Til minde om Kris Kristofferson

Sangeren, sangskriveren og skuespilleren Kris Kristofferson, født den 22. juni 1936 i Brownsville, Texas - død den 28. september 2024 i sit hjem i Hana på Hawaii, blev 88 år. I 2020 skrev jeg i anledning af 50-årsdagen for udgivelsen af Kristoffersons debutalbum følgende artikel om den nu bortgåede amerikanske legende, der bringes som nekrolog i redigeret og opdateret form.

‘Freedom is just another word for Nothing left to Loose’ lød det i Me and Bobby McGee inkluderet på Kris Kristoffersons første album, der blev udsendt april 1970 med den prunkløse titel Kristofferson. Samme sang udødeliggjorde Janis Joplin et halvt år senere under arbejdet med lp’en’ Pearl, der posthumt udkom januar 1971 samme måned som singlen med hendes noget mere rockede version, der røg til tops i USA.

Den første udgivelse af beretningen om Bobby McGee og hans venner på farten stod countrysangeren Roger Miller for i sommeren 1969. Kris Kristofferson markerede sig allerede i anden halvdel af 60’erne som en driftssikker sangskriver med tæft for det lyriske i countrymiljøet i Nashville.

Til familiens fortrydelse afbrød han en begyndende karriere i militæret for i stedet at levere sangmateriale til andre kunstnere. Kristofferson havde ikke den store fidus til egne evner som sanger, han lød som en kvækkende frø, beklagede han sig, så det krævede et vist overtalelsestalent fra selskabets side at få Kristofferson i gang med indspilningsprocessen. Han var uden fast band, og et større kontingent af musikere og sangere måtte skaffes i al hast.

Kristofferson er et konglomerat af country, rock og folk med en snert af bluesens blå stemning, der ikke mindst forplantede sig på tekstsiden. Man kan ikke kalde slutresultatet sofistikeret, ej heller var Kris Kristofferson en virtuos vokalist. Men musikken besad nærvær og kant. Melodi- og tekstmæssigt er Kristofferson stærk kørende i et dusin sange, der kredsede om ensomhed, indre dæmoner, skæbner på farten og hippiegenerationens eksistensberettigelse uden grundløst at blive kanøflet af politiet – i det hele taget retten til at eksistere på egne præmisser.

Som en af countryens såkaldte Outlaws bidrog Kris Kristofferson i selskab med Willie Nelson, Waylon Jennings og Johnny Cash til en poetisk realisme fjernt fra den mest klæge konservatisme og sirupholdige hjemstavnsromantik, som genren ligeledes er kendt og berygtet for. Me and Bobby McGee er blevet flittigt fortolket live og på plade af andre navne, hvilket også gælder for Help Me Make It Through The Night og denne signaturs umiddelbare favorit Sunday Mornin’ Comin’ Down.

Fra listen af de mange, der har haft fat i numre inkluderet på Kristofferson, nævnes i flæng Johnny Cash, Jerry Lee Lewis, Gladys Knight, Willie Nelson, Kenny Rogers, Grateful Dead, Loretta Lynn, Olivia Newton John, Joan Baez, Blind Melon, Pink, Dolly Parton og danske John Mogensen. Kristoffersons bedste poesi bar en tidløs kraft i sig, hvilket hans første albumudspil er så rigt på og nok til at sikre dets klassikerstatus mange sæsoner frem.

Kristofferson har i eget navn udsendt yderligere 20 studio- og koncertalbums frem mod 2016, hvor den del af karrieren sluttede med The Cedar Creek Sessions. Hertil skal føjes seks i øvrige konstellationer, der blandt andet tæller hans daværende kone, sangerinden Rita Coolidge. Desuden opnåede Kristofferson betydelig succes i country supergruppen The Highway Men, som bestod af kollegerne og vennerne Willie Nelson, Johnny Cash og Waylon Jennings. Tre udgivelser og flittig turnévirksomhed blev det til fra midten af 80’erne til midten af 90’erne.

Kris Kristofferson nåede en tilsvarende markant karriere som skuespiller fra 1971, hvor han medvirkede i Dennis Hoppers metafiktionelle og noget aparte The Last Movie, og frem til Blaze (2018) instrueret af Ethan Hawke. Filmografien er omfattende og spraglet, men brolagt med absolut nævneværdige præstationer hos flere toneangivende instruktører. Her bør især parløbet med en af Hollywoods hårdeste nysere, den rebelske vildmand Sam Peckinpah, nævnes, hvor Kristofferson brillerede i Pat Garrett and Billy The Kid (1973), Bring Me The Head of Alfredo Garcia (1974) og truckerdramaet Convoy (1978).

Også indsatsen i Martin Scorseses Alice Doesn’t Live Here Anymore (1974) er værd at dvæle ved. Dog topper Kristofferson for mig at se som den korrupte og ondskabsfulde sherif i John Sayles mesterlige neowestern Lone Star (1996). Den største kommercielle gennemslagskraft i filmfaget nåede han med mindre biroller i Blade trilogien fra 1998–2004. Æret være Kristoffer Kristoffersons minde.