Min far

En af drengene drog i 1926 til USA og blev der resten af sit liv. Min far gik i skole, blev konfirmeret og beskæftigede sig derefter ved landbruget, dog afbrudt af militærtjeneste, bl.a. tjente han på en gård på Vestfyn, hvor han mødte min mor, Karla (1908-1980) i 1925. Mor og far var kærester i 10 år og blev gift i 1935, da havde min far købt ”Vendelhavegård” i Midskov på 45 tønder land nogle kilometer fra sit fødehjem. Prisen var 65.000 kr. for det hele.

Mine forældre fik fire drenge, Hans i 1938 (han døde i 1944 på grund af en hjertefejl), et traume, der især kom til at forfølge min mor, jeg kom til i 1941, Poul i 1943 og Jørgen i 1947. Det var aldrig på tale, at vi tre drenge skulle være noget andet end landmænd, men da jeg var 12 år, kom jeg hjem med en besked fra lærerne på centralskolen om, at det ville være en god idé at søge optagelse på Kerteminde Borger- og Realskole. Den besked overbragte jeg til min mor, der blot sagde: ”Det vil far ikke synes om!” To år efter kom min bror Poul hjem med samme besked, men han kæmpede verbalt for at få lov til at følge sine kammerater til Kerteminde. Der var dog ikke noget at gøre. Jeg var blevet 14, så jeg blandede mig, men min far reagerede ret stærkt og forlod stuen. Jeg husker, at han søgte ud til ”frihedssymbolet”, bilen, og jeg erindrer, at jeg store dreng lå hulkende ind over højre forsæde og tryglede ham om at komme ind. Han vendte tilbage efter en rum tid, men Poul fik ikke lov til at følge sine kammerater. Yngste bror tilkendegav meget tidligt, at han ikke var interesseret i landbrug og tog en realeksamen.

Min far havde meget romantiske drømme med os tre drenge. Det var ”vore egne sønner, i vore egne marker, med vore egne heste”, og vi fik ikke traktor i den tid, jeg var ved landbruget. Jeg stoppede januar 1963 for at læse til lærer.

Da jeg blev 18, kom jeg ud at tjene på en større gård ved Rynkeby. Det var faktisk min far, der bestemte det, for jeg skulle lære at køre og passe en traktor! Her var jeg et halvt år og kom herefter på Den jyske Idrætsskole (nu Vejle Idrætshøjskole), fordi min far selv gerne havde villet på Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor hans bror Rasmus havde gået. Min far var i øvrigt god til gymnastik og kunne slå en flik-flak, til han var 50. Det gjorde indtryk på vores karle, når han smed træskoene og vendte en flik-flak på den bare jord.

Opholdet på Den jyske Idrætsskole satte meget i gang hos mig, men det kom først rigtig til udfoldelse efter endt militærtjeneste to år senere. Det var svære beslutninger, og jeg kunne ikke bruge min far som sparringspartner, for det var jo ikke hans projekt. Han havde i øvrigt nogle underlige holdninger til studerede personer: ”Jo længere de læser, jo dummere bliver de.” og vi tre drenge ”skulle sgu ikke have papir på, hvor dumme vi var.” Det skal siges på fynsk for at få den rigtige klang! Måske var det for at være morsom. Jeg ved det ikke.

Egentlig var det lidt mærkeligt, for min far kunne recitere lange passager fra ”Aladdin” af Adam Oehlenschläger og Henrik Ibsens stærke digt ”Terje Vigen”, og med jævne mellemrum inviterede han min farmor, der var meget teaterinteresseret, i Odense Teater.

I 1973 solgte mine forældre gården og flyttede til Kerteminde i et parcelhus.

Min mor havde flere sygdomsperioder, og jeg erindrer, at min far fortalte ting om deres ægteskab, som jeg egentlig ikke brød mig om at få at vide. Vi talte aldrig om de valg, jeg/vi havde truffet. Dem var man ligesom alene med, og man måtte finde andre gode mennesker at drøfte tingene med.

Jeg mindes ikke, at min far på nogen måde direkte modarbejdede mine/vores planer – tværtom – vi fik lov til at hakke roer i flere sommerferier og tjente gode penge ved det. Det var hans måde at støtte på.

Min mor havde nerver, som man sagde, og der skulle ikke så meget til at presse hende. En krise i familien gik hende voldsomt på, men alligevel kom det som et stort chok, da min far en dag i maj 1980 kom hjem fra en begravelse og fandt min mor, der havde hængt sig i bryggerset. Det var umanerlig hårdt for ham, og han havde nogle barske mareridt i et godt stykke tid efter selvmordet. Han ønskede ikke begravelse i stilhed, men ønskede, at han og vi tre sønner stillede os i våbenhuset og hilste på hver enkelt deltager i begravelsen. Det var meget modigt af ham, men vi tre brødre kunne kun respektere, at sådan skulle det være. Nogle mente efterfølgende, at min mor bare skulle have været begravet i stilhed, mens andre syntes, det var en klog og modig handling.

Min far fik 6 rimelige år alene i huset i Kerteminde, men det var hårdt og ensomt for ham. Imidlertid var det svært at være tæt på ham, for det var man jo ikke, fordi man i realiteten med sine valg i tilværelsen havde fjernet sig fra ham.

Til et EF-valg i februar 1986 fik han et ildebefindende i bilen, da han havde stemt, han kom til sig selv, kørte bilen hjem i garagen, ringede til mekanikeren og bad ham om at hente bilen, for han skulle ikke køre mere. Det var faktisk et stort slag for ham, for min far elskede at køre ud og snakke med folk, og havde han en god historie med fra det virkelige liv, gerne fra en af sønnernes liv, var dagen reddet.

Tilfældet ville, at jeg kom til at følge ham på hans sidste rejse. Min kone og jeg var taget hjem til Kerteminde i pinsen 1980, fordi vi vidste han havde det dårligt, og da vi kom til Kerteminde var situationen kritisk. Jeg var nødt til at gøre ting ved ham, som han aldrig havde gjort ved mig, nemlig vaske og tørre ham indtil flere gange bagi. Til sidst syntes jeg ikke, jeg kunne tage ansvaret længere, ringede til lægen, der kom og fik ham indlagt på Nyborg Sygehus. Han blev omgående tilset af sygehuspersonalet, og vi blev sendt ud på gangen, men pludselig var der rød lampe, og så gik det hurtigt. Hjertestop, men man fik gang i det igen, og vi var med, da han blev kørt på intensivafdelingen. Og jeg kan huske, at jeg på vej ned spurgte ham: ”Er du bange?” og han svarede med en roligt ”Nej!” Det blev vores sidste samtale, for efter en halv times tid kom der en læge, der kunne fortælle, at man ikke havde kunnet få hjertet i gang igen, og at far var død.

Det kan måske synes som en lidt fattig, omend vigtig kommunikation på falderebet, men sådan var det. Mens jeg var landmand, var jeg meget fortrolig med min far, men det døde, da jeg bevægede mig over i den for ham ukendte uddannelsesverden. Man får ikke sin fars ”ridderslag”, når man gør sådanne ting, og det må man lære at leve med. Det har sin pris at gå imod faders vilje. Han var ikke nogen hård mand, og vi har aldrig fået en øretæve eller andre former for korporlig afstraffelse. Måske var det uformåenhed, men min far magtede ikke at følge os på vores færd uden for de for ham velkendte stier.


/ Bent Rasmussen, august 2023