Paul Newman 100 år

Paul Leonard Newman, født den 26. januar 1925 i Cleveland Heights, Ohio - død den 26. september 2008 i Westport, Connecticut, kunne smykke sig med en del titler igennem en lang karriere og et samlet imponerende virke; filmskuespiller, filminstruktør, filmproducer, filantropisk velgører, forretningsmand, forfatter, racerkører og politisk aktivist alt med betydelig succes og gennemslagskraft.

Han nåede at være gift med skuespillerkollegaen Joanne Woodward ​fra 1958 og frem til sin død 83 år gammel i 2008. Woodward lever stadig og fylder 95 i februar måned. Deres i perioder højspændte ægteskab og professionelle samarbejde foran og bag kameraet er grundigt skildret i den glimrende dokumentarserie i seks dele The Last Movie Stars (2022) instrueret af Ethan Hawke og med deltagelse af Joanne Woodward, Paul Newman, Laura Linney, George Clooney, Martin Scorsese, Sally Field, Karen Allen og Zoe Kazan ved hjælp af nye interviews og ældre klip fra arkiverne.

‘Their generation changed American acting. What happened in the fifties with the Actors Studio with Elia Kazan and Tennessee Williams is a pivot point in the history of performance. It radically changed the way that we tell stories and we're still reacting to it’, har Ethan Hawke fortalt om seriens hovedpersoner og sporene, de har sat i filmmediets historie, og her er det vanskeligt at være uenig. Det toneangivende site Rotten Tomato skrev følgende i deres vurdering: ‘The Last Movie Stars delivers the goods as a revealing retrospective of Paul Newman and Joanne Woodward's romance, but director Ethan Hawke elevates this docuseries into a revelatory exploration of marriage and stardom.’

Paul Newman lærte sit fag i Yale School of Drama og The Actors Studio under ledelse af Lee Strasberg. Newman slog igennem som bokseren Rocky Graziano i Somebody Up There Likes Me (1956), jeg har nydt flere gange via TCM. Han er tilsvarende effektiv i rollen som Billy the Kid i Arthur Penns The Left Handed Gun (1958). Samme år brillerede Newman i Cat on a Hot Tin Roof overfor Elizabeth Taylor, der begge understreger den misantropiske syrlighed i Tennessee Williams’ skuespil uden at nå helt i dybden af hans sydstatsunivers befolket af skøre kugler, outsidere og dysfunktionelle familier.

Ligeledes i 1958 kunne man se Newman sammen med Woodward i The Long, Hot Summer. En af sine mest uforglemmelige præstationer ydede han som billardspilleren Fast Eddie Felson i Robert Rossens The Hustler (1961), en rolle der blev gentaget 25 år senere i Scorseses solide opdatering The Color of Money (1986) og indbragte Newman en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.

Han viser betydelig format i far-søn opgøret i Martin Ritts seværdige Hud (1963), der tæller blandt en af mine favoritter. Hitchcocks tyndbenede koldkrigs- og spionfortælling Torn Curtain kan jeg imidlertid snildt undvære, men bedre går det i den ikke uefne detektivfilm Harper, der udgjorde top og bund i omvendt rækkefølge for Newman i 1966.

1967 endte som et godt år, hvor Newman understreger sin klasse i Martin Ritts allegoriske senwestern Hombre og som utilpasset indsat rebel i Stuart Rosenbergs antiautoritære Cool Hand Luke. I 1968 instruerede Newman sin kone Joanne Woodward i Rachel, Rachel med beundringsværdig flair for at skildre tidens kvinder, deres seksuelle begær og indre følelsesliv. Filmen blev nomineret til fire Oscars og vandt to Golden Globes heraf en for bedste instruktion.

Robert Redford gav den almægtige Paul Newman kamp til stregen i George Roy Hills underholdende blockbuster hit Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969). To år senere instruerede Paul Newman sågar sig selv i Sometimes a Great Notion (1971) efter Ken Keseys roman. Filmen er en tour de force i stjerneskuespil leveret af Newman, Henry Fonda, Michael Sarrazin, Lee Remick og Richard Jaeckel.

Newman sad også i instruktørstolen på den eksperimenterende The Effect of Gamma Rays on Man-in-the-Moon Marigolds (1972), der kræver tålmodigt tilløb og endte i hovedkonkurrencen under dette års Cannesfestival med en pris til Joanne Woodward.

I 1973 fandt Newman igen sammen med George Roy Hill og Robert Redford i svindlerkomedien The Sting, der toppede biograf hitlisten og ryddede bordet under Oscar festen året efter med ti nomineringer og syv sejre herunder for årets film. Ovenpå en række relativt magre sæsoner kunstnerisk og kommercielt vendte Newman styrket tilbage i Sydney Pollacks politiske thriller Absence of Malice (1981) og som forhutlet desillusioneret advokat i Sidney Lumets The Verdict (1982).

I 1987 markerede Newman sig med en vellykket filmatisering af Tennessee Williams' hudløse familiedrama The Glass Menagerie med Joanne Woodward, John Malkovich og Karen Allen. Newman og Woodward er tæt på fænomenale i britiske James Ivorys Mr. and Mrs. Bridge (1990), der foregår i Kansas City i 30’erne og 40’erne med en klassebevidst stiff upper lip i amerikansk udgave og anbefales på det varmeste.

I 1994 er Newman og Tim Robbins på rollelisten i Coen brødrenes komedie The Hudsucker Proxy, og samme år forlener Newman Robert Bentons varme livsfrise Nobody's Fool med lige dele alderstegnet og gavtyvlignende charme. Han er stadig på toppen i Sam Mendes’ Road to Perdition (2002) overfor Tom Hanks, Jude Law og Stanley Tucci, hvilket kastede en Oscar nominering af sig for bedste birolle.

Newman valgte at gå på pension i 2007 med ordene: ‘You start to lose your memory, you start to lose your confidence, you start to lose your invention. So I think that's pretty much a closed book for me.’ I 1982 grundlagde han Newman's Own, der blandt andet solgte salat dressing, pastasovs, limonade, popcorn, salsa og vin. Overskuddet af omsætningen tilfaldt velgørende formål, og processen er beskrevet i Newmans bog Shameless Exploitation in Pursuit of the Common Good (2003).

Det skønnes, at Newman har doneret et anseeligt tocifret muligvis trecifret millionbeløb i dollars til et utal af kulturelle, humanitære og politiske formål, han fandt egnede. Newman, der har støttet flere demokratiske præsidentkandidater siden 60’erne, lå nummer 19 på Richard Nixons liste over fjender og hadeobjekter, hvilket han valgte at opfatte som en kompliment.

Som racerkører deltog Newman i en række Sports Car Club of America konkurrencer og i to 24 timers Le Mans løb i 1979 og 2000. Æret være Paul Newmans minde, en formidabel udøver af sin metier i bredformat. Her kan de absolut færreste være med, for den omsværmede, begavede og talentfulde adonis af en græsk gud nærmede sig det fuldendte, når han var bedst.