Det brede klangbillede i dobbeltformat

Den 24. februar 1975 udkom Led Zeppelins sjette studiealbum i USA som det allerførste på bandets nystartede pladeselskab Swan Song Records og fire dage senere i Storbritannien. Led Zeppelin skrev og indspillede i starten af 1974 otte nye sange på landstedet Headley Grange og tilføjede syv ikke tidligere udgivne numre, der stammede fra sessions til Led Zeppelin III (1970), Led Zeppelin IV (1971) and Houses of the Holy (1973).

Physical… favner stilmæssigt bredt med elementer af hard rock, progressiv rock, klassisk rock’n'roll, folk og mellemøstlig farvet musik. Dobbeltsættet blev mixet af superteknikeren Keith Harwood i Olympic Studios i London henover sommeren 1974 og planlagt til udgivelse i slutningen af året, men måtte udskydes i flere måneder, da layoutet og trykningen af det Peter Corriston designede cover i flere lag viste sig at være vanskeligere end forudset.

Men de behørige anstrengelser gav kunstnerisk og kommerciel dividende, og Physical… røg direkte ind på en første og tredje plads på lp hitlisterne i England og USA. Udgivelsen blev bakket op af en succesfuld turné i de forenede stater og fem udsolgte koncerter i Earl's Court i London. Physical… er genlanceret ad flere omgange på vinyl og cd herunder en 40th anniversary edition i 2015 forsynet med en ekstra disc, der indeholder alternative versioner og forskellige råmix.

Albummet, der har passeret et salg på otte millioner enheder alene i USA, tilhører kategorien af bandets absolut bedste, hvor stort set alt lykkes til perfektion. Guitaristen, gruppens mastermind og producer af Physical…, Jimmy Page, indspillede sammen med trommeslageren John Bonham et instrumentalnummer i november 1973, der senere blev til Kashmir, hvorefter arbejdet måtte sættes på standby med rygter i pressen om, at bassisten og keyboardmanden John Paul Jones var syg og ude af stand til at spille.

Sandheden beroede imidlertid på, at Jones havde nået et mæthedspunkt i forhold til Led Zeppelin og det udmattende turnéliv og derfor ønskede at forlade gruppen, hvilket han meddelte den fortvivlede manager Peter Grant, der fik ham til at genoverveje beslutningen og holde en flere måneder lang pause. Bandet gik herefter i gang med fornyet energi, og forsangeren Robert Plant, der også tog mundharpen i brug, refererer til de otte frisk indspillede numre som ‘the belters’, der med hans ord er ‘off-the-wall stuff that turned out really nice’.

Der blev improviseret, skrevet melodier med udspekulerede arrangementer, tunge riffs og funky beats nåede i spil under jam-lignende sessions, hvorefter den stod på ugelange seancer med klargøring af de bedst egnede ideer og skitser til optagelse. Bonham tog teten og sikrede sig krediteringer på nogle af de 15 numre, der udgør Physical… De otte nye sange udgjorde en samlet længde, der ikke kunne presses ind på et album, og derfor besluttede man at låne fra lageret af ikke realiseret materiale for at have nok til en dobbelt-lp.

Den hårde og bastante rock, der blev Led Zeppelins adelsmærke, er vitalt i fokus på Custard Pie, The Rover, The Wanton Song, Sick Again og Houses of the Holy. Den mellemøstlige mystik og inciterende orkesterklang er kørt i stilling på det mere end otte minutter lange og betagende mesterstykke Kashmir, som vinder for hvert genhør i retning af det direkte hypnotiserende. En evigt funklende juvel i bandets samlede oeuvre.

Der eksperimenteres med progressiv rock på In the Light, møjsommeligt opbygget til mindste detalje, mens den effektivt funkdrevne Trampled Under Foot svinger sig op i stratosfæren af, hvad et organisk sammentømret klasseband er i stand til under en god dag på kontoret. Boogie with Stu og Black Country Woman er ren opvisning i (næsten) akustisk rock og rul, mens den ømt tonesatte Ten Years Gone viser, hvad Led Zeppelin kan præstere i kærlighedsballade genren.

Blues rocken får sit og mere til i den majestætisk udførte In My Time of Dying, hvor kompleksitet møder kontant afregning og musikalsk drama med Plant i vokal storform bakket op af en tætspillende og telepatisk agerende trio, der gennem 11 minutter smider instrumentelle færdigheder ind i legen som en royal straight flush i poker, der trumfer alt med en kæmpe pulje på bordet. Down by the Seaside byder sig til i det mere rolige leje sammen med den elegante Bron-Yr-Aur, hvor Jimmy Page demonstrerer sit flair for det melodiske og akustisk strengeakrobatik.

Ydermere er der ørehængeren Night Flight, der gør sig godt på enhver radiostation med hang til lyttevenlig mainstream rock. In My Time of Dying, Trampled Under Foot, Kashmir, Ten Years Gone, Black Country Woman og Sick Again fandt ved til repertoirelisten, og flere af de nævnte forblev der samt spillet igen under reunion koncerten i 2007. Nick Kent fra NME skrev i en anmeldelse før udgivelsen: ‘The album's tonal density is absolutely the toughest, most downright brutal I've heard all year.’

Billboard Magazine anførte: ‘Physical Graffiti is a tour de force through a number of musical styles, from straight rock to blues to folky acoustic to orchestral sounds’, og Jim Miller hævede i Rolling Stone, at albummet er ‘the band's Tommy, Beggar's Banquet and Sgt. Pepper rolled into one: Physical Graffiti is Led Zeppelin's bid for artistic respectability.’ I en retroperspektiv nyvurdering i 2007 af Chris Jones hos BBC Music lød konklusionen: ‘a towering monument to the glory of Zeppelin in their high-flying heyday.’

Robert Plant og Jimmy Page har betegnet Physical… som en af favoritterne, der har fundet vej til et utal af lister over bedste udgivelser gennem tiden hos veletablerede magasiner og fagblade som Rolling Stone, Pitchfork, AllMusic, Classic Rock, Mojo og Record Collector. Det er særdeles velfortjent, og genhøret med dette hovedværk fra 70’erne i 40 års udgaven i fuld længde inklusiv ekstramaterialet i anledningen af den runde dag tog form af en mindre åbenbaring. Physical Graffiti er kogt ind til benet filigrant snedkereret lydkunst på svimlende højt niveau.