Meget mere end sailing

Rod Stewarts sjette studiealbum, der udkom den 15. august 1975, blev indspillet i fem forskellige studier i USA (A&R (New York), Criteria (Miami), Wally Heider's Studio 3 (Hollywood), Hi Recording Studio (Memphis) og Muscle Shoals, Alabama) fra april-juni måned samme år og er især kendt for singlesuperhittet Sailing, som Warner Bros. klogeligt valgte at lancere en uge før lp’en. 

Sailing er en lovlig sirupholdig sag skrevet af Gavin Sutherland, man enten knuselsker og danser henført til eller bliver drevet direkte til vanvid af især på repeat, og denne storladne ballade var en af de mest spillede på alverdens radiostationer i 1975. Heldigvis er Atlantic Crossing meget andet end sejler-sangen og delt op i en fast og en slow side som angivet på coverets bagside. 

Samme fremgangsmåde anvendtes på efterfølgeren A Night on the Town (1976) blot i omvendt rækkefølge. Stewart har en finger med i spillet på fire ud af fem numre på første side og står alene for Three Time Loser, der på effektiv vis sætter løjerne i gang. Den let funky og gyngende Alright for an Hour er skrevet i samarbejde med den fine og yderst smagfulde guitarist Jesse Ed Davis, der døde i 1988 blot 43 år gammel. 

All in the Name of Rock 'N' Roll (Stewart) tager over med sejtræk i rytmesektionen, et håndfast riff og punch i blæsergruppen tilsat en guitarsolo, der tager stikkene hjem, mens Rod the mod klarer resten ved hjælp af sin karakteristiske rå skærebrænder vokal. At han også er en kyndig fortolker af andres materiale, bevises i soulklassikeren Drift Away lækkert arrangeret til mindste detalje. 

Stone Cold Sober er en gennemsolid rocker begået af Stewart og Steve Cropper, der burde have været et mere fast indslag på repertoirlisterne live. Glimrende guitararbejde og ditto spil i hornsektionen. Generelt er hele Atlantic Crossing et uhyre veludført stykke arbejde, hvilket næppe kan undre, når listen af sessionfolk og sidemen studeres nærmere. Her er der vitterlig noget at komme efter.

Guitarflanken tæller Jesse Ed Davis, Steve Cropper, Fred Tackett og Jimmy Johnson. Bas: Donald ‘Duck’ Dunn, Lee Sklar, Bob Glaub og David Hood. Trommerne styres af Al Jackson Jr., Roger Hawkins, Nigel Olsson og Willie Correa. Keyboards: Barry Beckett, Albhy Galuten og Booker T. Jones. Dette kavaleri af førsteklassesfolk forstærkes af The Memphis Horns, et kontingent af velklingende korsangere og David Lindley (mandolin og violin). 

Samlet set et illustrativt opbud af navne med rigelige mængder rock-og soulhistorie til flere murstenstykke værker. På slow side finder man den uopslidelige synge med hymne I Don't Want to Talk About It, der har Danny Whitten som afsender. It's Not the Spotlight (Barry Goldberg, Gerry Goffin) med ringlende mandolin og melodiøse baslinjer er endnu et eksempel på Stewarts evne til at få det bedste ud af forlægget. 

Det gælder også Motown-nummeret This Old Heart of Mine driftsikkert tonesat af hitleverandørerne Holland, Dozier, Holland med hjælp fra Sylvia Moy, Stewart får croonet sig stilfuldt og sikkert igennem. Han byder på sjælfuld indlevelse i sin egen Still Love You, der gør drevent brug af temposkift og dynamiske nuancer. 

Til sidst dukker Sailing op, jeg indrømmet har det stramt med grundet den følelsespostulerede ‘vi er alle i samme båd’ stemning, mens der brydes ud i vemodig fællessang, selv om det produktionsmæssigt rammer popgenren Bullseyes midt i dartskiven. 

Her fik den stedvist mavesure kyniker lidt luft, der under stregen dog vurderer Stewarts millionsælgende sekser til at være mere end blot godkendt. For håndværket er tip-top i orden med enkelte indslag af noget, der tangerer det mesterlige. Og synge kan den klejne brite med de skotske aner jo.