrende syver i rækken af studiealbums, må efterfølgeren Automatic for The People, der udkom den 6. oktober 1992, anses for det ottende vidunder. Dette prædikat slås allerede fast med åbningsskæringen Drive, der udkom som single en halv måned før albummet.
Nummeret er krediteret bandets fire medlemmer Bill Berry, Peter Buck, Mike Mills og frontmanden Michael Stipe som de 11 øvrige sange i den kollektive proces, der dog ikke er mere kollektiv end, at det især er Stipe og guitaristen Peter Buck, som tog teten ud i sangskrivningens her enddog særdeles ædle kunst med Stipe som den hovedansvarlige ‘ordfører’, der sine steder godt kan tolkes politisk som på de foregående og følgende udgivelser.
Drive sætter tonen for det meste af Automatic for The People præget af vemodig tristesse lyrisk som musisk med sange om livets uforgængelighed, tab, sorg og lettere nostalgiske tilbageblik på tidligere faser i livets lotteri. Det velklingende stryger arrangement er begået af Led Zeppelins forhenværende bassist og musikalske mastermind John Paul Jones, hvilket tilsvarende gælder for den nær skammeligt iørefaldende The Sidewinder Sleeps Tonite og de umådeligt smukke ballader Everybody Hurts og Nightswimming.
Her tales der håndelag i mesterklassen, og Jones tonesætninger på arrangementssiden yder væsentlige bidrag til albummets høje niveau og vellykkethed. Ud over de nævnte sange udkom Man on The Moon og Find The River som singler, i alt seks styks der cementerede albummets kommercielle gennemslagskraft hjulpet godt på vej af flere visuelt opfindsomme og personlige videoer.
Man on The Moon er en ode til komikeren og skuespilleren Andy Kaufman med referencer til hans Elvis parodier, brydning og omkvædets konspirationsteoretiske spørgsmål om, hvor vidt månelandingen overhovedet fandt sted sommeren 1969. Linjerne ‘So Andy, did you hear about this one?
Tell me, are you locked in the punch? Hey Andy, are you goofing on Elvis? "Hey, baby" Are you having fun?’ er groft sagt amerikansk populærkultur i dens mest skurrile form kogt ned til fire spørgende sætninger.
The Sidewinder Sleeps Tonite er kraftigt inspireret af The Lion Sleeps Tonight, og bandet indspillede som led i en aftale deres version af sidstnævnte, der udgjorde single b-siden til førstnævnte, for at undgå eventuelle copyright stridigheder. The Sidewinder Sleeps Tonite er afgjort det mest poppede indslag på Automatic…, men ikke uden charme.
Everybody Hurts med dets molstemte melankoli og Jones smukke strygerklang er nærmest umulig at ryste af sig og understreger gruppens håndelag for at begå langtidsholdbart materiale. De samme kvaliteter finder man også i det klaver- og strygerbårne Nightswimming, der samtidig bærer Stipes vokale signatur i sin mest åbne og sårbare form.
I den glimtvist rockede afdeling forefindes Ignoreland, Man on The Moon og Monty Got a Raw Deal, der sikrer større bredde i det samlede udtryk, hvor en mørkere og mere kompleks grundtone har vundet indpas. Det bidrager Try Not to Breathe, der kredser om Stipes mormors bortgang, den dvælende Star Me Kitten og slutsangen Find The River yderligere til på et alt i alt lydefrit udspil.
Som Out of Time udgjorde også Automatic for The People start 90’ernes soundtrack for millioner af søgende individer i sentyverne mig selv inklusive, mens verden forsøgte at finde sig selv oven på Murens fald, Sovjetunionens opløsning og Balkan regionens begyndende borgerkrig. Stipe & co. afsøger alvorens tyngde som kontrast til tilværelsens ulidelige lethed på deres ottende album med indfølt poetisk elegance og melodisk tæft. Det skal bandet fra Athens, Georgia have tak for.