Dekorativt billede

Romantiser dit liv

14.02.24
Mangler du lidt kærlighed i dit liv? En nyere tendens, der er blevet populær inden for det sidste år, er, at du skal romantisere dit liv. Det handler om, at du skal tilegne dig et positivt mindset i din dagligdag. På eReolen kan du lige nu finde 11 bøger, der kan romantisere dit liv, uanset om du har lyst til at læse om spændende kærlighedshistorier, eller gerne vil blive bedre til selvkærlighed på forskellig vis.

Hvordan du vælger at gøre dette, er op til dig, men kerneessensen ved denne frase er, at du skal stoppe med at leve på autopilot og i stedet begynde at fokusere på at være taknemmelig og nyde hverdagens små glæder. Det kan f.eks. være at lave flere af de hverdagsaktiviteter, du nyder, såsom gåture, at læse en god bog eller ved at vende negative ting til noget positivt.

Selvom der ikke er en specifik opskrift på dette fænomen, findes der mange gode bøger med redskaber til, hvordan du kan opnå en gladere hverdag. For at give dig nogle bud på, hvordan du kan påbegynde romantiseringen af dit liv, fremhæver vi her to bøger, som på forskellig vis kan hjælpe dig med at få et mere positivt mindset eller blot krydre din fantasi med lidt ekstra kærlighed.

Papmaché-reglen

I denne underholdende og indsigtsfulde bog af Hella Joof får du 25 leveregler, og indlejret i disse regler er alt fra anekdoter til madopskrifter, tegninger og sange. Papmaché-reglen er bl.a. god til dig, der er for hård ved dig selv eller føler, at der er for meget at brokke sig over i hverdagen.

Hun fokuserer i bogen på, at meningen med livet er, at vi skal være glade og elske hinanden. Men det kan være svært at huske, og derfor anviser Joof til forskellige leveregler, der kan anvendes i svære stunder. Især Joofs glimmerregel kan være et læs værd og omhandler, hvordan du kan putte glimmer på din hverdag, hvilket betyder at omvende noget negativt til noget positivt, f.eks. ved det, som du har tendens til at overtænke.

Valentinssvindleren

Hvis du mangler kærlighed i form af en mere litterær oplevelse, findes der et utal af gode bøger, som jeg kan anbefale dig, men i anledning af valentinsdag vil vi gerne fremhæve en nyere bog af Beth O’Leary kaldet Valentinssvindleren. Det er en romantisk komedie, som omhandler tre kvinder, der bliver svigtet af deres date, som viser sig at være den samme mand. Manden hedder Joseph Carter og forsøger at date disse tre kvinder på én gang, hvorfor han må være jordens største skiderik - eller hvad?

Bogen giver et virvar af følelser og er ikke den klassiske form for kærlighedsroman, men derimod mere et kærlighedsmysterium. Når du læser denne bog, skal du være forberedt på, at hårde emner som abort og selvskade bliver taget op, på trods af at det er en komedie, der får dig til at grine.

Herunder får du 11 bøger, der kan romantisere dit liv, uanset om du har lyst til at læse om spændende kærlighedshistorier, eller gerne vil blive bedre til selvkærlighed på forskellig vis.

God fornøjelse!

Oprindeligt skrevet af eReolen.dk.

Materialer