Kvinderne tager magten

Maren Uthaug er en af Danmarks mest originale forfattere. Hun udkom i 2019 med romanen ”En lykkelig slutning” om en nekrofil bedemand, og jeg troede ærlig talt ikke, hun kunne køre den længere ud en det – men det har hun gjort med sin seneste roman ”11%”, som hun i øvrigt for nylig modtog De Gyldne Laurbær for.

Dystopi, humor og samfundskritik

Maren Uthaug mestrer at skrive med humor og skarp (samfunds-)kritik på en og samme tid. Sproget i den fabulerende historie er nøgtern og usentimental, og det er en virkelig syret historie Maren Uthaug har skrevet i denne omgang. Vi befinder os i periferien af København engang ude i den nærmeste fremtid. Mænd bliver aflivet ved fødslen eller afleveret på et avlscenter på Lolland (hvor langt ude er det lige?), og kvinderne får undervisning i onani. Det bliver ikke mere sort end det – eller gør det?

Kvinderne styrer samfundet og livets gang. Der er en dyb og indædt modstand mod tidligere tiders patriarkalske samfund, hvor alt fra krige og arkitektur bliver beskrevet som farlige mandlige frembringelser, men i det rene kvindesamfund er der stærke magtstrukturer, og angsten for ikke at være en del af fællesskabet alt overskyggende for kvinderne i bogen. Vi møder fire kvinder, heksen Medea, præstinden Wicca, lægen Eva og den stumme Stille, der får deres liv i det matriarkalske samfund beskrevet. Et skjult drengebarn er omdrejningspunktet, og de fire kvinders liv bliver flettet sammen. Det er en dystopi, hvor kvinderne hele tiden må undertrykke deres følelser og deres ensomhed, og afmagt og dyb sorg larmer på alle sider i bogen. 

Maren Uthaug har i romanen genoplivet en kvindelig kristendom, hvor man blandt andet tilbeder Moren, datteren og Helligånden. Det er tydeligt, at Uthaug har undersøgt næsten glemte tilgange til en kvindelig version af kristendommen. Men 11% er ikke et feministisk manifest. Uthaugs tankeeksperiment viser os i stedet en verden, hvor ekstreme holdninger og angsten for det ukendte udmunder i et umenneskeligt samfund, hvor alle forkrøbles og mistrives.

En postapokalyptisk kvindeverden

En anden roman om et matriarkalsk samfund er skrevet af den norske forfatter Jan Roar Leikvoll, der i 2015 udkom med bogen ”Sangfuglen” i Danmark. Romanen er en original postapokalyptisk historie, hvor en revolution har jaget alle mænd på porten. Drengen Jacoba er vokset op i al hemmelighed forklædt som pige, og da puberteten sætter ind, bliver moren tiltagende bange for, at det bliver opdaget, at han er en dreng/mand. Jacoba viser sig at have et usædvanligt sangtalent, og han/hun undervises af en legendarisk sanglære. Planen er, at Jacoba skal kastreres for at kunne leve som anerkendt sangerinde og kvinde.

Langsomt går det op for Jacoba, hvordan tingene i det dystopiske samfund hænger sammen, og da han tilmed bliver vild med tjenestepigen Tikva, tager tingene fart, og de samfundsmæssige snærende bånd bliver tydeligere og tydeligere for Jacoba. Det er ikke fordi, der sker en masse i romanen. Det, der står stærkest i bogen, er beskrivelserne af de dagligdags gøremål i Leikvolls fantastiske skrivestil.

Begge romaner viser bagsiderne af samfund, hvor man aktivt undertrykker den ene halvdel af befolkningen. I disse historier er det mændene, der er de undertrykte, forkastede, kastrerede og udstødte. Det er grimt, ubehageligt og utrolig godt skrevet – det gælder begge romaner.

Anbefalingen er tidligere bragt i Ugeavisen Vejle.